outside the wall.

når man har fjernet en sten, vælter muren.

i Maj 2013 skrev jeg for sidste gang i den sorte bog. et slags eftermæle eller essay om livet.

jeg følte jeg kendte mig selv igen, og jeg havde overlevet en svær periode i mit liv. den havde gjort mig stærkere, da jeg nu kendte mine svagheder. jeg kikkede tilbage på mit liv, uden at føle skyld for alt der ikke var gået godt. jeg følte intet had til min far for noget han havde gjort for 10 år siden, men følte at det var ligeså meget hans ansvar at holde kontakten, det havde han ikke ligefrem været god til, men det var dog blevet bedre efter min farmors død, da fik jeg ondt af ham. jeg var nu det eneste famile han havde. jeg ville ikke forlade ham. den tomme luft der havde været i mellem os, skulle nok forsvinde med tiden. men vi måtte også give hinanden tid. for det han gjorde var stadig et sår på mig.

jeg bebrejdede stadig Hee Skole for at jeg kom på specialskole, men jegfortrød ikke den tid, da jeg havde mødt min bedste ven på den skole, vi havde samme holdning til det sted. tror ikke jeg kender nogen der kender mig så godt som han gør. kan huske jeg fortalte ham om mit forsøg, og han sagde jeg havde også virket anderledes på en dårlig måde, men han tænkte nok det bare var ham. jeg fik stadig en klump i halsen når jeg gik over den bro, eller så den nede fra. jeg glemmer nok aldrig den 23. Juni 2010.

jeg var kommet mig over karina. det undomsopør i 9. og 10. klasse var  lykkedes. jeg var blevet den person jeg gerne ville være. den jeg var bange for at vise. nu kunne jeg næsten ikke andet. jeg gik i anderledes gammeldags tøj, ikke for at provokere, men for at skille mig ud og fordi jeg kunne lide at gå i det. mine socialistiske idealer havde fået mig med i dsu, men havde ikke gjort mig blind. jeg fulgte ikke blindt en leder og alt hvad hun sagde, og støttede alt partiet gjorde. det var lidt min frygt da jeg meldte mig ind. jeg havde en hvis anelse om, at alle ungdomsorganisitoner var bygget på samme måde. at de var bygget på fællseskab og indoktrinering. og uvidenhed. det eneste der er nøsvændigt for skabelsen af diktatur. sådan havde jeg nok været i starten. men jeg var blevet kritisk, så krittisk at nogle af medlemmerne drillede mig med at jeg var for rød til dsu.

jeg havde oplevet hvordan det var at give slip og slå sig løs, og lade sin lyst og sit begær tale, og få magten, og ikke lade ens samvitighed holde mig tilbage som den altid havde gjort. dette har intet med min oprdagelse at gøre sjovt nok. jeg er glad for at det var min mor og papfar der har opdraget mig. det var en meget fri opdragelse. jeg lærte nogle værdier der har gjort mig til den jeg er. kærlighed. ubegrænset. men også en ansvarsfølelse over hvad jeg vil med livet. det bedste var at jeg ikke blev holdt totalt i stram snor hele tiden. selvfølgelig vidste jeg hvad der var rigtig og forkert, men det hele skulle ikke være seriøst. hele tiden. jeg skulle ikke lære det hele på den hårde måde. sarkasme var vigtigt. selvironi er vigtigt. meget vigtigt. jeg kunne blive alt jeg ville, men jeg skulle være ydmyg. og venlig overfor alle menesker. sådan kom jeg længst. det har jeg levet efter.

jeg er blevet den jeg gerne ville være. jeg er et omsorgsfuld kærligt varmt meneske, der har signe holdninger og står ved dem. og udviser dem. jeg er afhængig af kærlighed. ubetinget kærlighed. jeg er afhængig af at nogen kan lide mig, at nogen elsker mig. uden at have en grund. min største drøm i livet, er ikke længere at blive skuespiller, selv om det er en drøm, det er heller ikke at bo i London. min største drøm i livet er at finde en der elsker mig for den jeg er og som vil blive ved mig og være min resten af livet. fordi hun elsker mig. det vigtigste i verden er kærligheden. den er størst. det har jeg vidst siden den 23. juni 2010.
den hårde periode på Holstebro HF har lært mig at man ikke skal forvente sig noget af nogen. man kan kun håbe. der er altid håb. musik er en måde at slippe væk på. det er vidunderligt. jeg tror på mig selv.

tilgiv.
tro på dig selv.
kærlighed er størst.
de dårlige tider vare ikke evigt. tag en dag af gangen.

jeg er anderledes. jeg har det godt med det. jeg er ligeglad med hvad andre mener om mig.
det vigtiste i livet, og opskriften på lykke er.

at have noget at lave, noget at håbe på og vigtigst at have nogen at elske.

gennem hele vores liv oplever vi nederlag, særligt i den periode af vores liv hvor vi er mest sårbare. teenage livet. når først vi har oplevet et nederlag der var lige ved at knække os beskytter vi os fra flere. hvordan? vi bygger en psykisk mur rund om os selv, jo flere nederlag og skuffelser jo højre bliver den. det er en farlig men naturlig reaktion. når vi gemmer os bag denne mur og jo højre vores beskyttelses værk bliver jo mere sikre føler vi os. tror vi. men det er ikke virkeligheden. jo mere vi gemmer os bag muren, jo mere isolerede bliver vi. man mister evnen til at vise hvad man virkelig føler af frygt for afvisning, man bliver mindre social, mere alene. jo mere isoleret man bliver jo mere snæversynet bliver man. pludselig er du god og verden ond. man gemmer sig måske bag en ideologi, et fællesskab af folk der mener det samme som dig, bag et parti. jo mere man overgiver sig til en tanke til et parti, jo mere mister man evnen til at være kritisk. man stiller ikke spørgsmål, man stoler blindt på lederen. jo mere isoleret man bliver heder det ikke verden, men os og dem. os de gode og dem de onde. man bliver aggressiv. man kan ikke acspetere andre holdninger, andre iderr man har ingen forståelse for dem. muren bliver tykkere. inden i en sider smerten dog. man er klar over at muren er der og man ikke kan komme ud. jeg er overbevist om at når vi alle har smadret vores psykiske mure, så er verden ikke så sort hvid, så kan vi acspetere andre, så kan vi vise følelser, så er vi ikke bange. så kan vi elske mere. den sværeste mur i verden at vælte, er vores egen.

muren holdte mig tilbage og låste mig inde i mig selv. det var først da jeg fik svar fra karina den endelig faldt.

den sværeste mur i verden at vælte, er vores egen.

All alone, or in two's,
The ones who really love you
Walk up and down outside the wall.
Some hand in hand
And some gathered together in bands.
The bleeding hearts and artists 
Make their stand.

And when they've given you their all
Some stagger and fall, after all it's not easy
Banging your heart against some mad bugger's wall.

når man holder op med at lede efter kærligheden, så kommer den igen. skriver igen om en måned. 

thi kendes for ret!

tiden fra Queen musicalen i London i 2011 og til Karinas brud i August 2012 vil jeg beskrive som en romantisk periode. det var nye tider. en tid præget af håb for fremtiden, forandring, udvikling, anderledes musik, anderledes tøj, oprør mod skolesystemet. et oprør der lykkedes. ungdom, romantik og succes og socialisme. jeg troede aldrig det ville stoppe. det var en drømmenes tid. Den 9. August vågnede jeg op til virkeligheden. den rå og hårde virkelighed. det var bare en drøm, på et tidspunkt slutter den. den følgene tid var præget af realisme. hård realisme. verden gik den forkerte vej,  musikken blev melankolsk og trist, og nogle gange opmuntrende. et mislykket forsøg vel og mærke. Pink Floyds The Wall og ulykkelig kærligheds musik, men samtidig musik om fred og forandring. som håb for at i morgen ville lykken vende. det gjorde den ikke. jeg gik fra at mene at jeg skulle vise jeg kunne, jeg kunne sagtens klare HF, drømme kunne blive til virkelighed og alt det. til at være realist. en kedelig realist. det jeg havde hadet og havde kæmpet imod. jeg tænkte de gode tider vare ikke evigt, kærlighed er ikke magisk, det er kun eufori. man skal ikke tro man kan hvad man vil. og man er ikke selv herre over sit liv. jeg havde mistet min selvtillid. jeg troede ikke på mig selv. jeg var så ynkelig. jeg kunne slet ikke se, hvad Karina havde set i mig. samtidig fortsatte mareridtende om natten om mine selvmordsforsøg, jeg følte ikke jeg var god nok til min skolen. jeg havde det af helvede til. så da psykologen spurgte mig om jeg følte mig skyldig i af mit liv var gået som det havde gjort satte det tanker igang. så kom julen. den hjalp på humøret. jeg fik en del af min selvtillid tilbage.

2012 blev til 2013. jeg tog til hvide sande i slutningen af julen. starten på året gik med at jeg fandt mig i min situation. det var lort, men det ville det være et stykke tid. at man ikke skulle forvente noget af nogen.  jeg kunne lige så godt vende mig til det. men var jeg skyldig?

var det min skyld jeg ikke havde kontakt til min far? var det min skyld jeg kom på special skole? var jeg selv skyld i den bagtale der fik mig ud på kanten af livet? var det min skyld jeg var så ensom? var det min skyld det ikke gik med karina? var det min skyld jeg ikke kunne klare gymnasiet, og stod til at blive smidt ud? var det min skyld? var det aspsergers? var det dem?

det var ikke fordi min far ikke kunne lide mig. han elskede mig, det vidste jeg. han forsøgte da os på at skabe kontakt. så måske var jeg selv skyld i at der ikke var nogen kontakt. jeg kontaktede ikke ham. jeg følte stadig et had til det han gjorde dengang. jeg kunne ikke tilgive ham. 9 år efter kunne jeg stadig ikke tilgive ham. hvor var det ynkeligt af mig. jeg gad heller ikke. det var dårligt af mig vidste jeg. på den anden side ringede han aldrig. og på den anden side var det utilgiveligt at han ikke troede på hans egen søn dengang. men det var næsten 10 år siden, burde jeg ikke være kommet videre?  men han kendte mig jo ikke. han kunne ikke forvente noget. jeg havde mit eget liv.

jeg var dårlig til matematik, og jeg koncentrere mig ikke i 4. klasse, jeg lavede aldrig mine lektier, og jeg gik altid for mig selv selv om jeg havde masser af venner. jeg skulle have nydt deres venskab og ikke gået rundt for mig selv og dyrke min ensomhed. derfor kom jeg på specialskole. måske det var min aspergers der gjorde at jeg ikke var social og gik rundt for mig selv. måske var det min aspergers der ikke kunne koncentrere mig. så måske var jeg for anderledes og hørte ikke til på en almindelig skole. jeg var ikke god nok. måske var det min aspergers der fik mig sendt væk. hvis det var, hvorfor gav de mig så ikke den hjælp jeg var beretiget til. den jeg havde ret til. ikke resurser nok? dårlig undskyldning!? havde jeg kunne klare mig hvis de havde vist det i tide?

havde jeg fortjent at gå der? enlig ikke, jeg kom jo væk derfra, men på den anden side kunne jeg jo ikke klare det jeg troede. det gik af lort nu. havde de ret? var jeg for dårlig? skulle jeg havde fortsat der på specialskolen? og kommet på specialefterskole og teknisk skole som en hver anden der gik der? var jeg ikke god nok? men på den anden side, jeg kom væk, jeg beviste at jeg var god nok til en almindelig skole. jeg fik 7, 12, 10 og 10. så det var måske en fejl?

jeg var for klistret så sikkert derfor var jeg ikke med karina mere.

jeg var blevet væk fra for mange timer så selvfølgelig var ved at blive smidt ud af gymnasiet. jeg fulgte ikke med, og hvorfor, fordi jeg flæber om hvor hårdt livet er, på den anden side hvis en anden havde været igenem det samme vil de så ikke have det på samme måde?

var jeg bare svag? var jeg bare ynkelig? det mente jeg selv.

i vinterferien var jeg med DSU i Berlin. jeg fik det bedre med mig selv. jeg trængte i virkeligheden til at nogen eller noget sagde at det hele nok skulle gå og at jeg skulle nyde livet i stedet for at flæbe over hvor hårdt det var. jeg købte mig en pladespiller. jeg var blevet en rigtig gymnsie elev. hipster. Hipie. jeg hørte Pink Floyds The Dark Side og the moon. fantastisk album. i løbet af tre kvarter fik jeg det at vide jeg havde længtes efter siden karina. spild ikke tiden. lev, musik er magisk, penge er ikke alt, og materialisme er noget lort. uden kærlighed er man intet. elsk hinanden. slap af, og vigtigst af alt: andre har det som dig. slap af. tro på dig selv. det er ikke alt sammen din skyld. vær glad, nyd livet. elsk. gør hvad du vil, hold dig ikke tilbage, for intet vare evigt, de dårlige tider slutter.

jeg kom frem til en dom: det var både min og min fars skyld der ingen kontakt var, for ingen af os var interesseret. mest var det min skyld fordi jeg ikke ville give ham en chasse. det var ikke min skyld jeg kom på specialskole, de kunne have givet mig den hjælp jeg var berettiget til. men jeg havde aspergers derfor var jeg for vanskelig. jeg klarede mig godt efter specialskolen så jeg havde ikke fortjent at gå der, men jeg fortrød det ikke. man lærte af det. den pædagogik der var der havde fået mig ud på kanten af livet, fordi det gav mig dårlig selvtillid. på den anden side var jeg bange for nederlag, men det havde jeg jo lært der. min aspergers gjorde sikkert også at jeg tog deres kritik personligt. jeg var selv uden om at have været så tæt på, jeg fortalte jo ikke andre om det. men det var ikke min skyld. min aspergers hjalp, specialskolen hjalp og de hjalp. og desuden var jeg teenager så det var meget normalt. det eneste der var var at fortyde at man kom så langt ud, og at man ikke sagde det. jeg kunne have stoppet mig selv. men ensomheden og den dårlige selveild kom fra aspergers, specialskolen og jeg var teenager.  den ville jeg altid føle skyld for. altid.


det var min skyld jeg var ved at blive smidt ud. jeg fortalte ikke min smerte til nogen. mest af alt følte jeg skyld for at der ikke var nogen kontakt til Karina. så jeg skrev et brev. der fortalte hende det helvede jeg havde været igennem. jeg skrev derefter det brev jeg faktisk sendte. de tre sider var terapi. og det virkede. hun svarede. hun var ikke sur på mig mere. men ønskede ikke kontakt. hun svarede. jeg smilede ærligt for første gang i månedsvis. jeg var glad. jeg stolede på mig selv. jeg var blevet den peter jeg kendte igen. muren væltede omsider. dommen var at fra det punkt skulle verden se mig som jeg virkelig var. med alt min svaghed og styrke, men dårlige og gode sider, de skulle vide hvor stærk og hvor svag jeg er. kontakt far. specialskolen er fortid jeg klarede den. jeg fik min selvtilid igen. kikkede mig selv i spejlet og tænkte. jeg er blevet den jeg gerne ville være. den jeg var bange for at vise. nu skulle alle se mig som jeg er. muren væltede.

første ærlige smil i et halvt år på det tidspunkt.

næste gang bliver det meget eftertænksomt. 

den sorte bog.

den 25. Juni 2012 blev jeg diagnostiseret med Aspergers syndrom. min mor var den der havde gået mest op i den. jeg ville faktisk ikke have den. jeg så det lidt som et stempel, og jeg frygtede at den diagnose ville styre mit liv i fremtiden, og at jeg skulle tages hensyn til af min skole i samme omfang som den specialskole jeg endelig var sluppet væk fra. jeg havde også deltvist ret. mit liv ville blive styret af den, på den måde at min diagnose pludselig ville få meget støre betydning end den nogensinde havde haft på mit liv. i Prag købte jeg Pink floyds The Wall. jeg havde første gang hørt Comfebly numb, da min farmor døde. jeg sad stoneface. at musik kunne lyde så smukt. det album har fået meget stor betydning for mig. fordi jeg kunne få det til at passe på mit liv.

sommeren 2012. mine drømme for fremtiden så ud til at lykkedes for mig. som de havde det de sidste 2 år. mit liv var perfekt. jeg havde den sødeste kæreste, de bedste venner, en fed eksame, og skulle begynde på et almindeligt HF. det skulle jeg nok kunne kunne klare...eller det troede jeg iværtfald. men 3 uger i August, skulle få mine drømme til at mislykkedes og min verden og mine håb skulle gå til grunde.

7. August. efter 5 ugers adskillelse skulle jeg mødes med min kæreste. vi havde savnet hinanden helt vildt så det var en befrielse da jeg så hendes blå øjne, hendes smil, og hendes hår igen. hun var min pige. hvor var det dejligt at vide. hun elskede mig, og jeg hende. jeg gav hende en gave og omvendt. vi var sammen med hendes veninde. vi sov sammen for første gang. det var sådan en dejlig følelse at lægge og kikke hinanden i øjnene og kysse igen efter så lang tid.

den. 8. August. vågnede jeg. kikkede på vinduet. solen skinede ind. ramte hendes krop. jeg rørte hendes lange hår og tog om hende. jeg var den heldigste dreng. der var ikke noget sted jeg hellere ville være. hun vendte sig om. jeg væggede hende med et langt kys. hun åbnede øjnene, og smilede. godmorgen.
 STOP TIDEN! lige der. hvis det bare havde været så let.

vi hyggede os resten af dagen. det var først om aftenen hun sagde det. hun bad hendes veninde gå ud. hun så på mig med grådkvalte øjne. hun havde haft en sådan dejlig sommer, og jeg havde været så dejlig, men hun følte ikke det samme for mig mere. hun kunne ikke være min kæreste mere. jeg kunne ikke rigtig forstå det før dagen efter. hun kikkede på mig på en anden måde. ikke den samme glød i øjnene. jeg var forviret. det var ikke før jeg kom hjem på mit værelse og så på den sofa vi havde kysset på, mit første kys, at virkeligheden kom til mig. det var slut. jeg havde mistet hende. det var længe siden jeg havde følt mig så tom og ulykkelig. alting mistede pludselig sin mening. det hele virkede så ligegyldigt og kedeligt. jeg kunne ikke klare at være inde. jeg måtte udenfor, cykle, 10,20,30,50, 70 km bare for at tænke på noget andet. mens tina dicow hylede i højtaleren.  jeg begyndte at bruge hendes veinde som trøst, vi snakkede i timevis. det var meget hyggeligt. 5 dage senere startede jeg på Holstebro Gymnasium og HF. det var overvældende, jeg burde være begejstret. mig. HF elev. hvem havde troet det? men det eneste der virkelig betød noget var der ikke mere. sådan virkede det. jeg havde alt, men intet.

mit gymnasium gik dog fint....troede jeg. 14 dage efter jeg var jeg til samtale hos min studievejleder. hun foreslog at jeg skulle skifte skole, til Herning HF og VUC. til en klasse for aspergere. skifte skole!? er jeg ikke god nok her? det er ikke det, vi tror bare bedre du vil kunne klare dig der?! jeg tog det meget personligt. skifte skole, ikke alene var jeg ikke god nok, jeg skulle også i en klasse for autister. i en specialklasse. igen. jeg havde tabt. imod det jeg havde kæmpet imod så længe. var sluppet væk fra. det havde indhentet mig. ydremere begyndte samtalerne med min sagsbehandler om hvorvidt jeg kunne få lov til at flytte på autisme kollegium i Holstebro. den blev avis af kommunen det begyndte at gå dårligere i skolen, mit fravær steg. hvis jeg kom mere end 5 minutter for sendt til en time tænkte jeg det var pinligt at gå ind. og at jeg ikke var god nok, og så blev jeg væk fra timen. .  alt hvad jeg havde håbet på hele den sommer var i løbet af ca en måned brudt sammen. ingen kæreste, ingen hf, og ingen flytning. jeg havde håbet for meget. men det var ikke det værdste, og ikke det der i sidste ende fik mig til at gå til skolepsykolog. jeg begyndte at drømme. mareridt. konstant. hele tiden. enten om min x, eller om den 23. juni 2010 da jeg forsøgte selvmord. drømmende var meget virkelige. så virkelige at jeg var bange for at sove, og nogle gange blev op flere dage i streg, det kunne min krop selvfølgelig ikke holde til. jeg blev meget meget træt. og drømende kom ind i virkeligheden. om morgenen når jeg skulle med toget, var det som om jeg så mig selv gå ud foran det.

 efter 2 uger med det her søgte jeg hjælp. da jeg fortalte hende om mine selvmordsforsøg 2 år inden gav hun mig nummeret til Livslinen. jeg har aldrig rystet så meget i hele kroppen. jeg begyndte at græde.hvis bare jeg havde fået det nummer dengang, ville jeg ikke have forøgt det, ville jeg ikke have følt skyld for det. ville jeg ikke have mareridt om det 2 år efter. jeg havde det skidt. og nede i klassen kunne jeg ikke koncentrere mig. jeg følte alle stirede på mig, jeg råbte af mine klassekamerateer, jeg så ud på gulvet. der var en blodpøl og den blev støre og støre. jeg råbte nej. og løb ud af klasseværelset og brød totalt sammen. mit liv var gået fra paradis til et helvede på blot 2 måneder. min psykolog bad mig skrive mit liv ned i en sort bog, for at komme af med mine følelser.

så mødte jeg en pige.

 hun havde aspegers som mig. den første date gik godt. vi spiste, og tog hjem til hende. midt i filmen, bad hun mig sætte den på pause. hun kyssede mig og vi kyssede i timevis. om aftenen spurgte hun mig om jeg var jomfru? ja. har du lyst til at blive ved med det? øhhh, ved jeg ike. så tog hun på mig. jeg var ikke sikker så jeg sagde nej. efter et par minutter prøvede hun igen. jeg mistede min mødom. jeg var forelsket igen, vi havde en intens affære i 5 dage, havde troet det blev til mere. jeg var dog stadig forelsket i Karina. deaperart. jeg gjorde noget jeg har fortudt siden. med hjælp af hendes venner, uden om hende oprettede jeg en side på facebook, om hvordan jeg skulle få hende igen. det fandt hun naturligvis ud af. alt kontakt stoppede.  jeg begyndte at lade min smerte gå ud over andre. jeg endte i slagsmål, jeg begik here værk på en skole. det føltes godt, at gøre noget man vidste var forkert. hele mit liv havde jeg været styret af min samvittighed, der stoppede mig fra at gøre det jeg helst ville. det jeg havde mest lyst til. jeg turde ikke sige noget til de piger jeg kunne lide. hvis jeg følte mig dårligt behandlet lod jeg som ingenting. de dage var slut. jeg gjorde ting jeg ikke måtte og det føltes godt.

sidste gang jeg snakkede med min psykolog havde hun læst bogen. hun så på mig og spurgte: "føler du dig skyldig"? "hvad mener du" "føler du dig skyldig for de ting du har oplevet og de nederlag du har haft? og føler du dig skyldig for at være blevet den du er, føler du dig skyldig for at du er der hvor du er nu"? jeg kunne ikke svare. det spørgsmål hamrede i hovedet på mig de næste par måneder. var jeg skyldig?

socialisme, kærlighed, succes....og aspergers

den 22. juli 2011.

jeg havde ligge pakket færdigt, jeg skulle med min mor til den by min historie foregik. DDR s gamle hovedstad Berlin. jeg sappede tv kanaler. jeg kom forbi BBC World News. jeg stoppede op, da de snakkede om et terrorangreb. i Oslo. Min første tanke var, det når var en fundamentalist islamist. af nysgerrighed blev jeg på kanalen. et par minutter efter ble det oplyst at unge menesker var blev dræbt på en nærliggende ø. antallet steg time for time. det var politisk aktive unge. 77. dræbt. skudt. af en nynazist ved navn Anders Brejvig. det startede en ild i mig. jeg græd da antallet steg. hvordan kunne det ske? i et demokrati, at folk blev skudt? drabt på grund af deres poltiske holdning. uanset hvad den var. det var dybt uretfærdigt. jeg indså noget. jeg var nød til at kæmpe imod. den eneste måde muligt. jeg måtte tage stilling. jeg ville være politisk aktiv. men for hvem? jeg vidste jeg var rød, men hvor meget. SUF(socialistisk ungdoms front) eller SFU eller DSU? en ting var helt sikkert. han måtte ikke vinde. jeg var godt og grundigt træt af den generale holdning der var i Vestjylland. er du en fremmed er du med garanti farlig og vil etablere islamisk diktatur i danmark, og alle østeuropære er tyve, arbejdsløse er nogle samfundsnassere og nogle tabere. uden penge er du intet. og gå efter en lang videregående udanelse for ellers bliver du aldrig lykkelig, man skal nemlig være rig for at være lykkelig. jeg var godt og grundigt træt af den daværende statsminister. han havde intet potentiale og havde ind til videre kun gjort livet surt for en masse menekser, havde fået kørende på hospitalerne til at stige, det samme med ungdomsarbejedsløsheden. og han ville afskaffe efterlønen. det skulle fanme være løgn!

den 20. August var jeg på Ulfborg marked som et hvert andet år. der stod nogle dsuere. der i blandt formanden for Holstebro afdellingen. hun solgte DSU på 20 minutter. jeg blev bidt. med tøven meldte jeg mig ind. 5 dage senere blev folketingsvalget udskrevet. jeg skulle på kampagne. jeg tøvede, men mindre end en uge senere havde jeg min første dag som aktiv. og hvilken dag!.
Lars Løkke, skulle på besøg på skolen. vi havde lige inden læst på Venstres hjemmeside at de ville afskaffe 10. klasse. det fik jeg muligheden for at konfrontere ham med :)

der var en grund til at jeg havde taget en rød trøje på den dag ;) samme dag mødte jeg Helle Thorning. hvilken dag. den 15. september var jeg i vega i København. det var en stor og uforglemmelig. det var slutningen på DFs magt. Danmarks første Kvindelige statsminister sagde de berømte ord. Vi gjorde det! resten er historie som man siger ;) det var enlig meningen efter valget at jeg ville være mindre aktiv. men formanden fik mig lokket til weekend kursus. efter det ville jeg aldrig ud af DSU. det er det bedste fælleskab ever!.

jeg havde gået rundt med skammen om mine selvmordstanker i to år nu. det måtte slutte. 10. klasse fik det at vide jeg fortalte min klasse det hele. det hjalp virkelig at komme af med det. jeg følte mig allerede stærkere.
10. klasse skulle blive det bedste skole år siden 4. klasse. alt gik godt. til eksamen fik jeg: 7 i matematik, 10 i Dansk, 12 i engelsk og 10 i tysk. efter sommeren skulle jeg begynde på Holstebro Gymnasium og HF. jeg skulle tilmed måske flytte hjemmefra. alt var godt. succes!

den 12. Maj 2012. tog jeg med Ungdomskollen en sidste gang til Heide Park i Tyskland. for 2. gang mødte jeg en pige jeg havde mødt for et halvt år siden. vi begyndte at skrive sammen. og ret hurtigt besluttede vi at mødes. i Hvide Sande. hun hed Karina. vi var ude at soppe i forårsolen. jeg var genert. det var da meget hyggleigt men der var ikke noget i det. troede jeg iværtfald ikke. ikke før hun skrev til mig midt på DSUs kongres. jeg var charmerende sød, og mere. hun kunne lide mig? en uge senere mødtes vi igen. i Ringkøbing, med hendes vendinde. var var ude at spise og ik omkring. hun tog min  hun. den følelse. havde aldrig oplevet den så voldsomt før. hvor var det vidunderlig. det hele slørende på en måde og der var kun hende. og hendes hånd om min. da hun skulle hjem var det som om det ikke var mig der kyssede hende. det var bare noget. da hun var gået blev jeg forbavset. hvad var det for en følelse. var jeg forelsket? nej mig. det kunne ikke passe, hun var 3 år yngre end mig. og mindre. nej. vi mødtes samme weekend. hun vidste mig rundt i hvide sande. bagefter satte vi os på hendes sofa og så Droning Elisabeth den 2. s jubilæum. jeg lagde mit hoved på hendes skulder. den følelse igen. endnu mere. havde aldrig haft det så dejligt. jeg var forelsket. smask forelsket. det var så vidunderligt. havde aldrig haft det sådan før. var så vild med hende. hendes bløde hud, hendes lange lyse hår, og hendes øjne og hendes smil.

den 23. Juni 2012. dagen før min 18. års fødselsdag. 2 år efter jeg ville have hoppet fra broen var hun hos mig. hun havde givet mig en gave. Baronessen fra Benzintanken. vi så den. men filmen var ligemeget. mærkede bare hendes hånd i min hendes hoved på min skulder, og hendes hjerte slå. jeg var så vild med hende. jeg elskede hende. da filmen næsten var slut. kyssede jeg hende på panden. så på næsen. og til sidst. det mest vidunderlige kys. mærkede bare hendes læber mod mine, bevæge sig op og ned af hinanden. og hendes tunge. det var det bedste øjeblik i mange år. det var så fantastisk ubeskriveligt, vi blev ved i mindst 20 minutter. bag efter lå vi bare og kikkede på hinanden i øjne. intet ord var nødvendigt. vores øjne sagde det der skulle siges. mig og hende. for evigt.

dagen efter blev jeg myndig, og en uge senere skulle det fejres med maner. Roskilde Festivalen. det var så vildt. vidunderligt. det er ubeskriveligt. det kulminerede til Bruce Springsteen koncerten. jeg tænkte på hvor perfekt mit liv var lige i det øjeblik. jeg havde fået den bedste eksamen ever, jeg havde de bedste venner, jeg havde den smukkeste kæreste, jeg skulle på hf til sommer, og jeg skulle flytte. så begyndte 30.000 menesker at skråle i kor. jeg fælde en tåre. det var perfekt det hele var perfekt.
en uge senere var jeg i Prag.

men lykken vender når man mindst venter det. og sommeren slutter. i juni 2012 fik jeg efter en lang udredning diagnosen aspergers. til at starte med følte jeg det lidt som et stempel. men jeg skulle snart finde ud af hvad det ville betyde på godt...og ondt. det fortæller jeg om næste gang.

til minde om Karina Tang.

oprør!

i foråret 2010, var jeg  naiv, og troede på det bedste i menesker. jeg følte mig som en taber fordi jeg ikke fulgte de normer der var for drenge på det tidpunkt. mærketøj, pop eller hård techno musik, og interesse for de ting, og biler, og alle de duller man havde knaldet.
i foråret 2011 var jeg et andet meneske. der var sket det umulige, jeg var kommet væk fra specialskolen. jeg  var blevet politisk intereseret. men særligt en ting det forår, skulle begynde en ny tid i mit liv og sætte 1000 vis af tanker igenem mig, give mig drømme, håb og mest af alt lyst til oprør.

I påsken 2011 skulle jeg igen med ungdomsskolen på tur. Denne gang til London, som var og altid vil være min yndlingsby. vi sejlede fra Esbjerg. da jeg stod på dækket og børstede tænder den aften for mig selv og så på det mørke vand, tænkte jeg på året før, og hvor meget der var sket siden. jeg ville ikke lade det ske igen. men skylden var der stadig, den voksede for der var stadig ingen der vidste det.
det var sådan en fed tur, og den sidste aften på turen skulle vi have pænt tøj på. vi skulle se musical. ikke bare en musical. en rockopera. Queens We will Rock You. jeg kendte en lille smule til det i forvejen. vi sad spæn te. og da lyset blev sænket havde jeg ingen anelse om hvor meget de næste to timer ville ændre for mig.

efter 2 timer var jeg ikke den samme mere. jeg var overvældet. det var den bedste musikalske oplevelse nogensinde. den var for mig hvad Adam Øgeslagers guldhornene var for romantikken. historien foregår i en verden hor alle musikinstrumenter er bandlyst. der findes kun computere til at lave det. der findes i teorien kun pop og tecno. alt i verden er styret af et stort musikselvskab, de bestemmer hvad folk skal lytte til, hvad man skal gå i og hvad man skal synes. så er de nogle bohamiens der begår oprør. og er på jagt efter en særlig kraft. en særlig guitar. freddy mercurys guitar.

for første gang hørte jeg musik der talte til mig. den sagde noget jeg aldrig troede jeg skulle høre. jeg havde indtil da troet for det havde jeg lært, at det var dumt og tegn på at man var en taber, hvis man på nogen måde var anderledes. gik i noget andet tøj, hørte noget andet musik, havde en anden holdning eller især på nogen måde var nørdet. for første gang var der noget der fortalte mig at det var sejt at være anderedes. at det var taber agtigt at gøre som de andre, så var man bare en kopi. det var fedt at skille sig ud at være sig selv. vise at man ikke bugnede under for andres meninger. og at man fordi man var anderledes ville få mest opmærksomhed. det var tid til oprør!

jeg så op til de to drenge i klassen. de havde langt hår, gik i aflagt tøj og de var ligeglad. de samles i en garage og hørte anderledes musik. inie pop, rock. ikke for at være seje. men  for kærligheden til musik. jeg begyndt med vilje at gå i anderledes tøj, og udvidede min horisont musikalsk. hørte især queen. jeg følte mig ikke længere som en nørd fordi jeg skrev historier. jeg var stolt. jeg fandt en pige på facebook som havde haft samme oplevelse. vi begyndte at skrive. hver dag. da vi havde mødtes var hun mit kvindeieal. hun var halv fransk. hun spillede tennis, interesserede sig for kunst, skrev i hendes fritid og hørte anderledes musik.

til eksamen fik jeg 4 i dansk, 7 i samfundsfag og 12 i engelsk. det var bedre end hverken mig eller specialskolen havde forudset.

i marts skulle jeg vælge udanelse. min u vejleder mente efter 10 minutters samtale at jeg ikke var egnet til gymnasiet der ellers var drømmen. jeg søgte ind på mad til menesker. bare for at lave noget. jeg blev sendt på produktionskole. jeg har aldrig været et sted hvor folk har så lidt ambitioner. der blev holdt pause halvdelen af tiden, halvdelen var rygere. og dem skulle vi tage hensyn til. det betød 20 minutters pause...hver time. efter to dage vidste jeg at det skulle jeg ihvertfald ikke. jeg talte med andre steder. vi læste ved et tilfælde i folkeskoleloven hvori der stod. at hvis man har gået på special skole har man ret til et 11. skoleår. jeg søgte i 10. klasse og kom ind.

den sommer var jeg i Berlin. jeg så de gader jeg skrev om, i det gamle DDR. til sidst var jeg i Spanien. i en by, der var kendt for ung-rejs. alle fordomme blev bekræftet. man badede om dagen, og festede og knaldede om natten. jeg var til skum fest. det var det mest erotiske jeg på det tidpunkt havde været med til. jeg begyndte at kunne lide at drikke alkohol. jeg havde heller ikke før da haft seksuelle drømme.

et oprør var startet i mig. og det ville fortsætte så længe det lykkedes. I August 2011 ville jeg mælde mig ind i DSU. jeg ville snart blive rigtigt forelsket og snart ville jeg have en ny diagnose. Asspegers. det fortæller jeg om næste gang

forandringens vinde.

forandringens vinde

det værste ved at have forsøgt selvmord, er den ensomhed der driver en til det, og som man føler i lige så stor grad bagefter. sommeren 2010 var den værste og mest ensomme. lysten blev erstattet med en stor og voldsom følelse af skyld. men jeg holdte det skjult. ingen skulle vide noget. noget var forandret i mig, det var sikkert. jeg var ikke længere naiv. og troede på det bedste i alle menesker. nu havde jeg jo netop set hvor onde de kunne være. men også fordi jeg jo ikke gjorde. jeg var ikke en kujon. jeg følte mig så ensom. jeg kunne ikke sætte ord på det. men det var der en anden der kunne.
den August var jeg i Amsterdam med mine forældre. smuk by. og når man besøger Amsterdam skal man jo....også igennem red ligth district, men også Anne Franks hus.
jeg vidste kun hun blev fanget, og at hun havde gemt sig. blev rørt over hendes historie efter loftet. jeg fik lyst til at læse hendes bog. og på første side bryder jeg sammen. hun sætter ord på nøjagtig det jeg følte. jeg havde en masse venner, men jeg følte ikke at jeg følte ikke der var nogen der forstod mig 100 %.

kommunen skulle spare. så vores afdeling af specialskolen blev sparet over på Ringkøbing skole. efter et par måneder, blev det endelig muligt for mig at få timer i en normal 9. klasse. jeg var nærvøs. det er ikke ordet, jeg var rædselslagen. det var som at have boet under DDR i 28 år og pludselig er grænsen åben. til at starte med tror man ikke rigtig på det. så bliver man lykkelig, men skrænt. kan man gøre det. kunne jeg det. kunne jeg vende tilbage til den verden jeg kendte og elskede...for 5 år siden. det føltes som en evighed, og samtidig som igår. kunne jeg krydse grænsen tilbage til den virkelige verden so to speak. det jeg havde længtes efter var endelig sket. ville jeg blive mobbe t, for at have gået i specialskole, det var virkelig en negativ ting.
så sidst i november skete det. jeg trådte ind i et klasseværelse med 25 ukendte menesker.

på det tidspunkt var jeg blevet diagnosticeret med nld. så jeg fortalte dem det. jeg blev taget fantastisk godt imod. især af to drenge og en pige. blev lidt forelsket. drengende havde deres eget band. det var så awsome. jeg elskede det. jeg elskede den klasse. i julen tænkte jeg. hmm...grænsen er åbnet...tid til at flygte. efter jul mødte jeg ind til de timer jeg skulle, og blev i klassen. til alle timer. først efter en måned blev jeg split med til møde. det blev bestemt at jeg kunne få lov at gå der året ud. forandringens vinde fløj afsted. men noget stort var på vej. det var året 2011. ungdomsoprøret ville snart begynde.

jeg var på ferie med min mosters serbiske mand til det tidligere Jugoslavien. der hjemme kendte jeg kun til liberalismen med alt hvad det indebære. i Jugoslavien mødte jeg en anden ideologi. socialisme. jeg elskede tanken. tanken at alle var lige, og at alle skulle have de samme muligheder, og at man skulle hjælpe de svageste, og at borgeren og arbejderen, den ydmyge hvor  helten. jeg elskede tanken. dog ikke om diktatur. jeg var dog på det tidpunkt af den holdning at politik var meningsløst. det kunne jeg se i Danmark såvel som resten af verden. alle var ligeglad med hvem der havde magten. ingen klagede over Dansk folkepartis rarsehad. ingen klagede over tanken at hvis man er arbejdsløs er man en taber. ingen. alle var ligeglade. ude i verden. der var diktatur i mellemøsten. men folket protesterede ikke det mindste. det var meningsløst. hvorfor interessere sig for det. den sidste nat var vi i Beograd. den nat, skete der noget. 100000 menesker var samlet i centrum af Kairo. de ville væk med deres diktator. 100000 men ekser. der stod samlet om den samme ting. muslimer, der er vant til diktatur samles i Kairo for at bekæmpe det. det var overvældende. jeg fælde ligefrem en tåre. det var et smukt syn. de ville forandring. og de fik det. han gik af. det lykkedes faktisk. det var det arabiske forår. jeg havde fået en anden mening. måske var det ikke så ligegyldigt. jeg begyndte at læse om Karl Marx og om socialismen. mit ynlingsfag var pludselig samfundsfag. socialisme var blevet en sær interesse som Dirch passer, anders and, starwars, og 2. verdenskrig havde været. denne gang var det dog på langt støre plan end nogensinde. læste en del om især den kolde krig.

jeg gik i 9. klasse. jeg elskede drengendes garageband, og tanken socialisme. jeg følte mig ikke som det barn jeg var bare et år forinden mere. noget forandrede sig i mig, noget ville ud. jeg turde ikke. ikke før påsken. der skete noget. da ville forandringen tage voldsom fart, og ungdomsoprøret ville starte. det fortæller jeg om næste gang.

når man har nået bunden, og været på kanten og kikket ned. for man et nyt og uforandretligt syn på livet og på tilværelsen. de dårlige tider vare ikke evigt.