fra Januar 2013 havde min sagsbehandler og mig selv aftalt at jeg en gang i måneden skulle have besøg af såkaldte vejledere, der skulle komme og snakke om livet og hvordan det var at være aspreger. jeg var meget sketpisk i starten og kunne ikke rigtig se hvordan det hjalp. men det gjorde det.
den 14. maj blev det sidste punktum i den sorte bog sat. ca på samme tidspunkt havde jeg endelig skrevet til Karina igen. det oprindelige brev var på 3 sider, den beskriver hvordan jeg havde haft det siden brudet. jeg beholdte det, og lavede en forkortet version og sendte det. jeg fik svar. jeg blev glad. for første gang i lang tid rigtig glad. de tanker jeg havde haft om hende forsvandt pludseligt.
den 31. maj var sidste skoledag på Holstebro HF. vemodig dag, da jeg vidste hvorfor jeg ikke kunne blive, men også dejlig fordi jeg nød de menesker jeg havde været sammen med næsten ved dag siden august. på det tidspunkt stod jeg på bar bund. jeg havde ingen fremtid. jeg vidste nemlig ikke hvad jeg skulle lave efter sommeren. Herning HF og VUC var kun interesseret i at jeg kunne gå på skolen hvis jeg altså flyttede til Herning. det ville min sagsbehandler ikke være med til, selv om det kolegie der var for aspregere i Herning var kommunal. jeg var rasende. da jeg fik besøg af vejlederne i starten af juni, sagde de at de ikke troede de kunne finde en løsning før en gang i efteråret. jeg kikkede ned i jorden resten af samtalen og lød ligeglad og vred i stemmen. kan huske hvad jeg tænkte: hvad har i gang i, er i ikke klar over at jeg ingen fremtid har!? dagen efter tog mig og min mor ind til min sagsbehandlers kontor for at brokke sig. hun kom mig i forkøbet. kommunen ejede et kolegie for autister i Skjern. der var tilfældigvis en lejlighed ledig, og jeg skulle slå til nu. jeg sagde selvfølgelig ja uden tøven. selvom jeg vidste at det ville være farvel til ferie. da flytning var dyrt. jeg snakkede med Herning Hf og VUC og fortalte om det, og de sagde at siden der var en direkte togforbindelse mellem Skjern og Herning kunne jeg starte til August.
jeg havde i løbet af foråret været på en del vellykkede date, men det blev kun ved den ene. jeg var begyndt at tænke at så kunne det også være ligemeget. jeg var begyndt at nyde at være single og alle de ting jeg slap for i et forhold. I April begyndte jeg at skrive med en aspreger pige. hun var smuk, hun var aspeger, hun var DSU er, men jeg skulle ikke regne med noget. da jeg var begyndt at have det godt med at være alene var jeg ok. et eller andet sted var jeg bange for at blive såret igen, så snakken forblev stille og handlede mest om dsu og aspegers. men sommeren har sin virkning på folk. vores samtaler blev flere og flere, dag efter dag. de skiftede tone. beskederne blev mere og mere kærlige. mere og mere handlede det om hvor dejlig vi synes hinanden var. hvor smuk vi synes den anden var. jeg havde en følelse i maven. en dejlig følelse. jeg blev forelsket. mindst en 4 del af min læseferie gik med at se hendes facebook bileder og dåne og sukke over hvor smuk hun var. vi begyndte at skype, først uden lyd og efter et par dage fik jeg lov at høre hendes stemme. og se hendes smil. når vi ikke sagde noget kikkede vi bare på hinanden gemen skærmen og smilede og sagde "du er dejlig". det var så skønt. hun skulle være min.
i mellemtiden gik eksamen godt...og dog 7 i drama. dumpet i matematik. 10 i tysk og 00 i nf.
et par dage efter jeg fyldte 19, nærmere bestemt den 26. Juni 2013. skulle vi så endelig mødes. på neutral grund. i Viborg. jeg glemmer aldrig den dag. da hun kom gående i mod os, den tavse samtale på vej mod parken. da jeg havde sat mig på hendes lille tæppe, smilede hun, kikkede hun på mig med hendes smukke øjne. hun lænede sig imod mig og kyssede mig. det var så befriende endlig at mærke hendes bløde læber efter at have ventet så længe. der lå vi. hele eftermidagen den dag. og så på hinanden, og kyssede og mærkede hinandens krælighed. hendes omsorg. hendes smil. og mange gange blev sætningen jeg elsker dig sagt den dag. efter en romantisk midag på den lokale gril gik vi tilbage i parken. havde tænkt på det hele midagen. skulle jeg. jeg sagde " hvis de spørger mig når jeg kommer hjem så siger jeg ja, så vi kan lige så godt" "ok så spørg mig" "vil du være min kæreste" hun svarede med et kys. "min og kun min peter svarede hun" hun var min. vi var hindens. hvor var det dejligt. min smukke kæreste. jeg var så stolt. og så dejlig foreelsket.
vi aftalte at mødes om 10 dage, men der gik kun 3 dage før jeg tog op til hende for en enkelt overnatning. vi var kærester. mig og hende for evigt. efter en uge tog jeg derop igen, vi tog til fjorden og badede. igen lå vi og kyssede. og kikkede på hinanden og snakkede om hvor hældige vi var. jeg var værd at vente på. hun elskede mig. efter 2 uger mødtes vi igen, denne gang tog hun til mig. jeg havde planlagt hvordan jeg ville fere min månedsdag med hende. jeg hentede hende i Holstebro. jeg ville vise hende den by jeg havde elsket det sidste år. dagen efter tog vi til ringkøbing fjord i Hvide sande. det var dejligt at bade med min kæreste. da vi kom til Ringkøbing ville jeg overaske hende. vi gik en stor omvej rundt om havnen og til en italiensk resturent. efter aftensmad inviterede jeg hende i biffen. the Lone ranger. endelig tog vi hjem til mig. jeg fortalte hende om den sorte bog, og de dårlige ting der var sket. og at hun var det bedste der var sket mig.
den 15. juli fik jeg nøglerne til min nye lejlighed på 63 m2 i Skjern. og begyndte at flytte. den 1. August, slukkede jeg for sidste gang strømmen til min værelse i hvingel, og drog ud på en cykeltur gennem min barndom og ungdom. fra hvingel til ringkøbing, og efter et stykke pizza på mit stamsted i ringkøbing cyklede jeg de sidste 20 km til mit nye hjem. det var en fantastisk følelse i hele kroppen da jeg cyklede ind i Skjern og jeg tænkte. det her er min by nu, det er mit nye hjem. jeg er hjemme. den følelse kom igenm da familien var taget hjem efter aftenskaffe. jeg lukkede døren. tænte anlægget. skruede op for the great gig in the sky mens jeg tænkte: det her er mit! første nat var meget underlig. heldigvis gik der mindre end en uge før kæresten besøgte min lejlighed. hun blev i 3 dage. min drøm året før var endelig blevet virkelighed. jeg var samme med min kæreste i min egen lejlighed. jeg elskede hende, hun elskede mig. vi var allered begyndt t snakke om giftemål i fremtiden og endda børn. vi skulle have de sødeste børn en dag. hun var min putte. den 11. august var jeg i Parken og se the wall. fantastisk koncert.
den 20. august begyndte jeg så i Aspreger klassen. var betænkelig men en energisk pige i klassen fik snakken i gang. økonomien gik skidt. det gik godt. jeg nød skolen og min nye lejlighed, selvom jeg brugte de fleste weekender hos hende. i oktober besøgte hun mig. denne gang skulle hun møde min familie, jeg var stolt af at vise hende frem, og dejligt at gå med hende i hånden gennem Struer. jeg elskede hende. vi var et godt par. jeg havde dog en alt for stor trang til at disktere. jeg nød kun at hun var tålmodig og at hun elskede mig. den 1.- 3. november skulle blive den sidste gang vi var sammen. hos hende. der skulle ingenting ske. vi lå lørdag og putte de og så ligegyldig tv. hun sagde: "jeg elsker dig skat, du må aldrig forlade mig". det havde jeg heller ikke tænkt mig, vi skulle være sammen altid. eller det troede jeg. vores disktutioner tog til, og tog en ligegyldig karakter.
den 17. November. ringede hun så til mig. hun sagde hun havde det meget skidt, og hun kunne mærke hendes maniodepressiv tog til igen og hun kunne ikke overskue at have en kæreste nu, hun var nød til at slå op.
det var hendes første begrundelse. vi kunne stadig være venner. der begyndte en lang og svær periode, jeg var knust. jeg elskede hende jo mere end noget andet. jeg var ydremere bekymret for hendes lidelse. tirsdag da jeg skulle være stemmetæller til komanulvalget, skrev jeg til hende igen om at jeg nok skulle være der for hende og jeg tænkte på hende. hendes humør var skiftet. jeg skulle lige vide at hun overhovedet ikke tænkte på mig, og hun ikke engang gad at skrive til mig mere. sådan skiftede hendes humør fra dag til dag. jeg tænkte det måtte være hendes sindslidelse, og at jeg ikke måtte tro alt de onde ting hun sagde. om fredagen skrev hun at hun havde nok i hendes venner og at jeg skulle holde mig væk. jeg kunne ikke holde ud at være ude, når jeg var så bekymret. jeg snakkede med nogle af vores fælles venner. jeg skrev til en pårørende forening for folk med maniodepressiv. om onsdagen skrev hun igen, at jeg ikke skulle være venner med hendes venner. men ville også sige hun aldrig havde haft det bedre i alt den tid vi havde været sammen, og hun slog op fordi hun var træt af mig. jeg var så såret.hvordan og hvorfor kunne hun være så ond. så led mod mig. hun skrev jeg skulle lade hende være. jeg var så ked af det. havde det virkelig været så nemt at slå op, havde hun aldrig elsket mig? var jeg så nem at komme over. havde vores forhold været dårligt for hende siden hun var så glad nu? havde jeg været en dårlig kæreste? havde hun måske ligefrem glædet sig? var jeg for dårlig til hende. havde hendes kærlighed været falsk. jeg havde de tanker i hovedet det meste af december. til jeg blev sur på den nedsættende måde hun talte til mig på. efter ca en uge skrev hun til mig at hun savnede den tid vi havde sammen, at det var en god tid. hvad skulle det betyde? ville hun have mig igen. jeg havde weekenden inden kysset og sovet med en ny, men det betød ikke noget.
juleaften var dejlig. hele familien samlet for første gang længe. jeg tænkte ikke på hende. ikke før min søde kusine spurgte mig hvorfor min kæreste ikke var med. på vej hjem skrev hun at hun også havde tænkt på mig. et par dage efter ringede hun. vi talte sammen for første gang siden brudet. hun havde været sammen med en. gennem vores forhold skrev hun frækt med en anden der også havde en kæreste. dengang vidste jeg hun ikke lagde noget i det, men da hun nu havde været sammen med ham, stillede det for mig spørgsmåltegn ved hele vores forhold. havde hun altid følt noget for ham, ventede hun bare for en lejlighed til at slå op så hun endelig kunne få ham? hun sagde også at grunden til at hun ikke ville mødes var at hun var bange for at hun ikke kunne holde sig fra mig. hvad skulle det betyde. savnede hun mig?. efter nytår skænes vi lidt men efter et par dage skrev hun igen. hun savnede min kærlighed og ville ønske jeg lå der ved hendes side. jeg måtte have elsket hende. hvad mente hun? ville hun have mig igen? jeg var forivret. hvad skule jeg tro? på den ene side gjorde hendes miksende signaler at jeg kom længere og længere væk fra hende. hun måtte bestemme sig. efter at have hørt at hun blot en uge efter brudet var sammen med ham, forsvandt mine følelser mere og mere for hende. jeg følte mig forrådt. hun måtte have haft følelser for ham mens vi var sammen. hun ventede på at slå op så hun endelig kunne få ham. jeg prøvede at gøre det klart for hende at det skulle være op til hende om der skulle være noget igen. i februar gjorde jeg noget dumt. jeg ville være sød ved hende og vise hende at jeg savnede hende. så jeg sendte blomster. hendes første reaktion var glæde, den næste var vrede. vi har ikke snakket sammen de sidste uger. hun er træt af mig. forstår jeg godt. ville jeg også selv være. jeg er ked af min underlige opførsel, jeg erkender mine fejl, min diskutuinslyst som jeg virkelig forsøer at arbejde på. rom blev ikke bygget på en dag. det tager tid. jeg undskylder.
hvor står jeg så nu? jeg savner hende. som ven, jeg savner at kunne snakke med hende. jeg håber vi kan mødes en dag, og blive venner med tiden. hvis det skulle være os igen, skulle hun vise mig at jeg kunne stole på hende. jeg var og er ikke tvivl om at hun elskede mig dengang, men tror ikke på at ham den anden ikke betød noget, siden der gik 5 dage før hun var sammen med ham. jeg håber det bedste for hende. jeg elsker hende, jeg håber hun møder en der vil give hende den samme kærlighed jeg gjorde. og behandle hende bedre end jeg gjorde. jeg vil aldrig glemme den tid vi havde sammen, og det håber jeg heller ikke hun gør, og den vil altid betyde noget for mig. hun gjorde sommeren til det den var. jeg håber vi kan være fortloglige igen engang. jeg selv. jeg savner en kæreste i den forstand at jeg savner en at putte med, at nusse med en at kikke ind i øjnene uden at sige noget. en der siger at hun elsker mig. en at vågne ved siden af. men tror det bliver svært at få så store følelser igen lige nu. og lige nu, nyder jeg faktisk at være alene. jeg nyder min lejlighed, at bo selv. skolen. dsu. alle de ting jeg nød før jeg mødte hende. for nygelig træf jeg så en pige med aspegers igen. hun er 25. hun er så sød. så smuk. vi forstår hinanden, jeg føler da noget. jeg er psykisk tiltrukket. hun har dog en kæreste, hvilket jeg respektere. vi skal snart mødes og spise sammen. tror der er usigter til et smukt venskab. nu må vi se. hvad byder fremtiden? jeg skal mødes med min x til påske, hun har sagt jeg skal holde mig væk, så det må jeg hellere, og at hun nok skal skrive når hun gider. jeg håber virkelig ikke jeg er nød til at undgå hende og ignorere hende. det har jeg iværtfald ikke tænkt mig. slet ikke hvis vi kommer på kursus sammen. forhåbentlig bliver mig og hende den søde på 25 nære venner. forhåbentlig for jeg en bedre eksamen end den sidste. forhåbentlig bliver jeg formand for min afdeling. nu kan jeg ikke spå. det er snart forår i følge kalenderen og forhåbentlig også snart i mit sind. jeg ville elske at blive forelsket igen. ville elske at tilbringe sommeren med en kæreste. lige så dejlig som den sidste, en der elsker mig lige så højt. de ord jeg længtes efter at høre fra min x er ikke de tre magiske ord, men orende : du skal nok møde en pige der elsker dig lige så højt som jeg gjorde, og en der vil give dig den samme kærlighed. du er en dejlig fyr. ind til videre må jeg lade mine veninder om at sige det. jeg er en dejlig fyr, det ved jeg.man kan selvfølgelig aldrig vide hvad fremtiden bringer, særligt ikke i min alder, der gik trods alt kun to måneder fra vi skrev til..sidste gang. men man kan også kikke på brudet på en positiv måde. det var hendes måde at sige at jeg har fortjent bedre.
jeg har nydt at skrive disse blogge, det har hjulpet at skrive det ned. jeg er især glad for at have fået en fast læser. målet har aldrig været at læseren skal have midilenhed med mig eller de ting jeg har været igenem. men forståelse for mig. for at vide hvor man vil hen må man vide hvor man kommer fra. skriver igen lige inden sommerferien. mærkeligt at tænke på at teenage årende snart a slut. på en måde bliver det dejligt, for det har sgu ikke været lutter lagkage. håber jeg går fede tider i møde. en tiden hvor man stoler mere på dig selv. dejligt at blive voksen.
der er 2 grunde til at hendes navn er ukendt i denne blog. 1. for at beskytte hende. og for det andet for på den måde at vise at hun var meget mere end Karina var og derfor er hendes navn overflødigt. jeg elsker hende, jeg ønsker det bedste for hende. at hun møder en der vil give hende den samme kærlighed som jeg gjorde, og som elsker hende lige så højt som jeg gjorde. hun betød alt. mere end min lejlighed, mere end min skole. hun fortjener det bedste. for det gav hun mig. jeg ønsker stadig kontakten til hende. for hun er så dejlig, hyggelig at snakke med. og håber med tiden vi kan mødes og være sammen, sådan helt normalt. så må man se. man ved aldrig hvad fremtiden bringer.
livet er desvære men heldigvis uforudsigelig.
til minde om den 26. juni 2013 og tiden der fulgte.
hver dag med dig var en drøm.
