forandringens vinde.

forandringens vinde

det værste ved at have forsøgt selvmord, er den ensomhed der driver en til det, og som man føler i lige så stor grad bagefter. sommeren 2010 var den værste og mest ensomme. lysten blev erstattet med en stor og voldsom følelse af skyld. men jeg holdte det skjult. ingen skulle vide noget. noget var forandret i mig, det var sikkert. jeg var ikke længere naiv. og troede på det bedste i alle menesker. nu havde jeg jo netop set hvor onde de kunne være. men også fordi jeg jo ikke gjorde. jeg var ikke en kujon. jeg følte mig så ensom. jeg kunne ikke sætte ord på det. men det var der en anden der kunne.
den August var jeg i Amsterdam med mine forældre. smuk by. og når man besøger Amsterdam skal man jo....også igennem red ligth district, men også Anne Franks hus.
jeg vidste kun hun blev fanget, og at hun havde gemt sig. blev rørt over hendes historie efter loftet. jeg fik lyst til at læse hendes bog. og på første side bryder jeg sammen. hun sætter ord på nøjagtig det jeg følte. jeg havde en masse venner, men jeg følte ikke at jeg følte ikke der var nogen der forstod mig 100 %.

kommunen skulle spare. så vores afdeling af specialskolen blev sparet over på Ringkøbing skole. efter et par måneder, blev det endelig muligt for mig at få timer i en normal 9. klasse. jeg var nærvøs. det er ikke ordet, jeg var rædselslagen. det var som at have boet under DDR i 28 år og pludselig er grænsen åben. til at starte med tror man ikke rigtig på det. så bliver man lykkelig, men skrænt. kan man gøre det. kunne jeg det. kunne jeg vende tilbage til den verden jeg kendte og elskede...for 5 år siden. det føltes som en evighed, og samtidig som igår. kunne jeg krydse grænsen tilbage til den virkelige verden so to speak. det jeg havde længtes efter var endelig sket. ville jeg blive mobbe t, for at have gået i specialskole, det var virkelig en negativ ting.
så sidst i november skete det. jeg trådte ind i et klasseværelse med 25 ukendte menesker.

på det tidspunkt var jeg blevet diagnosticeret med nld. så jeg fortalte dem det. jeg blev taget fantastisk godt imod. især af to drenge og en pige. blev lidt forelsket. drengende havde deres eget band. det var så awsome. jeg elskede det. jeg elskede den klasse. i julen tænkte jeg. hmm...grænsen er åbnet...tid til at flygte. efter jul mødte jeg ind til de timer jeg skulle, og blev i klassen. til alle timer. først efter en måned blev jeg split med til møde. det blev bestemt at jeg kunne få lov at gå der året ud. forandringens vinde fløj afsted. men noget stort var på vej. det var året 2011. ungdomsoprøret ville snart begynde.

jeg var på ferie med min mosters serbiske mand til det tidligere Jugoslavien. der hjemme kendte jeg kun til liberalismen med alt hvad det indebære. i Jugoslavien mødte jeg en anden ideologi. socialisme. jeg elskede tanken. tanken at alle var lige, og at alle skulle have de samme muligheder, og at man skulle hjælpe de svageste, og at borgeren og arbejderen, den ydmyge hvor  helten. jeg elskede tanken. dog ikke om diktatur. jeg var dog på det tidpunkt af den holdning at politik var meningsløst. det kunne jeg se i Danmark såvel som resten af verden. alle var ligeglad med hvem der havde magten. ingen klagede over Dansk folkepartis rarsehad. ingen klagede over tanken at hvis man er arbejdsløs er man en taber. ingen. alle var ligeglade. ude i verden. der var diktatur i mellemøsten. men folket protesterede ikke det mindste. det var meningsløst. hvorfor interessere sig for det. den sidste nat var vi i Beograd. den nat, skete der noget. 100000 menesker var samlet i centrum af Kairo. de ville væk med deres diktator. 100000 men ekser. der stod samlet om den samme ting. muslimer, der er vant til diktatur samles i Kairo for at bekæmpe det. det var overvældende. jeg fælde ligefrem en tåre. det var et smukt syn. de ville forandring. og de fik det. han gik af. det lykkedes faktisk. det var det arabiske forår. jeg havde fået en anden mening. måske var det ikke så ligegyldigt. jeg begyndte at læse om Karl Marx og om socialismen. mit ynlingsfag var pludselig samfundsfag. socialisme var blevet en sær interesse som Dirch passer, anders and, starwars, og 2. verdenskrig havde været. denne gang var det dog på langt støre plan end nogensinde. læste en del om især den kolde krig.

jeg gik i 9. klasse. jeg elskede drengendes garageband, og tanken socialisme. jeg følte mig ikke som det barn jeg var bare et år forinden mere. noget forandrede sig i mig, noget ville ud. jeg turde ikke. ikke før påsken. der skete noget. da ville forandringen tage voldsom fart, og ungdomsoprøret ville starte. det fortæller jeg om næste gang.

når man har nået bunden, og været på kanten og kikket ned. for man et nyt og uforandretligt syn på livet og på tilværelsen. de dårlige tider vare ikke evigt.