den sorte bog.

den 25. Juni 2012 blev jeg diagnostiseret med Aspergers syndrom. min mor var den der havde gået mest op i den. jeg ville faktisk ikke have den. jeg så det lidt som et stempel, og jeg frygtede at den diagnose ville styre mit liv i fremtiden, og at jeg skulle tages hensyn til af min skole i samme omfang som den specialskole jeg endelig var sluppet væk fra. jeg havde også deltvist ret. mit liv ville blive styret af den, på den måde at min diagnose pludselig ville få meget støre betydning end den nogensinde havde haft på mit liv. i Prag købte jeg Pink floyds The Wall. jeg havde første gang hørt Comfebly numb, da min farmor døde. jeg sad stoneface. at musik kunne lyde så smukt. det album har fået meget stor betydning for mig. fordi jeg kunne få det til at passe på mit liv.

sommeren 2012. mine drømme for fremtiden så ud til at lykkedes for mig. som de havde det de sidste 2 år. mit liv var perfekt. jeg havde den sødeste kæreste, de bedste venner, en fed eksame, og skulle begynde på et almindeligt HF. det skulle jeg nok kunne kunne klare...eller det troede jeg iværtfald. men 3 uger i August, skulle få mine drømme til at mislykkedes og min verden og mine håb skulle gå til grunde.

7. August. efter 5 ugers adskillelse skulle jeg mødes med min kæreste. vi havde savnet hinanden helt vildt så det var en befrielse da jeg så hendes blå øjne, hendes smil, og hendes hår igen. hun var min pige. hvor var det dejligt at vide. hun elskede mig, og jeg hende. jeg gav hende en gave og omvendt. vi var sammen med hendes veninde. vi sov sammen for første gang. det var sådan en dejlig følelse at lægge og kikke hinanden i øjnene og kysse igen efter så lang tid.

den. 8. August. vågnede jeg. kikkede på vinduet. solen skinede ind. ramte hendes krop. jeg rørte hendes lange hår og tog om hende. jeg var den heldigste dreng. der var ikke noget sted jeg hellere ville være. hun vendte sig om. jeg væggede hende med et langt kys. hun åbnede øjnene, og smilede. godmorgen.
 STOP TIDEN! lige der. hvis det bare havde været så let.

vi hyggede os resten af dagen. det var først om aftenen hun sagde det. hun bad hendes veninde gå ud. hun så på mig med grådkvalte øjne. hun havde haft en sådan dejlig sommer, og jeg havde været så dejlig, men hun følte ikke det samme for mig mere. hun kunne ikke være min kæreste mere. jeg kunne ikke rigtig forstå det før dagen efter. hun kikkede på mig på en anden måde. ikke den samme glød i øjnene. jeg var forviret. det var ikke før jeg kom hjem på mit værelse og så på den sofa vi havde kysset på, mit første kys, at virkeligheden kom til mig. det var slut. jeg havde mistet hende. det var længe siden jeg havde følt mig så tom og ulykkelig. alting mistede pludselig sin mening. det hele virkede så ligegyldigt og kedeligt. jeg kunne ikke klare at være inde. jeg måtte udenfor, cykle, 10,20,30,50, 70 km bare for at tænke på noget andet. mens tina dicow hylede i højtaleren.  jeg begyndte at bruge hendes veinde som trøst, vi snakkede i timevis. det var meget hyggeligt. 5 dage senere startede jeg på Holstebro Gymnasium og HF. det var overvældende, jeg burde være begejstret. mig. HF elev. hvem havde troet det? men det eneste der virkelig betød noget var der ikke mere. sådan virkede det. jeg havde alt, men intet.

mit gymnasium gik dog fint....troede jeg. 14 dage efter jeg var jeg til samtale hos min studievejleder. hun foreslog at jeg skulle skifte skole, til Herning HF og VUC. til en klasse for aspergere. skifte skole!? er jeg ikke god nok her? det er ikke det, vi tror bare bedre du vil kunne klare dig der?! jeg tog det meget personligt. skifte skole, ikke alene var jeg ikke god nok, jeg skulle også i en klasse for autister. i en specialklasse. igen. jeg havde tabt. imod det jeg havde kæmpet imod så længe. var sluppet væk fra. det havde indhentet mig. ydremere begyndte samtalerne med min sagsbehandler om hvorvidt jeg kunne få lov til at flytte på autisme kollegium i Holstebro. den blev avis af kommunen det begyndte at gå dårligere i skolen, mit fravær steg. hvis jeg kom mere end 5 minutter for sendt til en time tænkte jeg det var pinligt at gå ind. og at jeg ikke var god nok, og så blev jeg væk fra timen. .  alt hvad jeg havde håbet på hele den sommer var i løbet af ca en måned brudt sammen. ingen kæreste, ingen hf, og ingen flytning. jeg havde håbet for meget. men det var ikke det værdste, og ikke det der i sidste ende fik mig til at gå til skolepsykolog. jeg begyndte at drømme. mareridt. konstant. hele tiden. enten om min x, eller om den 23. juni 2010 da jeg forsøgte selvmord. drømmende var meget virkelige. så virkelige at jeg var bange for at sove, og nogle gange blev op flere dage i streg, det kunne min krop selvfølgelig ikke holde til. jeg blev meget meget træt. og drømende kom ind i virkeligheden. om morgenen når jeg skulle med toget, var det som om jeg så mig selv gå ud foran det.

 efter 2 uger med det her søgte jeg hjælp. da jeg fortalte hende om mine selvmordsforsøg 2 år inden gav hun mig nummeret til Livslinen. jeg har aldrig rystet så meget i hele kroppen. jeg begyndte at græde.hvis bare jeg havde fået det nummer dengang, ville jeg ikke have forøgt det, ville jeg ikke have følt skyld for det. ville jeg ikke have mareridt om det 2 år efter. jeg havde det skidt. og nede i klassen kunne jeg ikke koncentrere mig. jeg følte alle stirede på mig, jeg råbte af mine klassekamerateer, jeg så ud på gulvet. der var en blodpøl og den blev støre og støre. jeg råbte nej. og løb ud af klasseværelset og brød totalt sammen. mit liv var gået fra paradis til et helvede på blot 2 måneder. min psykolog bad mig skrive mit liv ned i en sort bog, for at komme af med mine følelser.

så mødte jeg en pige.

 hun havde aspegers som mig. den første date gik godt. vi spiste, og tog hjem til hende. midt i filmen, bad hun mig sætte den på pause. hun kyssede mig og vi kyssede i timevis. om aftenen spurgte hun mig om jeg var jomfru? ja. har du lyst til at blive ved med det? øhhh, ved jeg ike. så tog hun på mig. jeg var ikke sikker så jeg sagde nej. efter et par minutter prøvede hun igen. jeg mistede min mødom. jeg var forelsket igen, vi havde en intens affære i 5 dage, havde troet det blev til mere. jeg var dog stadig forelsket i Karina. deaperart. jeg gjorde noget jeg har fortudt siden. med hjælp af hendes venner, uden om hende oprettede jeg en side på facebook, om hvordan jeg skulle få hende igen. det fandt hun naturligvis ud af. alt kontakt stoppede.  jeg begyndte at lade min smerte gå ud over andre. jeg endte i slagsmål, jeg begik here værk på en skole. det føltes godt, at gøre noget man vidste var forkert. hele mit liv havde jeg været styret af min samvittighed, der stoppede mig fra at gøre det jeg helst ville. det jeg havde mest lyst til. jeg turde ikke sige noget til de piger jeg kunne lide. hvis jeg følte mig dårligt behandlet lod jeg som ingenting. de dage var slut. jeg gjorde ting jeg ikke måtte og det føltes godt.

sidste gang jeg snakkede med min psykolog havde hun læst bogen. hun så på mig og spurgte: "føler du dig skyldig"? "hvad mener du" "føler du dig skyldig for de ting du har oplevet og de nederlag du har haft? og føler du dig skyldig for at være blevet den du er, føler du dig skyldig for at du er der hvor du er nu"? jeg kunne ikke svare. det spørgsmål hamrede i hovedet på mig de næste par måneder. var jeg skyldig?