jeg havde ligge pakket færdigt, jeg skulle med min mor til den by min historie foregik. DDR s gamle hovedstad Berlin. jeg sappede tv kanaler. jeg kom forbi BBC World News. jeg stoppede op, da de snakkede om et terrorangreb. i Oslo. Min første tanke var, det når var en fundamentalist islamist. af nysgerrighed blev jeg på kanalen. et par minutter efter ble det oplyst at unge menesker var blev dræbt på en nærliggende ø. antallet steg time for time. det var politisk aktive unge. 77. dræbt. skudt. af en nynazist ved navn Anders Brejvig. det startede en ild i mig. jeg græd da antallet steg. hvordan kunne det ske? i et demokrati, at folk blev skudt? drabt på grund af deres poltiske holdning. uanset hvad den var. det var dybt uretfærdigt. jeg indså noget. jeg var nød til at kæmpe imod. den eneste måde muligt. jeg måtte tage stilling. jeg ville være politisk aktiv. men for hvem? jeg vidste jeg var rød, men hvor meget. SUF(socialistisk ungdoms front) eller SFU eller DSU? en ting var helt sikkert. han måtte ikke vinde. jeg var godt og grundigt træt af den generale holdning der var i Vestjylland. er du en fremmed er du med garanti farlig og vil etablere islamisk diktatur i danmark, og alle østeuropære er tyve, arbejdsløse er nogle samfundsnassere og nogle tabere. uden penge er du intet. og gå efter en lang videregående udanelse for ellers bliver du aldrig lykkelig, man skal nemlig være rig for at være lykkelig. jeg var godt og grundigt træt af den daværende statsminister. han havde intet potentiale og havde ind til videre kun gjort livet surt for en masse menekser, havde fået kørende på hospitalerne til at stige, det samme med ungdomsarbejedsløsheden. og han ville afskaffe efterlønen. det skulle fanme være løgn!
den 20. August var jeg på Ulfborg marked som et hvert andet år. der stod nogle dsuere. der i blandt formanden for Holstebro afdellingen. hun solgte DSU på 20 minutter. jeg blev bidt. med tøven meldte jeg mig ind. 5 dage senere blev folketingsvalget udskrevet. jeg skulle på kampagne. jeg tøvede, men mindre end en uge senere havde jeg min første dag som aktiv. og hvilken dag!.
Lars Løkke, skulle på besøg på skolen. vi havde lige inden læst på Venstres hjemmeside at de ville afskaffe 10. klasse. det fik jeg muligheden for at konfrontere ham med :)
jeg havde gået rundt med skammen om mine selvmordstanker i to år nu. det måtte slutte. 10. klasse fik det at vide jeg fortalte min klasse det hele. det hjalp virkelig at komme af med det. jeg følte mig allerede stærkere.
10. klasse skulle blive det bedste skole år siden 4. klasse. alt gik godt. til eksamen fik jeg: 7 i matematik, 10 i Dansk, 12 i engelsk og 10 i tysk. efter sommeren skulle jeg begynde på Holstebro Gymnasium og HF. jeg skulle tilmed måske flytte hjemmefra. alt var godt. succes!
den 12. Maj 2012. tog jeg med Ungdomskollen en sidste gang til Heide Park i Tyskland. for 2. gang mødte jeg en pige jeg havde mødt for et halvt år siden. vi begyndte at skrive sammen. og ret hurtigt besluttede vi at mødes. i Hvide Sande. hun hed Karina. vi var ude at soppe i forårsolen. jeg var genert. det var da meget hyggleigt men der var ikke noget i det. troede jeg iværtfald ikke. ikke før hun skrev til mig midt på DSUs kongres. jeg var charmerende sød, og mere. hun kunne lide mig? en uge senere mødtes vi igen. i Ringkøbing, med hendes vendinde. var var ude at spise og ik omkring. hun tog min hun. den følelse. havde aldrig oplevet den så voldsomt før. hvor var det vidunderlig. det hele slørende på en måde og der var kun hende. og hendes hånd om min. da hun skulle hjem var det som om det ikke var mig der kyssede hende. det var bare noget. da hun var gået blev jeg forbavset. hvad var det for en følelse. var jeg forelsket? nej mig. det kunne ikke passe, hun var 3 år yngre end mig. og mindre. nej. vi mødtes samme weekend. hun vidste mig rundt i hvide sande. bagefter satte vi os på hendes sofa og så Droning Elisabeth den 2. s jubilæum. jeg lagde mit hoved på hendes skulder. den følelse igen. endnu mere. havde aldrig haft det så dejligt. jeg var forelsket. smask forelsket. det var så vidunderligt. havde aldrig haft det sådan før. var så vild med hende. hendes bløde hud, hendes lange lyse hår, og hendes øjne og hendes smil.
den 23. Juni 2012. dagen før min 18. års fødselsdag. 2 år efter jeg ville have hoppet fra broen var hun hos mig. hun havde givet mig en gave. Baronessen fra Benzintanken. vi så den. men filmen var ligemeget. mærkede bare hendes hånd i min hendes hoved på min skulder, og hendes hjerte slå. jeg var så vild med hende. jeg elskede hende. da filmen næsten var slut. kyssede jeg hende på panden. så på næsen. og til sidst. det mest vidunderlige kys. mærkede bare hendes læber mod mine, bevæge sig op og ned af hinanden. og hendes tunge. det var det bedste øjeblik i mange år. det var så fantastisk ubeskriveligt, vi blev ved i mindst 20 minutter. bag efter lå vi bare og kikkede på hinanden i øjne. intet ord var nødvendigt. vores øjne sagde det der skulle siges. mig og hende. for evigt.
dagen efter blev jeg myndig, og en uge senere skulle det fejres med maner. Roskilde Festivalen. det var så vildt. vidunderligt. det er ubeskriveligt. det kulminerede til Bruce Springsteen koncerten. jeg tænkte på hvor perfekt mit liv var lige i det øjeblik. jeg havde fået den bedste eksamen ever, jeg havde de bedste venner, jeg havde den smukkeste kæreste, jeg skulle på hf til sommer, og jeg skulle flytte. så begyndte 30.000 menesker at skråle i kor. jeg fælde en tåre. det var perfekt det hele var perfekt.
en uge senere var jeg i Prag.
men lykken vender når man mindst venter det. og sommeren slutter. i juni 2012 fik jeg efter en lang udredning diagnosen aspergers. til at starte med følte jeg det lidt som et stempel. men jeg skulle snart finde ud af hvad det ville betyde på godt...og ondt. det fortæller jeg om næste gang.
til minde om Karina Tang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar