thi kendes for ret!

tiden fra Queen musicalen i London i 2011 og til Karinas brud i August 2012 vil jeg beskrive som en romantisk periode. det var nye tider. en tid præget af håb for fremtiden, forandring, udvikling, anderledes musik, anderledes tøj, oprør mod skolesystemet. et oprør der lykkedes. ungdom, romantik og succes og socialisme. jeg troede aldrig det ville stoppe. det var en drømmenes tid. Den 9. August vågnede jeg op til virkeligheden. den rå og hårde virkelighed. det var bare en drøm, på et tidspunkt slutter den. den følgene tid var præget af realisme. hård realisme. verden gik den forkerte vej,  musikken blev melankolsk og trist, og nogle gange opmuntrende. et mislykket forsøg vel og mærke. Pink Floyds The Wall og ulykkelig kærligheds musik, men samtidig musik om fred og forandring. som håb for at i morgen ville lykken vende. det gjorde den ikke. jeg gik fra at mene at jeg skulle vise jeg kunne, jeg kunne sagtens klare HF, drømme kunne blive til virkelighed og alt det. til at være realist. en kedelig realist. det jeg havde hadet og havde kæmpet imod. jeg tænkte de gode tider vare ikke evigt, kærlighed er ikke magisk, det er kun eufori. man skal ikke tro man kan hvad man vil. og man er ikke selv herre over sit liv. jeg havde mistet min selvtillid. jeg troede ikke på mig selv. jeg var så ynkelig. jeg kunne slet ikke se, hvad Karina havde set i mig. samtidig fortsatte mareridtende om natten om mine selvmordsforsøg, jeg følte ikke jeg var god nok til min skolen. jeg havde det af helvede til. så da psykologen spurgte mig om jeg følte mig skyldig i af mit liv var gået som det havde gjort satte det tanker igang. så kom julen. den hjalp på humøret. jeg fik en del af min selvtillid tilbage.

2012 blev til 2013. jeg tog til hvide sande i slutningen af julen. starten på året gik med at jeg fandt mig i min situation. det var lort, men det ville det være et stykke tid. at man ikke skulle forvente noget af nogen.  jeg kunne lige så godt vende mig til det. men var jeg skyldig?

var det min skyld jeg ikke havde kontakt til min far? var det min skyld jeg kom på special skole? var jeg selv skyld i den bagtale der fik mig ud på kanten af livet? var det min skyld jeg var så ensom? var det min skyld det ikke gik med karina? var det min skyld jeg ikke kunne klare gymnasiet, og stod til at blive smidt ud? var det min skyld? var det aspsergers? var det dem?

det var ikke fordi min far ikke kunne lide mig. han elskede mig, det vidste jeg. han forsøgte da os på at skabe kontakt. så måske var jeg selv skyld i at der ikke var nogen kontakt. jeg kontaktede ikke ham. jeg følte stadig et had til det han gjorde dengang. jeg kunne ikke tilgive ham. 9 år efter kunne jeg stadig ikke tilgive ham. hvor var det ynkeligt af mig. jeg gad heller ikke. det var dårligt af mig vidste jeg. på den anden side ringede han aldrig. og på den anden side var det utilgiveligt at han ikke troede på hans egen søn dengang. men det var næsten 10 år siden, burde jeg ikke være kommet videre?  men han kendte mig jo ikke. han kunne ikke forvente noget. jeg havde mit eget liv.

jeg var dårlig til matematik, og jeg koncentrere mig ikke i 4. klasse, jeg lavede aldrig mine lektier, og jeg gik altid for mig selv selv om jeg havde masser af venner. jeg skulle have nydt deres venskab og ikke gået rundt for mig selv og dyrke min ensomhed. derfor kom jeg på specialskole. måske det var min aspergers der gjorde at jeg ikke var social og gik rundt for mig selv. måske var det min aspergers der ikke kunne koncentrere mig. så måske var jeg for anderledes og hørte ikke til på en almindelig skole. jeg var ikke god nok. måske var det min aspergers der fik mig sendt væk. hvis det var, hvorfor gav de mig så ikke den hjælp jeg var beretiget til. den jeg havde ret til. ikke resurser nok? dårlig undskyldning!? havde jeg kunne klare mig hvis de havde vist det i tide?

havde jeg fortjent at gå der? enlig ikke, jeg kom jo væk derfra, men på den anden side kunne jeg jo ikke klare det jeg troede. det gik af lort nu. havde de ret? var jeg for dårlig? skulle jeg havde fortsat der på specialskolen? og kommet på specialefterskole og teknisk skole som en hver anden der gik der? var jeg ikke god nok? men på den anden side, jeg kom væk, jeg beviste at jeg var god nok til en almindelig skole. jeg fik 7, 12, 10 og 10. så det var måske en fejl?

jeg var for klistret så sikkert derfor var jeg ikke med karina mere.

jeg var blevet væk fra for mange timer så selvfølgelig var ved at blive smidt ud af gymnasiet. jeg fulgte ikke med, og hvorfor, fordi jeg flæber om hvor hårdt livet er, på den anden side hvis en anden havde været igenem det samme vil de så ikke have det på samme måde?

var jeg bare svag? var jeg bare ynkelig? det mente jeg selv.

i vinterferien var jeg med DSU i Berlin. jeg fik det bedre med mig selv. jeg trængte i virkeligheden til at nogen eller noget sagde at det hele nok skulle gå og at jeg skulle nyde livet i stedet for at flæbe over hvor hårdt det var. jeg købte mig en pladespiller. jeg var blevet en rigtig gymnsie elev. hipster. Hipie. jeg hørte Pink Floyds The Dark Side og the moon. fantastisk album. i løbet af tre kvarter fik jeg det at vide jeg havde længtes efter siden karina. spild ikke tiden. lev, musik er magisk, penge er ikke alt, og materialisme er noget lort. uden kærlighed er man intet. elsk hinanden. slap af, og vigtigst af alt: andre har det som dig. slap af. tro på dig selv. det er ikke alt sammen din skyld. vær glad, nyd livet. elsk. gør hvad du vil, hold dig ikke tilbage, for intet vare evigt, de dårlige tider slutter.

jeg kom frem til en dom: det var både min og min fars skyld der ingen kontakt var, for ingen af os var interesseret. mest var det min skyld fordi jeg ikke ville give ham en chasse. det var ikke min skyld jeg kom på specialskole, de kunne have givet mig den hjælp jeg var berettiget til. men jeg havde aspergers derfor var jeg for vanskelig. jeg klarede mig godt efter specialskolen så jeg havde ikke fortjent at gå der, men jeg fortrød det ikke. man lærte af det. den pædagogik der var der havde fået mig ud på kanten af livet, fordi det gav mig dårlig selvtillid. på den anden side var jeg bange for nederlag, men det havde jeg jo lært der. min aspergers gjorde sikkert også at jeg tog deres kritik personligt. jeg var selv uden om at have været så tæt på, jeg fortalte jo ikke andre om det. men det var ikke min skyld. min aspergers hjalp, specialskolen hjalp og de hjalp. og desuden var jeg teenager så det var meget normalt. det eneste der var var at fortyde at man kom så langt ud, og at man ikke sagde det. jeg kunne have stoppet mig selv. men ensomheden og den dårlige selveild kom fra aspergers, specialskolen og jeg var teenager.  den ville jeg altid føle skyld for. altid.


det var min skyld jeg var ved at blive smidt ud. jeg fortalte ikke min smerte til nogen. mest af alt følte jeg skyld for at der ikke var nogen kontakt til Karina. så jeg skrev et brev. der fortalte hende det helvede jeg havde været igennem. jeg skrev derefter det brev jeg faktisk sendte. de tre sider var terapi. og det virkede. hun svarede. hun var ikke sur på mig mere. men ønskede ikke kontakt. hun svarede. jeg smilede ærligt for første gang i månedsvis. jeg var glad. jeg stolede på mig selv. jeg var blevet den peter jeg kendte igen. muren væltede omsider. dommen var at fra det punkt skulle verden se mig som jeg virkelig var. med alt min svaghed og styrke, men dårlige og gode sider, de skulle vide hvor stærk og hvor svag jeg er. kontakt far. specialskolen er fortid jeg klarede den. jeg fik min selvtilid igen. kikkede mig selv i spejlet og tænkte. jeg er blevet den jeg gerne ville være. den jeg var bange for at vise. nu skulle alle se mig som jeg er. muren væltede.

første ærlige smil i et halvt år på det tidspunkt.

næste gang bliver det meget eftertænksomt.