outside the wall.

når man har fjernet en sten, vælter muren.

i Maj 2013 skrev jeg for sidste gang i den sorte bog. et slags eftermæle eller essay om livet.

jeg følte jeg kendte mig selv igen, og jeg havde overlevet en svær periode i mit liv. den havde gjort mig stærkere, da jeg nu kendte mine svagheder. jeg kikkede tilbage på mit liv, uden at føle skyld for alt der ikke var gået godt. jeg følte intet had til min far for noget han havde gjort for 10 år siden, men følte at det var ligeså meget hans ansvar at holde kontakten, det havde han ikke ligefrem været god til, men det var dog blevet bedre efter min farmors død, da fik jeg ondt af ham. jeg var nu det eneste famile han havde. jeg ville ikke forlade ham. den tomme luft der havde været i mellem os, skulle nok forsvinde med tiden. men vi måtte også give hinanden tid. for det han gjorde var stadig et sår på mig.

jeg bebrejdede stadig Hee Skole for at jeg kom på specialskole, men jegfortrød ikke den tid, da jeg havde mødt min bedste ven på den skole, vi havde samme holdning til det sted. tror ikke jeg kender nogen der kender mig så godt som han gør. kan huske jeg fortalte ham om mit forsøg, og han sagde jeg havde også virket anderledes på en dårlig måde, men han tænkte nok det bare var ham. jeg fik stadig en klump i halsen når jeg gik over den bro, eller så den nede fra. jeg glemmer nok aldrig den 23. Juni 2010.

jeg var kommet mig over karina. det undomsopør i 9. og 10. klasse var  lykkedes. jeg var blevet den person jeg gerne ville være. den jeg var bange for at vise. nu kunne jeg næsten ikke andet. jeg gik i anderledes gammeldags tøj, ikke for at provokere, men for at skille mig ud og fordi jeg kunne lide at gå i det. mine socialistiske idealer havde fået mig med i dsu, men havde ikke gjort mig blind. jeg fulgte ikke blindt en leder og alt hvad hun sagde, og støttede alt partiet gjorde. det var lidt min frygt da jeg meldte mig ind. jeg havde en hvis anelse om, at alle ungdomsorganisitoner var bygget på samme måde. at de var bygget på fællseskab og indoktrinering. og uvidenhed. det eneste der er nøsvændigt for skabelsen af diktatur. sådan havde jeg nok været i starten. men jeg var blevet kritisk, så krittisk at nogle af medlemmerne drillede mig med at jeg var for rød til dsu.

jeg havde oplevet hvordan det var at give slip og slå sig løs, og lade sin lyst og sit begær tale, og få magten, og ikke lade ens samvitighed holde mig tilbage som den altid havde gjort. dette har intet med min oprdagelse at gøre sjovt nok. jeg er glad for at det var min mor og papfar der har opdraget mig. det var en meget fri opdragelse. jeg lærte nogle værdier der har gjort mig til den jeg er. kærlighed. ubegrænset. men også en ansvarsfølelse over hvad jeg vil med livet. det bedste var at jeg ikke blev holdt totalt i stram snor hele tiden. selvfølgelig vidste jeg hvad der var rigtig og forkert, men det hele skulle ikke være seriøst. hele tiden. jeg skulle ikke lære det hele på den hårde måde. sarkasme var vigtigt. selvironi er vigtigt. meget vigtigt. jeg kunne blive alt jeg ville, men jeg skulle være ydmyg. og venlig overfor alle menesker. sådan kom jeg længst. det har jeg levet efter.

jeg er blevet den jeg gerne ville være. jeg er et omsorgsfuld kærligt varmt meneske, der har signe holdninger og står ved dem. og udviser dem. jeg er afhængig af kærlighed. ubetinget kærlighed. jeg er afhængig af at nogen kan lide mig, at nogen elsker mig. uden at have en grund. min største drøm i livet, er ikke længere at blive skuespiller, selv om det er en drøm, det er heller ikke at bo i London. min største drøm i livet er at finde en der elsker mig for den jeg er og som vil blive ved mig og være min resten af livet. fordi hun elsker mig. det vigtigste i verden er kærligheden. den er størst. det har jeg vidst siden den 23. juni 2010.
den hårde periode på Holstebro HF har lært mig at man ikke skal forvente sig noget af nogen. man kan kun håbe. der er altid håb. musik er en måde at slippe væk på. det er vidunderligt. jeg tror på mig selv.

tilgiv.
tro på dig selv.
kærlighed er størst.
de dårlige tider vare ikke evigt. tag en dag af gangen.

jeg er anderledes. jeg har det godt med det. jeg er ligeglad med hvad andre mener om mig.
det vigtiste i livet, og opskriften på lykke er.

at have noget at lave, noget at håbe på og vigtigst at have nogen at elske.

gennem hele vores liv oplever vi nederlag, særligt i den periode af vores liv hvor vi er mest sårbare. teenage livet. når først vi har oplevet et nederlag der var lige ved at knække os beskytter vi os fra flere. hvordan? vi bygger en psykisk mur rund om os selv, jo flere nederlag og skuffelser jo højre bliver den. det er en farlig men naturlig reaktion. når vi gemmer os bag denne mur og jo højre vores beskyttelses værk bliver jo mere sikre føler vi os. tror vi. men det er ikke virkeligheden. jo mere vi gemmer os bag muren, jo mere isolerede bliver vi. man mister evnen til at vise hvad man virkelig føler af frygt for afvisning, man bliver mindre social, mere alene. jo mere isoleret man bliver jo mere snæversynet bliver man. pludselig er du god og verden ond. man gemmer sig måske bag en ideologi, et fællesskab af folk der mener det samme som dig, bag et parti. jo mere man overgiver sig til en tanke til et parti, jo mere mister man evnen til at være kritisk. man stiller ikke spørgsmål, man stoler blindt på lederen. jo mere isoleret man bliver heder det ikke verden, men os og dem. os de gode og dem de onde. man bliver aggressiv. man kan ikke acspetere andre holdninger, andre iderr man har ingen forståelse for dem. muren bliver tykkere. inden i en sider smerten dog. man er klar over at muren er der og man ikke kan komme ud. jeg er overbevist om at når vi alle har smadret vores psykiske mure, så er verden ikke så sort hvid, så kan vi acspetere andre, så kan vi vise følelser, så er vi ikke bange. så kan vi elske mere. den sværeste mur i verden at vælte, er vores egen.

muren holdte mig tilbage og låste mig inde i mig selv. det var først da jeg fik svar fra karina den endelig faldt.

den sværeste mur i verden at vælte, er vores egen.

All alone, or in two's,
The ones who really love you
Walk up and down outside the wall.
Some hand in hand
And some gathered together in bands.
The bleeding hearts and artists 
Make their stand.

And when they've given you their all
Some stagger and fall, after all it's not easy
Banging your heart against some mad bugger's wall.

når man holder op med at lede efter kærligheden, så kommer den igen. skriver igen om en måned.