tilbage til fremtiden.

den 21. Oktober ankom "fremtiden" og hele verden gik i nørdetilstand over Doc. Emmet Browns budskab om at fremtiden er hvad man gør den til, så gør den god. det var i anledning af at doc (christoffer Loyd) og Marty mcfly ( Michael J Fox) i følge filmen Tilbage til fremtiden part 2, ankommer til præsis den dato. dog må den virkelige "fremtid" synes at være en anelse mere trist ;) biler flyver ikke, og køre stadig på benzin, dem der ikke gør koster en formue, desuden er flyvning blevet betydeligt mere risikabelt efter 9/11, det flyvende skateboard er ikke opfundet...eller tjo, i en beskeden og jysk udgave( segwayen). beklædningen passer helder ikke til filmen, men er næsten lige så kikset i virkeligheden.(hipsters) ;) og hvor man før mobede folk fysisk, gør man det nu anonymt online. nogle ting fik filmen dog ret i. fladskærms tv, vi er nostalgiske om 80érne, vi har små computer ish telefoner, og verden er styret af kinesere ;). 

 

denne tid har i det hele taget været en tid hvor jeg er kommet i kontakt med nørden i mig igen, jeg ellers forsøger at skjule. på 3. måder. 1.  starwars nørden eftersom den nye starwars episode 7 udkommer til December.  starwars var nok en af mine første sær interesser, som jeg fik samtidig med at resten af min generation blev hyped over Harry Potter og Twilight. jeg har aldrig været så skeptisk omkring nogen film på forhånd som jeg er det med starwars. det kan enten blive fantastisk eller et direkte flop på højde med episode 1. the phamtom menece, så længe de ikke har en jarjar binks med som et unødvendigt comic releafe så skal det nok gå fint. min nødrethed kom dog bag på mig. for jeg blev ikk bare glad over den sidste trailer til filmen, jeg flækkede en tåre over at høre kærlighedstemaet til den, og se tusindsårefalken og Han Solo ( Harison ford) :) glæder mig uendeligt meget til Jul. 

2. denne "fremtiden er ankommet" replik fik mig til at tænke på tid som helhed. og hvordan man kunne beskue nutiden som fremtid. altså sagt på en anden måde, hvordan man kunne se på nutiden id fra et retrospektirsk perspektiv. om nutiden lever op til de forventninger man havde til den i fortiden, da nu var langt ude i fremtiden?. gør den så det? og hvordan havde jeg forestillet mig, nu, for 2 hf siden, eller 5?  hvordan havde nutiden set ud, hvis de drømnem jeg havde dengang blev virkelighed, hvilke blev virkelighed og hvilke gjorde ikke? og hvad med fremtiden nu?

for 5 år siden, ville jeg ikke have eksisteret nu. jeg ville have været død, og alt ville være intet, kun min familie, og venner fra specialskolen og fra hee ville huske mig, da jeg på daværende tidspunkt var en meget indelukket person, der ikke turde visse sit sande jeg, som gjorde alt for at passe ind, men som aldrig følte jeg gjorde. hvilket indirekte fik mig til at forsøge selvmord dagen før min 16. års fødselsdag. fremtidsudsigten var ellers at jeg skulle have en handelsskole eller kokke udannelse, ikke fordi jeg selv ville. men fordi det var det specialkolen havde forestillet sig. først for 5 år siden i skrivende stund ændrede det sig og jeg kom i 9.  for 4 år siden i det magiske år 2011, ændrede det hele sig. blev poltisk interesseret, opsat på at finde mig selv, hørte min egen musik, var anderledes og stolt, og jeg var ude af special skolen. der var ingen grænser for 4 år siden på hvor jeg ville være idag. jeg ville gå på skuespiller skole, ikke i Danmark, men på the drama academy i London. bo i en lille lejlighed og være semi kendt....jep i know, min realitetsans var ikke på sit højeste ;) i forhold til den drøm synes virkeligheden en anelse trist XD. i 2012 var fremtiden sammen med den pige jeg var sammen med den pige jeg var sammen med, i København, for 2 år siden var jeg sikker på at jeg i skrivende stund ville bo i Aalborg med min x, og gik på journalisthækskolen. også en kende skuffende, i forhold til hvordan jeg troede det ville være for et år siden, hvor jeg nu, ville have læst på vuc i Aalborg, men ellers lever den op til nutiden. :)  

Den sidste stykke tid har i det hele taget været en forsmag på en mulig fremtid. for eksempel var jeg på studiepraktik på Aalborg universitet, i faget Tysk. kommunen havde angret det fantastisk godt, med gratis transport til og fra Aalborg, og rundt i  byen, gratis overnatning på Cabin, lige ved siden af Nytorv. med morgenmad, og by vandring, rundt til et studieliv i Aalborg. gik også selv rundt lidt på må og få. bl.a. forbi Aalborg akvavit. studiet var både skræmmende og afskærmende på samme tid, niveauet var højt, men vi blev beroliget med at de ting vi var vidne ting var svarede til 3. semester. og man starter på bunden. læren var dog en stereotyp udgave af en universitetslærere, han grinte af hans egne intellektuelle jokes, der dog var så dårlige at man ikke engang smilede, og han grinte på en måde der signalerende at han godt selv vidste den var dårlig. hans SÆTNINGER startede altid på en højere oktav end de sluttede og hver sætning lød en anelse forpustet...........til sidst ;)  jeg er meget tiltrukket af tanken om at blive akademiker, og især tanken om studielivet ved siden af studiet. jeg er pludselig blevet meget i tvil, min 1. prioritet er stadig journalist, men 2. ved jeg ikke. har overvejet historie, tysk og idehistorie. i første omgang søger jeg til optagelsesprøve på journalisthøjskolen den 15. marts. og så må historie blive 2. prioritet, og en kandidat i journalistik. ved ikke hvornår endnu, men er klar over at jeg skal være 100 på hvad jeg vælger. for jeg er samtidig også virkelig oprigtigt bange for at fejle. at starte på et studie og 3 måneder inde må give op fordi jeg enten ikke kan klare præsset, eller at jeg ikke er god nok. jeg er så bange for ikke at være god nok, og ikke leve op til mine egne forventninger. blive ensom indelukket, og for hvad jeg er i stand til hvis jeg bliver stærkt deprimeret. så bange at for tiden gentagende gange har drømt om dengang igen. måske fordi jeg ubevist stadig betrækter det som en mulighed. en mulighed jeg vælger ikke at tage. dog kan jeg drive frygten let på afstand, med nostalgi. musik fra engang hvor alt ændrede sig fra intet håb toæ perfektion i løbet af nogle få måneder i foråret og sommerem 2013. 

den seneste tid har man set danskerne fra deres smukkeste og grimeste sider.  

for det første fra verdenssamfundet. milioner af flygtninge har i sommers flygtet fra det bombede Syrien og fra isis som vi, den vestlige verden bekæmber. der flygter herop med livet som indsats via middelhavet. for så at blive mødt med stærk rarcisme, først fra Ungarn, der nu er ved at genopføre jerntæppet, de ellers selv var de 1. til at nedrykke, for 26 år siden. så med åbne arme fra tyskerne, for så igen at blive mødt med hård intolerance fra det folk der hjalp jøderne til sverige under krigen. sågar af racistiske røvhuller der spyttede på dem, idioter med en iq svarende til en vandrende pind, og med et stort dannebrogsflag hængende på kolonihavehusets væg, den hvide farve er forstærket ud fra sædpletter. klamme u lækre perverse nationalist!!  jeg skammede mig virkelig over hvor intolerante mit folk var de 1. uger, og i protest meldte jeg mig ind i venligboerne i Herning. jeg hjælper når jeg kan og når jeg kan. fordi det er man nød til når verden brænder og de ledende poletikkere intet gør. 

for det andet fra en uventet kant jeg ikke forventede at høre fra igen de næste lange tider. en gammel forældet håbløs og ligegyldig, kold krig blev igen pustet igang da nin x pludselig lige skrev til min mor . ydremere skulle jeg høre på socialdemokraternes kongres fra en mine dsu venner, at de havde fået besked fra hende til at sige det videre hvis jeg på nogen måde nævnte hende.vi blev enige om at, for en der skal forestille at være ligeglad med mig, har hun en mærkelig måde at vise det på. vi grinte af det. og mere var der ikke i det, dog fustrede det mig meget, at der stadig, næsten et år efter vi sidst reelt havde haft kontakt skulle være så meget evindelig bøvl. og begyndte at sammenligne det med den kolde krig. jeg var Regan og hun gorbatjov. den eneste der kunne rive muren ned. men vi er stadig for bange for den andens intentioner til at gøre noget som helst for at løse noget som helst.

sidst jeg skrev var jeg smaks forelsket. det gik dog i sig selv igen efter vi havde mødtes. men noget af den sidder fast. høre pludselig mange pladeromantiske sange, der førhen iriterede mig, fordi de var naive, og sange om kærestesorger for mig sågar til at smile fordi jeg på trods af alt tænker, hvor slemt kan det lige være. når jeg møder kærestepar i toget der sider tæt op af hinanden og kysser når de forlader hinanden, eller til dsu engamenter hvor par ligger sammen og, hun nærmest ikke vil lade ham rejse sig om morgenen. førhen irriterede det mig grænseløst at se på folk der var forelsket. jeg synes det var klamt når folk kyssede i offentlighed. jeg fandt det offensivt og naivt, at tro at det ville holde og mærkeligt at man kunne elske nogen så meget. nu synes jeg det er sødt. og det for mig til at tænke på sidst jeg havde det på den måde og jeg begynder at savne det. den totale naive kærlighed, og troen på at personen aldrig vil såre dig. når jeg læser statuser fra venner der har besøgt hinanden og hvor meget de eeeeeeeelsker hinanden og ville ønske den anden var der, bliver jeg virkelig glad på deres vegne, og tænker: så pladderromantisk var jeg selv engang. tror jeg er klar igen. skriver med flere af gangen, men uden at lyve for nogen af dem. jeg kan ikke tage nogen beslutning før jeg har mødt iværtfald en. og begynder ikke at antyde for meget inden. lige nu nyder jeg bare alt den kvindelige opmærksomhed. der er self nogle jeg bedre kunne se mig selv med en andre. men siden nintet af det er seriøst endnu, føler jeg ikke at jeg gør noget forkert, eller holder dem for nar. dog er jeg bræmset. ikke så meget af frygten for at blive såret igen, men mere af mine forventninger til dem når vi mødes. selvom jeg ikke vil det, forventer jeg lidt ,at hver gang jeg møder en, skal det slå lige så meget klik, og være lige så fantastisk og romantisk og sommerlig, som det var sidste gang. hvis ikke den ild er der fra 1. møde er det sikkert ikke det værd tænker jeg. vil jeg ikke men kan ikke lade være. fordi jeg netop gerne vil falde lige så voldsomt, så naivt og så head over heals som dengang. håber jeg kan møde en der kan fjerne de forventninger bare en anelse. modsat dengang tror jeg dog ikke jeg vil invitere den næste med i den park efter næremere eftertanke, fordi det er et minde jeg har med en anden, som den næste ikke bare ville skulle leve op til men også forbedre, og i respekt for hende er det en alt for svær opgave. også fordi jeg netop grundet placeringen ikke ville kunne lade være med at sammenligne og dermed ødelægge et godt minde. desuden er det også betydeligt mere romantisk hvis vi kan finde vores eget sted, et nyt sted. jeg forventer ikke noget udsende mæsigt. gør dog ikke noget hvis de er buttede,  øjne mund, kinder, og næse tæller meget. sarkasme, selvironi er også  en god ting. jeg savner den totale forelskelse og den naive kærlighed. mere end bare at putte og det fysiske. men nogen at grine med, og kikke i øjnene og sige at hvad der behøver at siges. uden ord. savner savnet, og når man så endelig mødes, kikker hende i øjnene, hun holder om dig som om hun aldrig vil give slip, du dufter hende og kysser hende. 

2015 er snart slut. det har været et godt år. meget bedre end sidste år. noget færre pludseligt døde venner. en fantastisk selvtilliden SSO og tilsvarende eksamen. en uventet intenst møde i påsken, en semi romance der varede til vi mødtes igen om sommeren. jeg stiftede bekendskab med En Af Os, jeg blev ungdomsamasadør. en fantastisk og uforglemmelig studenteruge. besøget fra hviderusland. afskeden med et liv styret af min diagnose, og et nyt liv, som opvarmning til et nyt og spændende kapittel i mit liv.  moget jeg fortryder? ja. jeg har været uærlig og udnyttet menesker jeg holder af,  for at få noget. skulle lade som om jeg var ligeglad og hadede menesker jeg holder af , kun for at undgå problemer, og at jeg ikke fik det maksimale ud af mine eksamener. næste år.  hvad er mine tanker om næste år så? om den nære fremtid. hvad håber jeg på i det nye år? at de konflikter der har styret året vil slutte næste år, og drama vil blive erstattet med dialog. at jeg kommer ind på et drømme studie til september og jeg vil elske det. bo en stor dansk by, med masser af liv og håb for fremtiden. og måske at jeg næste år i skrivende stund ikke længere er single, eller at jeg lige er blevet det, og flæber over det ;) ;) fremtiden er hvad man gør den til. om ca. halvanden måned, vil jeg stå med shcampagne glas i Hee og fejre fremtidens uvished og en ny start. kun gud ved hvilke begivenheder jeg fejre på forhånd den aften. 

må den ærede læser få en glædelig jul og et godt nytår. 

næste blog kommer i Marts. 

intermezzo

intermezzo* et stykke musik mellem to symfonier. 

på min 21 års fødselsdag, den 24. juni blev jeg endelig HF student, efter nogle måneder der både i skole- og i privatlivs sammenhæng var præget af finaler, afslutninger, stress, vemodighed og lidt for meget drama fra en uventet kant. så det var på mange måder lettende, befriende vemodigt og mærkeligt at være færdig, at have gennemført. ovenikøbet med sådan en indsats som jeg havde gjort det med. mine karaktere viser det. aldrig har jeg været så fokuseret på noget. jeg ignorerede alt omkring mig, fulgte ikke synderligt med i folketingsvalget, kun på fjernsynet hvor man kun blev træt af det hele fordi de ikke bestilte andet end at skælde hinanden ud, og battle om hvem der kunne behandle de fremmede dårligst, ikke så overaskende at dansk folkeparti gik så meget frem hvis de virkelig var det vi skulle tage stilling til. selvfølgelig var jeg en anelse rystet, men synes måske folks hysteri og trusler om at flygte til sverige var lidt over grænsen. da vi allesammen havde gennemført vores sidste eksame mødtes vi hos en af pigerne i klassen. tanken om at nu var det slut var lidt tydeligt, og der var en meget lykkelig men også lidt trist stemning. den aften tænkte jeg, at jeg som den der kom mest forsent og diskuterede mest, skulle holde en tale på alles vegne. jeg havde det så sjovt. alle skulle rammes på en ironisk, sarkastisk og dog lidt stikkende måde, uden at være ond. ink mig selv. alle vores catcsfreses, vores episoder og indforståede jokes kom med, episoder og lidt for mig pinlge og småntime episoder fra starten af forløbet kom med, og kæresteparet i klassen skulle selvfølgelig også drilles. nævnte selv mig og mine svingende togtider, og at man kun havde en ting i tankerne det første halve år osv. folk grinede mere end jeg havde regnet med. det blev starten på en fantatisk, uforglemmelig og lidt voldsom uge. studenterugen! ingen kørsel det skulle vi selv betale for, og man er vel ikke en nærig vestjyde for ingenting, så festerne blev hos hianden men dag efter dag i stedet. vi fik ret hurtigt et stamsted, man venede sig hurtigt til rytmen, og det mindede om roskilde. at holde kæmpe fest om aftenen, drikke mere end man burde, stå op næste morgen tideligt, og tage med til en formel famile studenterfest, for så at tage i byen igen om aftenen. dette hver eneste dag uden stop i næsten 2 uger. dog med nogen dages pause midtvejs. det var fedt! den sidste aften skulle jeg holde studenterfest hos en gammel fra 10. klasse. og jeg tænkte, nu skal det være løgn om ikke den her fest skal lukke det alkoholiske leg med leveren med et brag, så jeg fortryder bare lidt i morgen. det skete. de værste tømmermænd kom da det hele var ovre og man var glad for at det var slut, men aligevel tænkte jeg lidt: "sådan her burde alle sommerferier jo starte! en uges non stop fest" den stoppede lige der hvor kroppen sagde stop. perfekt. har dog fået lidt for vane siden, når jeg går i byen at gå lidt amok, fordi jeg har set at jeg kan klare det dagen efter. et valgnederlag gør ikke så ondt i beruset tilstand ;) man kunne også virkelig mærke klassens sammenhold den uge, at vi havde noget specielt som stoppede nu, vi blev adskilt. til den sidste fest var jeg lidt stolt over at jeg redede en pige der tydeligvs havde fået rufies( et stof man giver kvinder så de bliver trætte og intet husker dagen efter et såkaldt "rapedrug") af en hun havde danset med. jeg bar hende hjem. er rimelig stolt, og skræmt af stoffer for livet! :) dog mener jeg stadig kanabis bør legaliseres. der er masser af menesker der er døde af alkohol men ingen i verden der er døde af has. jo så skal du tage nærmest 80 grram på en gram, men der er ingen der kan holde til det. der vil kroppen automatisk sige fra på et tidspunkt og få dig til at stoppe, lige som hvis du drikker 7 litter vand. jeg synes frygten for det er direkte histerisk. alt med måde, man skal bare lære at kontrolere det, og ikke gøre det til en vane, lige som med alkohol, som i øvrigt er ren gift man indtager, men snakker man om at forbyde alkohol, nej da for det er jo kultur og så er det pludselig ok at forgifte kroppen!? :o nå ok videre. 

studenterugen løb så over i noget andet. dagen efter tømmermændnede havde lagt sig, hentede min moster mig til København. jeg skulle hente hende den hviderusiske pige jeg nævnte i en tideligere blog. vi var selvfølgelig lidt generte i starten men det forsvandt hurtigt. jeg vidste hende københavn, de selvanlige turist steder, som Nyhan, Strøget, Amalienborg, Den lille og meget skuffende havfrue ;) og Christiania. på gåben vel og mærke så var rimelig træt i benene da vi steg på en bus mod jylland. vi snakkede rigtig godt sammen og hun var især meget glad for at fortælle om hendes hjemland og sytetmet i Europas sidste diktatur( hvis man ikke tæller putin som en slags folkevalgt diktator ;) ) vi blev da også lidt glade for hianden og lærte hianden at kende ud og ind. jeg tog hende ud til vesterhavet, hun var inponeret, hun så self holger danske, hun var meget facineret af at vi i danmark er glade for røde murstenshuse, har jeg aldrig selv lagt særligt mærke til. vi tog op til mine bedsteforældre, ogs her fortalte hun meget om hviderusland. hun har en stor og beundringsværdig selvironi. hun er lidt en stor pige( dem har jeg åbenbart haft lidt en svaghed for gennem tiderne ;) ) så da hun ikke kunne spise mere sagde hun at der i hendes kinder i sig selv var nok til en uge, og at hun ikk lignede en der var ved at sulte ihjel. den sidste dag var vi i Legoland fordi jeg kom til at sige at lego var dansk og at vi havde legoland. vi prøvede alt. det eneste jeg var ked af ved hendes besøg var vejret den uge hun var har. det var ikke ligefrem dansk sommer som man kender det at gå rundt i vinterjakke fordi det blæser helt sundsygt. da hun tog hjem blev det 30 grader og solskin. typisk. afskeden var kort og jeg var tæt på at græde. vi snakker stadig sammen og snakker også om at mødes igen engang, til dsus påskekursus, eller i en eller anden europæisk hovdestad som ikke er Minsk. dog på et lidt mere veneligt og knap så intimt plan som denne gang.  hun er rigtig sød, moden og en meget smuk kvinde på 24 som jeg helt tilfædlgt kom til at kysse lidt med til påskekurset. 

de næste par uger gik med at flytte. og få sagt ordenligt farvel til mit kolegium. det var ikke vemodig overhovedet...før sidste aften. da jeg spiste mad der ovre og de lavde kage til mig. blev lidt rørt. især over mine vejledere. gik den rute jeg havde gået 1000 gange før rundt i skjern, og fordi det var sidste gang udvidede jeg den lidt. forbandt pludeligt hvert sted med et minde. det var mærkeligt dagen efter at tage plakaterne ned fra væggende, så der kun var den der var 1. august 2013. og jeg tog den ned. begyndte at tænke som jeg havde gjort det med hvingel i sin tid. kæft hvor er der sket meget i dette lille rum, hvor er der tænkt mange tanker. været forelsket, haft kærestesorger, haft fester, tænkt over oliver, været sammen med anders. jeg cyklede som jeg cyklede til skjern for 2 år siden, til mit nye sted Herning. der gik ikke mere end et par dage, ca en uge, før jeg virkelig følte mig hjemme, nærmest som havde jeg boet der i årvis. det var også mest herning jeg havde været i i min gymnasie tid men stadig. den største udfordring var at lave mad selv. men fordi det pludelig var en nødvændighed kom jeg ret hurtigt efter det. elsker at lave mad, især bestemte retter. fisk, pasta, bøf, stegt flæsk. den sidste del af ferien har været venten  og småkedelig. jeg havde en ide om at jeg ville cykle langs hærvejen, hele vejen. men nåede ikke længere end fra aalborg til lidt syd for hobro før det blev for meget. men nu har jeg prøvet. 

har boet i Herning i ca. en måned. og jeg elsker det nye, selvstændige liv, hvor det hele afhænger af mig selv og jeg ikk skal sige det til nogen først. alle de tidligere klassekamerater er heller ikke flyttet endnu, læser enekltfag med en af dem og en af mine bedste venner bor staidg i Herning. den støtte jeg enlig skulle være koplet på er ikke sket endnu, og har også klaret mig fint uden den første måned, hvor jeg dog økonomisk også har været mere end lidt i overksud. det gør mig ikke desto mindre sikker på at støtteordningen med en der kommer en gang i ugen og måske hjælper mig med tips i madlavning, kun er en midlertidig ting, som jeg ikke ønsker fortsætter i Aalborg eller Aarhus til næste år. dette er et lille intermetzo og når den virkelige verden kalder igen, vil jeg være uafhængig af den slags. jeg vil søge handicap tilæg og muligvis en mentor, men det er så også det. elsker at være flyttet til danmarks 10. støste by. der sker noget. her er liv i byen i weekenden og om eftermidagen, og herning har uden tivil danmarks hygeligste og bedste bibliotek. har fået et stamsted. den ireske pub. her skal jeg efter studenterugen som udgangspuntk som minimum altid have en White Rusian ;) efter den fantasiske film the big leobowkski.  skolelivet har jeg kun prøvet i en uge. at være enkeltfags studerende føles som at have ferie uden at have det, som et sabatår. det er dejligt afslappende at jeg kun skal møde to til 4 timer om dagen, at jeg ikk altid skal møde kl 8, nogen gange først kl 14. men det føles aligevel som om man gør sig fortjent til den frihed man har.  læser Tysk B, retorik C og mat C, kun de to første går jeg til eksamen i.  jeg mangler tysk for at komme på uni. det er dejligt med et pusterum efter de sidst 3 år, og inden univieritetslivet eller journalisthøjskole livet begynder til næste september. 1. priorotet er og bliver journalist i Aarhus, 2. er at læse entetn historie eller Tysk i Aalborg. satser mest på tysk da der er mange flere fremtidsmuligheder i tysk, både i forhold til at blive gymansielære, eller blive komunikationsmedarbejder eller korespondent. kan dog også læse journalistisk i odense, som ind til for nygelig ikke var noget jeg ville men så skete der noget :))))

det lidt træls at skulle indrømme...men...det som om musik pludselig lyder bedre end det gjorde før, det som om vejret altid er dejligt selv når det er dårligt. det som om folk er sødere end de er, det er som om det der iritere mig, ignorere jeg eller griner jeg af....det som om jeg er irationelt glad hele tiden, og altid smiler når jeg tænker på en bestemt.....jeg har ikke haft det sådan her i lang tid...sidst jeg var så lalleglad var for 2 sommre siden da mig og min x stadig var......åh nej...ikk igen! ;) jeg kan ikk løbe fra det, jeg er ved at blive forelsket næsten på samme måde som i 2013. hun er så dejlig, og så smuk og så moden, og naturlig og klog og nørdet og helt sig selv. hun er en kombination af alle dem jeg har været forelsket i de sidste par år. hende fra hvide sande, hende fra aarhus, min x, hende fra skjern, hende fra holstebro og hende fra hviderusland. hun passer til det ellers så imaginere og en dominerede kvindeideal. hun er så perfekt at det næsten er lidt iriterende. minuset er afstanden...som om det ikke var langt nok væk i sidste forhold....hun er fra Fyn. hun vil ikke have vi går hurtigt frem, så på den måde er det anderledes end sidste gang, og kan godt mærke jeg skal holde igen, og det er svært når man smiler stort bare ved at se et billede. <3 <3 

man skal dog ikke læse nyheder hvis man ikk ønsker at blive lidt depri algevel. har ikke fulgt særligt med men de rarsistiske tendenser der er ved at dukke frem i veseuropa er skræmemnde. jeg havde håbet på at teror angrebbende ville bringe en følelse af sammenhold men nej!. i stedet har vi nu en regering der nægter at tage ansvar i den største flygtningestrøm siden 2. verdenskrig. folk der flygter fra lande vi bekriger!? i stedet har vi tralvt med kampen for retten til at komme med diskriminerende udtalleser om de fremmede. sverige demokraterne er det største parti i sverige i malmø sætter man ild til hjæmløses telte. tyskland, det mest indvandrevenlige land i europa( ironisk nok) har ikk plads hvs udviklingen fortsætter og siger at hvis ikke europa kan finde en fællesløsning så vil tyskand sætte grænsekontrol op. tyskand! imens igen herhjemme praler vi med hvor meget vi vil kæpe for ytringsfriheden, men når islamisk trosamfunds bygning bliver sat i brand så jubler vi på facebook. hvad er der sket med mit land? :o 

nå men betyder det så siden jeg er så forelsket at jeg har glemt alt om min x og de problemer vi har haft. nej bestemt ikke! og jeg håber da stadig vi engang kan snakke sammen igen, vil virkelig gerne fortælle hende om den nye kvinde i mit liv, og om hvordan det går. jeg er sikker på hun har det godt med det hun laver og at hun nyder hendes liv, og ham der elsker hende som den livsglade pige hun er. om en måned skal jeg til kongres hvor hun meget vel kan være, håber ikke der opstår problemer, jeg orker virkelig ikke mere konflikt.  hun ringede pludeligt til mig i sommers, jeg nåede ikke at tage den, og havde jeg miledst talt heller ikke regnet med. forsøgte at ringe tilbage, men uden held, så ved stadig ikke hvad hun ville. 

så gymnasietiden er et overstået kapittel og nu begydner et mellemspil inden næste kapitel til næste år. jeg har meldt mig ind i autisme forenignen og ovejer kræftigt at tage med til skivekonferencen i november, og gnerlet deltage i autismeforeningens angementer i herning og omegn, jeg har været medlem af dsu i 4 år, og har ingen intention om at stoppe. vores lille afdellng i ringkøbing har store planer frem mod Januar, og nu har jeg jo i teorien muligheden for at være aktiv i 4 afdellinger på en gang. og så skal jeg i efteråret ud at holde fordrag om unge og selvmord for "en af os". jeg lever et frit liv med en lille smule skole og en masse fritid i en livlg by midt på heden. jeg holder kontakten til hviderusland og så er jeg forelsket. det næsten lidt for godt til at være sandt.  imtermetzoet begynder mildt og romantisk. lad os håne at jeg kan sige det samme til min næste blog til November. 

en ny begyndelse.

jeg er student! den 24. Juni Kl. 11:00 blev jeg student. min gamle DSU formand fra Holstebro gav mig HF- huen på. det betød meget at det var hende, da hun er en af hovdepersonerne i den bedste sommer nogensinde. sommeren 2011. jeg kunne putte et 10 tal i Engelsk B i huen, og forlader i det hele taget HF med gode karakter.

Dansk skriftligt 7, engelsk skriftligt 7, engelsk mundligt 10, dansk mundligt 4( det var en træls og meget mærkelig tekst af Seberg. en mand mister hans kone, og falder ned i en voldsom depration, hans venner vil give ham et hjul i gave, han bliver, temeligt mildt sagt begejstret for dette hjul, og resten af historien handler om hans enorme glæde for dette hjul) jeg realterede til sisyfos myten. samfundsfag på B fik jeg 10( trak EU og demokrati) Kulturfag fik jeg 7( jeg trak velfærdsamfundet), musik har jeg 4, det kan dog erstattes af et 7 i drama fra Holstebro Gymnasium og HF tilbage i 2013. i NF fik jeg 02, og matematik på C 00. jeg trak eksepotentiel funktioner men havde taget fejl af dem og liniere funktioner. og når ja...i SSO en som er HFs udgave af SRP fik jeg 10, i samfundsfags opgaven, de økonomiske og socialepoltiske konsekvenser af Tysklands genforening. jeg er SKIDE stolt af mig selv. kan slet ikke fatte at jeg virkelig er student, at den lyseblå hue ovre på komoden er min, selvom mit navn står på bagsiden. kan slet ikke fatte at jeg gjorde det. jeg bestod HF. jeg er færdig. i fucking MADE IT!!! :D og der skal lyde et inderligt FUCK jer til rindum kjærgaard, for at have taget alt min selvtillid i alle de 5 år jeg gik der, og give mig en følelse af at en gymnasiel udannelse var en utopi, en urealistisk drøm. jeg gjorde det fandme! jeg er HF student! :D jeg er så lykkelig, men samtidig også vemodig og trist, for jeg ved også at det fantastiske eventyr som de sidste 2 år har været har nået sin afslutning, sin sidste side, sidste sætning i bogen. det er en trist erkendelse at de fantastisk dejlige jævne menesker man har brugt hver eneste dag med, siden den smukke August måned i år 2013, hvor ens ideal hverdag blev hverdag, jeg flyttede hjemmefra, havde en sød og smuk og kærlig kæreste, og de skønsete klassekamerater. jeg har aldrig oplevet et sådant sammenhold som der er i den klasse og jeg tvivler et eller andet sted på om jeg vil møde den, og den koloenorme forståelse og et sådan fællesskab igen. nok havde jeg det sindsygt sjovt med at skrive dimitionstalen med alle vores interne jokes, og underforståede ting, og vores allesammens catchfrases, og nød det hyggelige tilbageblik og konklution på to års fælleksab som det var, at holde den for klassen. det er aldrig nemt at sige farvel, eller på gensym, jeg kommer til at savne ikke at skulle være sammen med de dejlige menekser hver dag mere,  men vi skal videre, vores veje skilles, og nye menekser skal mødes. heldigvis er jeg så heldig at kunne bruge et år mere sammen med nogle enkelte af dem, til de enkel-fag jeg mangler at tage for at kunne komme ind på Aalborg Univeritet, hvis ikke 1. prioritet som er Journalisthøjskolen bliver virkelighed i 1.omgang. skal have tysk B, retorik C, og så har jeg fået lov at tage matematik om, ikke at jeg gider, bestemt ikke! men skal have nok timer for at kunne få SU, til et i forvejen mærkeligt og ikke sammenhængende skema i morgen. tidelige morgen timer, afbrydt af et hul for så derefter at vende tilbage kl 2 om eftermidagen. derfor har jeg også sagt min lejlighed op! pr. 1. August flytter jeg op på 2. sal i en 40 m2 lejlighed i Herning. det er kun meningen jeg skal bo der i den tid jeg læser enkeltfagene. har samtidigt begyndt at søge lejligheder i både Aalborg og Aarhus, da jeg ved at man skal søge ca. et år i forvejen for at være sikker på at kunne flytte ind når ens studie starter. lejliheden i Herning bliver helt min egen, og er ikke tilknyttet nogen psykiatri eller autisme center, altså forlader jeg fredensgade, og det eneste der fortsætter er en bostøtte der kommer og snakker en gang om ugen, det skal dog gradvist ophøre i løbet af det næste år, så jeg til næste sommer er helt selvstændig. på den måde er der mange ting der slutter nu. 2 år, der har været centreret omkring min diagnose, i det at jeg bor for et sted tilegnet autister og går i en aspergerklasse. denne asperger klasse lyder måske som en specialklasse men det er vi langt fra, vi er den klasse ud af alle 15 klasser der har det højeste klassesnit på skolen. det har været rart at lære sig selv og sine svagheder at kende på den måde, men omvendt ønskede jeg aldrig at bo på fredensgade i mere end 2 år, og jeg ønskede ikke at mit liv skulle være styret af min diagnose eller handle om min diagnose, da min diagnose er en del af mig, og en forklaring, men det er ikke hele mig. jeg har været så heldig at leve de første 18 år som en NTer ville have gjort, og den type liv vil jeg nu tilbage til. jeg vil være selvstændig. omvendt vender jeg ikke kendsgærningerne rykken. jeg har meldt mig ind i Autismeforeningen, for at lære andre med de samme svagheder at kende, og for at lære mere om min diagnose, men det skal kun være sociale sammenhænge, og nationale og regionale angemnter, altså at møde op til de lokale autisme grupper, både nu og når jeg flytter til Aalborg eller Aarhus.  de dage af mit liv der var styret af et stykke papir slutter nu. autisme er en del af mig, men det skal aldrig få lov at blive hele mig. jeg har aspreger, jeg er ikke min diagnose, jeg er et menekse som alle andre. glæder mig til det nye kapittel af mit liv, selvom det først for alvor starter om et år, og de næste 12 måneder er som et lille intermetzo før the real deal går igang om et år. men jeg er selvfølgelig også vemodig over at mit liv som jeg kender det nu, snart slutter men jeg ved at klassen aldrig vil skilles selvom vores veje skilles. det har aldrig været meningen når jeg skulle herfra, at jeg så skulle ind i et andet Autismecenter, når jeg skulle herfra skulle jeg være helt og aldeles selvstændig, det synes jeg også jeg er 80% af tide, de sidste 20 % vil jeg gerne have lidt hjælp til. men meningen er også at alt hensynstagen til min diagnose og bostøtte stopper et det sekundt at jeg bor i Aalborg eller Aarhus, jeg kan og vil klare mig selv fuldstændigt, for det skal et voksent meneske efter min mening kunne uden offenlig indeblanding eller romantiske forhold. kan man først det, er man klar til at ofre det allerstørste ansvar i verden, nemlig børn. men der går lige nogle år endnuXD.

jeg har særligt det sidste halve år erkendt nogle ting ved min diagnose, svagheder. Jeg har utroligt svært ved at miste, og at håndtere det når jeg gør det uden at ryge fuldstændig ned med flaget og ikke tale med nogen om noget i en periode. Som sidste sommer da min gamle klassekammerat måtte væk herfra denne verden. Dog overvandt jeg der samtidig min daværende største fjende, ensomhed. Jeg kendte fra mig selv fra fortiden hvad jeg var i stand til at bilde mig selv ind og hvad jeg var i stand til at gøre når jeg følte mig ensom, der skulle jeg aldrig tilbage til. Tiden hvor jeg ikke kunne side hjemme alene en hel weekend af bar frygt for hvad jeg ville begynde at tænke om mig selv er slut. Er stadig bange for at miste dog. Havde sådan på fornemmelsen at man var nød til at holde dem man holdte af så tæt ind til sig som man kunne. Jeg ved nu at jeg har en tendens til at være omklamrende omkring dem jeg holder af, af nære venner, har mistet flere venner på den konto..nogle gør mere ondt end andre. Det gør virkelig ondt, og jeg kan nærmest ikke slippe det igen. For vil gøre alt for ikke at være uvenner med folk. 
Dog skal det siges af nogle af de problemer jeg måske havde for 2 år siden har jeg ikke mere i samme omfang. Dengang elskede jeg at diskutere, alt, det gjorde mig såmen ikke noget hvis der blev et skændrri ud af det. I dag hader jeg det, og forsøger så vidt muligt at undgå dem hvis det ikke har poltisk karakter. For man bliver så hurtigt uvenner, og modsat dengang gider jeg ikk at spilde tid på at gå og værre uvenner. Så hellere sige, du for ret og så slut. Livet er for kort til at være uvenner over ligegyldige ting og hænge sig i noget man gjorde for 5 måneder siden. Er blevet såret nogle gange over de sidste år, af folk man troede man kunne regne med. Det har nok gjort mig en anelse kold, og konfliktsky. Hvis der er optræk til en diskussion, ud! Hvis man hurtig man kan mærke man ikke bliver enige, så sig lad os være enige om at være uenige og så cutte den, måske ikke springe videre til noget andet med det samme men så lige vente nogle dage med at svare igen, ikke fordi man er sur, men så begge parter kan falde ned igen. Det må siges at være en god ting, for nøøøj hvor har folk brokket sig over min evige diskutionslyst før. Min kølighed kan måske hjælpe af hensyn til frygten for at miste. Jeg har lært at venner skal have plads, særligt dem man holder af, bare fordi den person betyder noget, skal man ikke nødvendigvis snakke sammen hver dag. Bare man ved man er der for hinanden og kan snakke om alt. Behovet for plads er jeg begyndt at forstå. Jeg er også begyndt i stigende grad at foretrække at være alene frem for at være social konstant. Det kan dræne en, og man kan ikke komme ud af den rolle man spiller.  Jo mere jeg kan det, jo mere kan jeg også give folk plads, for så vil behovet for at skrive til den person også dæmpe sig. det er en viden jeg tror jeg vil bruge fremover, for er virkelig ked af dem jeg har mistet fordi jeg gik for meget op i at være der for dem. Måske man for muligheden for at vise den forandring en dag.
Nu når dette diagnose fyldte del af mit liv er slut, vil jeg ikke have det slutter helt. For stik imod alt forventning er jeg begyndt at interessere mig for min diagnose. Hvad jeg kan arbejde med og hvad der ikke bliver anderledes. Har derfor meldt mig ind i Autisme foreningen, langt om længe, både for at lære mig selv at kende, men mest andre. Deltage i foredrag, sociale engementer osv. 
De fordrag jeg selv holder forbliver nok i En af os, da det handler mere om selvmord og ensomhed og håb, end om autisme, for nok vil jeg fortsætte med at lade min diagnose være en aktiv del af mit liv, men det må aldrig tage overhånd og blive hele mit liv. Så bliver det nemlig som jeg frygtede, da jeg fik den for 3 år siden. en af Os er en organisation der ser den som sit mål at oplyse og give unge menekser på kanten af livet, med psykiske lidelser eller selvmordstanker skal gives håb. jeg vil fortælle om mit selvmordsforsøg på viadukten i Ringkøbing for 5 år siden og de fantastiske år jeg har haft siden, og at selvom lysten vil komme igen, og du stadig vil se det som en udvej kan du blive meget stærkere hvis du lytter til dig selv. 

i det hele taget har de sidste 3 måneder været en tid med slutninger og nye begyndelser og erkendelser. de har åbnet mig som menekse. idag heder jeg Peter Rosenvall Nielsen. jeg har opfyldt min farmors sidste ønske. jeg har overtaget famile navnet. jeg begraver dermed symbolsk den psykiske stridsøkse mod min far, Jeg følte i næsten 10 år. Da jeg var 10 år stak jeg af fra det sted vi havde aftalt han skulle hente mig, og løb om til min bedstemor. Min Mor sendte mig dog i stævne da hun mente der var noget galt. Jeg fortalte hvorfor jeg ikke ville hjem til ham. At han aldrig holdte hvad han lovede, at hans kæreste tog alt opmærksomheden og at hun var shaloux på mig, og han spillede pengene væk, og vi lavede aldrig noget sammen. Han blev rarsende og skældte mim Mor ud for at ville forsøge at tage mig fra ham. Han stolede ikke på mig. Og han kørte væk. En uge senere stod alle mind ting uden for døren. Jeg begyndte at hade ham. Men jo længere man holder fast i vrede over for dem man holder af, jo mere ondt gør det. Især i teenage årene hvor jeg havde brug for ham, men mindede mig selv om dengang. I vinteren 12 døde min farmor så af kræft. Det gik op fod mig at jeg var det eneste famile han havde, men det tog mig indtil sidste sommer at ville bryde muren ned og ønske at tilgive ham og lade fortid være fortid. Da jeg ville fortælle ham hvorfor jeg kun sjælne gange taler med ham i september fortalte ham hvor ked af det han havde været over ikke at havde været der. Jeg brød sammen indeni. Jeg havde ventet på de ord så længe, og jeg kunne ikke længere have den had og vrede i mig. Jeg har tilgivet ham. Bevares det han gjorde gør da ondt, men man må aldrig en handling gøre et helt meneske, heller ej en dårlig periode i em persons liv. Man ændre sig. Jeg har ændret mig, det samme har han. Jeg føler det symbolske at gøre er at opfylde min farmors ønske og på den måde lade fortid være fortid. Det føles dejligt. En stor sten er forsvundet. Det passer virkelig hvad man siger. Hvis man tilgiver, kan man elske mere. Og tilgiver man, elsker man. Ville ønske at flere tilgav, og startede på en frisk, istedet for at gemme på vreden, og holder sig tilbage.

jeg har i de sidste 3 måneder lært både gode og dårlige sider af menneskets natur at kende. det startede med at jeg til min egen glædelige overraskelse blev meget glad over at finde ud af at min x havde fundet sig en sød fyr, istedet for at føle jalouxi. vi havde i det meste af 2014 haft et temmelig kaotisk on/off forhold med skiftende ud meldinger og misforståelser på begge sider. jeg har haft svært ved pga. min diagnose at aflæse hendes signaler. jeg var derfor inderligt glad for at det var glæde på hendes vegne og ikke jalousi jeg følte over nyheden.en glæde jeg forsøgte at udtrykke på den eneste måde jeg vidste det ville nå frem via facebook. en lidt dumdristig beslutning kan jeg godt se idag. den fik nemlig en noget anden reaktion end jeg havde regnet med, for der gik ikke 10 minutter før tonen blev hård og personlig rettet mod mig, og min besked blev opfattet som alt andet end positiv, hvilket gjorde mig virkelig ked af det. jeg slettede det og troede så at det ville stoppe der, men nej! en uge efter nåtte jeg gå til politiet pga trudsler om fysisk og psykisk vold, og usande beskyldninger om min og x´ens forhold. i den efterfølgende uge, lærte jeg hvad voldsom paranoia er. jeg snakkede med autismeforeningen og klassen for at blive beroliget. det er heldigvis gået i sig selv igen. jeg har ingen kontakt til min x, men håber hun har det godt og er lykkelig. håber at tiden vil lægge alle sår, så vi igen engang kan snakke sammen som de voksne menesker vi er. negative tanker er spild af værdifuld energi.  


jeg er lykkelig! rigtig lykkelig! og hvad angår kærlighed, er jeg så lykkelig at jeg ikke tør risikere den lykke for noget det med tiden kan gøre mig ulykkelig. lige nu ser jeg nemlig det at gå ind i et romantisk forhold, som at sige" jeg er lykkelig, du har nu retten til at gøre mig dybt deprimeret på et tidspunkt efter eget ønske". det tør jeg simpelthen ikke. at man har brug for en kæreste for at være lykkelig er en myte, det hjælper men risikoen er for stor lige nu. men sidst jeg sagde det blev jeg smask forelsket. jeg er da tiltrukket af nogle, men det er indforstået bl.a. mellem mig og den hviderusiske pige der kommer på besøg om en uge, at dette er en sød sommer ting der ikke skal udvikle sig til mere. 

jeg er et lykkeligt meneske, men lykken er som alle jo ved lunefuld, og tiderne skifter. derfor er det om at nyde det så længe det går godt, for lige om lidt kommer der en og ændre det hele igen. men husk: den der på sit dødsleje kan sige man aldrig har været ulykkelig og ikke har noget at fortryde, har aldrig været rigtigt lykkelig. - Nelson mandela. 

næste blog kommer i begyndelsen af det nye intermezzo i mit liv i august. rigtig god sommer! :D

opskriften på lykke.

hvad er lykke? hvornår er man lykkelig? det spørgsmål stillede jeg mig selv for et par dage siden efter en forholdsvis vellykket terminsprøve i Engelsk, hvor temaet netop var- lykke. hvornår er man lykkelig? en af mine bedste venner bor her i Skjern, vi har kendt hinanden siden 9. klasse, hvad der føles som en evighed siden( 4 år), hvor vi begge var avisbude(slaver ;)) for dagbladet. et ret specielt venskab. vores kemi hvis man kan kalde den det, er særlig. man kan sammenligne den lidt med Esben Bjerre og Peter Falktoft fra Monte Carlo, for jer der kan huske det bedste radioprogram siden monkey Buisenes, eller tæskeholdet. (for jer der ikke ved hvad det var og er, så var det et radioprogram der på lettere satirisk vis, og med en god omgang jysk ironi behandlede nyhedstrømmen, altid på en måde hvor de tog de største opblæste og førte det ned på det niveau det hørte hjemme med budskabet om at det hele nok skulle gå, lige i tidsånden. i dag er det et tv program kl 22 hver mandag til torsdag på dr3), hvor jeg er Esben bjerge, den spontane og rolige, og nok også den med mest OCD XD og ham som falktoft, den mest frække og rappe i replikken af os, der altid som udgangspunkt er lidt træt af verden. når vi er sammen starter samtalen som regel ret overfladisk og fjollet, vi banalisere nyhederne, og os selv. så bliver den ellers hurtig dyb, vi snakker om problemerne i verden og har en nogenlunde fælles forståelse for hvordan vi menesker burde være over for hinanden. vi kommer altid inden over religion, da han er atheist og prøver at overbevise mig om at blive det. han er ved at lykkedes. vi snakker om hvor koprute vores poletikkere er, både regering og oposition, og så bliver samtalen ellers filosofisk, og ender som regel igen lettere overfladisk. hvor om alting er så er det også lidt hans indflydelse at jeg tænker over de dybere spørgsmål i livet. hvad er lykken? findes det perfekte sammenfund? det skyldes ikke kun ham. for tiden i dansk undervisningen har vi nemlig været igennem modernismen og eksistentialismen. her er jeg faldet over den eksistentialistisk tanke at for at være lykkelig må man først have været virkelig ulykkelig. man må have mærket bunden. der hvor intet giver mening. der hvor sandheden kommer frem, den grumme sandhed. at verden ikke er så lys som vi gik og troede, at menesker er kolde og egoistiske og kun tænker på sig selv. at en hver handling i livet er egoistisk. når jeg skriver dette regner jeg med en hvis form for anerkendelse som gør mig glad for eksempel selvom jeg enlig et eller andet sted hader at snakke om mig, for jeg hader narcissisme. når menesket gør et alt for stort nummer ud af at pleje sig selv og sørge for opmærksomhed, unødet opmærksomhed. facebook er et glimrende eksempel. her plejer man sit ego hver gang man skriver en status eller deler et billede af sit oh så perfekte liv... ikke minst de menesker hvor hvem det ikke er nok at have en profil på facebook, de er også nød til at have deres egen facebook side hvor de kan ligge billeder ud af dem selv og fortæle hvor godt det hele går. det er kvalmene. at man sætter sig selv op på en pelistal, og synes selv man er vældig vigtig og fantastisk ud at dømme fra alle de likes man for, og alt den opmærksomhed, tænk at man har brug for alt den opmærksomhed for at føle sig ok.  den form for selv dyrkelse. er klam. og jeg bidrager sådan set selv til den med at skrive dette og dele det. jeg tænker at de menesker der gør dette må føle sig meget ensomme, selvom de via disse sider hævder at være meget populær. det er fordi min generation er vokset op i et samfund som elsker selv dyrkelsen, og egoismen. den anden digter jeg er faldet over som jeg virkelig elsker er Michael Strunge(ham der kunne flyve ;)). hans samfundskritik af 80érne passer til det samfund vi har i dag. egoistiske borgere der er så ligeglad med det hele, som kun gider at interessere sig for poltik en gang hver 4. år, og ellers er indelukket i sin lille snævre kreds af menesker fra samme samfundsklasse eller lokal område. har man boet i århus hele sit liv hvorfor skulle man så nogensinde flytte andre steder hen? alt hvad der er vestpå er jo bare en ko stal og et fælles lokum og et stort tyskerædende hav. det er måske derfor jeg skifter lidt mellem at snakke med ham og hende pigen fra min by jeg fortalte om sidst. så er der to modpoler. når mig og ham er sammen snakker vi om hvor forfærdeligt det er at den vestlige verdens svar på teror altid er mere overvågning, mere sikkerhed, lukkede grænser osv. samtidig bilder vores politikkere os ind at de giver os mere frihed ved at tage frihed fra os!? samtidig laver de en offentlighedslov der fratager journalister og dermed os alle sammen retten til at vide hvad der foregår. og imens er vi ligeglade. men det er ikke for være sur. for når man først har indset at verden er fyldt med idioter, og man selv udgør en del af dem. så kan man nemmere glædes over det, og grine af denne overfladisk verden.  jeg kalder det ydre fred og indre vrede, og så længe jeg nøjes med at lade vreden komme til udtryk i mine noveller og historier så kan jeg være glad.




jeg har ikke følt sådan en stædighed indeni, en brændende ønske om at bestemme selv, og sådan en selvtillid længe. ikke siden jeg var sammen med min x. det er fantastisk at være sådan i fred med sig selv, og selvværd igen. sådan en blanding af indre vrede og lyst til at kysse hele verden.
om ca. 3 måneder er jeg HF student. og træder dermed langt om længe efter 5 års kamp ud af Rindum Kjærgaard (special skolen) skygger. det har været en lang kamp men om. det kan betale sig i det lange løb ikke altid gøre hvad man for besked på, huen er beviset. flygten og stædigheden til endelig at tage flugten da den var muligt, da jeg fik "enkelte timer" i 9. klasse og valgte at blive der. og dermed var vejen væk fra en pdaegokik hvor man ikke må gøre ting man ikke er god til. og ikke må snakke med folk der ikke går på special skolen. det for mig til at tænke på den tid, og så meget desto mere vigtigt at jeg for huen. sejren over den tid, og beviset på at jeg ikke hørte til på sådan et fornedrende sted.  hvor kommer alt denne selvtillid fra? en hvis magen jeg ikke har set siden efteråret 2013? i uge 6 skulle jeg lave SSO( større skriftlig opgave) (HFs lidt fesne svar på SRP ;) ) jeg havde, ret modigt valgt ikke bare at skrive i samfundsfag, men også at hylde koldkrigsnørden i mig. jeg skulle skrive om DDR. nærmere bestemt om sammenlægningen mellem øst og vestyskland, og konsekvenserne. dvs. de økonomiske og sociale konsekvenser. tyskland er her 25 år efter murens fald og næsten 20 år efter indførslen af solidaritetskaten, stadig et delt land. de store virksomheder er stadig i vesten, og unge flytter mod bedre muligheder og efterlader en stor andel ældre der faktisk længtes tilbage til en tid med lov og orden. elementer af diktaturet lever dog stadig i bedste velgående. bl.a. Die Linke der som bekendt udspringer af monopol partiet SED(socialistische einheitspartie) der før havde ene magt i DDR.
det gik bedre end jeg havde turet håbe på. jeg ful førte noget jeg anså som umuligt og afleverede således 17 sider om den poltiske konsekvens af 40 års socialistisk diktatur og kapitalismens hårdere og nådesløse indmarch i arbejder og bondestaten. langt bedre end jeg havde turde håbe på. det gav mig et selvtilidsbuust jeg ikke har følt i halvandet år.

 pludselig var jeg i fred med mig selv, og troede på fremtiden. rigtig meget endda. begyndte at tænke på at flytte øst på, nordpå. Aalborg Universitet. Historie, og så en kandidat i enten forskning eller journalistik. har også tænkt på journalisthøjskolen. jeg agter nok også at forsøge min drengedrøm om at blive skuespiller, de tager dog kun 8 ind om året og ca 800 søger. jeg var også på åbent hus på Aalborg Universitet for 14 dage siden, og forelskede mig i tanken om universitets liv i Aalborg. bo i centrum eller i vestbyen. søgte på aku for boliger og fandt flere end jeg lige havde regnet med. fik at vide efter at have ringet til dem at man kunne bestille et helt år i forvejen, hvilket vil passe mig fint. i Aarhus er det et halvt år. sådan en dejlig stædighed og lyst til at gøre hvad jeg selv vil. ligesom i 10. klasse. modsat dengang var der her en lille faktor der ikke slukkede den drøm, men satte den på stanby.

da jeg for et halvandet år siden flyttede hjemmefra og skulle ud og bo selv, kun med bostøter en gang om ugen, var det i kortene af et afdrag på mit indskud skulle gå igang med det samme. det er desværre aldrig sket. jeg skylder derfor kommunen 14000. uforudset udgift ;). jeg rådførte mig både med Ringkøbing Skjern, og med Aalborg Kommune som begge fortalte mig at man ikke kan søge et indskud i en ny komurne hvis man i forvejen skylder et andet sted, altså i en anden komuene. satans! hun fik sgu ret! ;) alle mine tanker gik fra om jeg kunne flytte til hvordan de penge kunne skaffes. min morster foreslog et sommerjob i tivoli, der var SU lån, og min familie har længe ville sælge vores modeljernbane. den vil dog kun hjælpe de første 5000. oprettede for en sikkerheds skyld en profil på boligportalen og søger nu værelse forskelige steder, dvs, århus, aalborg og viborg, overvejer også et mere, men ved ikke om 4 forskellige steder er for mange. jeg mangler et fag for at komme ind på uni, og det var så meningen jeg ville læse tysk B på et pågældende VUC. har også overvejet at flytte til Herning til sommer i deres ungdomsboliger hvis indskud er på lige omkring 6000 for 60m2. og en huslege på 2000 til 2500 om måneden. på den måde vil jeg falde ud af det økonomiske system jeg køre i øjeblikket hvor jeg har fast 2300 til mig selv. meningen er under alle omstændigheder at de 14000 kr i gæld skal forsvinde inden for et år, og jeg vil isåfald have større mulighed for at kunne betale mere tilbage hvis jeg enten lå til en god løn eller fik den top SU jeg er berettiget til( 6500). så kunne jeg sagtens betale 1000 kr af om måneden. det ville blive svære hvis jeg boede i stjern hvor jeg er bondet til de 2300 hvorfor afraget vil blive væsentligt mindre. men de vil gerne hjælpe mig har de sagt, og det må jeg jo tro på, men har nu alligevel en profil på boligportalen og 5000 kr til en bolig i Herning som jeg hellere vil, men jeg ved det ikke og er ikke sikker endnu. vil gerne væk fra skjern. det er en hyggelig lille landsby, og jeg elsker den, og mit dejlige Vestjylland. men det er også tid til at komme videre i systemet og ud og se nye steder. har en sådan udlængsel. længsel til at komme væk herfra og videre. er også blevet forslået at rejse med en ven til færørene et år. under alle omstændigheder vil jeg trampe til sommer. i bedste Christoffer mccandles stil (into the wild) uden hjælpemidler bare rejse, på vejen og se hvor langt væk jeg kan komme. ud og få nogle oplevelser. skal snakke med VUC Nordjylland og århus igen på mandag, og bestiller en plads, og håber så inderligt på et værelse til sommer, imens undersøger jeg også muligheden for at flytte til Herning. bliver måske nok nød til at kysse drømmen om et sabatår farvel men ikke helt. uanset om det bliver journalisthøjskolen eller uni vil jeg søge om at starte i februar, og i det halve år op til vil jeg arbejde, eller rejse tænker jeg, men kan være jeg skifter mening. indtil da nyder jeg de sidste måneder som hf elev med mine søde klassekamerater, mens jeg frygter eksamen mere og mere, skønt det er fag jeg ikke er svag i.

Har siden min bedste vens al for tidlige død i et færdselsuheld sidste sommer, haft sværere ved at slippe min bekymring hvis en ven har været meget nedtrykt. Tør ikke risikere at komme for sent til at hjælpe, hvis jeg på nogen måder kan undgå det. Dette var også grunden til min noget fejlslagene ”redningsaktion” denne vinter:  Det startede med at jeg mistede kontakten til min ex kæreste i november, dagen efter at vi havde snakket om at mødes - vi havde havde haft on/off kontakt det sidste halve år forinden. Jeg havde været til foredrag om hendes diagnose, hvilket fik en lille bekymring til at vokse sig stor. Hun havde haft depression året før, og jeg blev nu meget bekymret for om dette var ved at ske igen. Snakkede med bl.a. Sind om hvad jeg skulle gøre, og blev rådet til at sørge for at fortælle hende at jeg var der for hende – bare små hilsner, med jævne mellemrum. Var meget bekymret og brugte de mellemled jeg havde til rådighed for at sende små hilsner da jeg selv ikke havde mulig for det grundet blokering. kontakten  via andre var efter råd fra sind og andre autismesider, der mente forsigtig kontakt ville være vigtig. Fik dog sendt en direkte hilsen i form af en opmuntrende sang i starten af februar, hvorefter tingene eskalerede. Sinds gode råd havde gjort mere skade end godt. I stedet for at hjælpe, havde mine små hilsner fået min ex til at føle sig forfulgt og dråben var min lille musikhilsen, hvilket fik hende til at true med politi. Jeg er naturligvis meget ked af at mine handlinger har gjort hende så ked af det, hvilket på intet tidspunkt har været min plan – tværtimod. Håber hun med tiden kan tilgive mig, og se det som det var. En dum misforståelse, men med de bedste bagtanker. Ved at hun er min ex – altså min forhenværende kæreste, men det betyder vel ikke at jeg så skal holde op med at ønske at hun har det godt, og at jeg ikke holder af hende, for det gør jeg. Vil da også sige at jeg trods det skete, stadig er her for hende. jeg savner måden vi snakkede og grinede med hinanden på. håber ikke vi skal slutte som uvenner.

i mellemtiden har jeg haft svært ved at tage det seriøst når en pige sagde jeg så godt ud. . men snakker dog med nogle der synes jeg er sød, og som jeg synes er sød. der er som sagt en sød pige i min by der dog er taget. jeg begyndte så at snakke med en sød pige fra samme by som min x. vi begyndte hurtigt at flirte med hinanden. snakken blev op til ssoen mere og mere kærlig, da hun ret hurtigt sagde de tre ord ville jeg skræmme hende lidt væk. vi havde snakket om at mødes første gang, i Viborg og jeg sagde at jeg kendte en romantisk park. og da jeg fortalte hvorfra jeg vidste den var romantisk sagde hun bare at vi skulle gøre det til vores sted. til at starte med var jeg meget betænkelig ved at hun boede i samme by som min x, fordi jeg ikke vidste hvordan hun ville reagere. hun fik så en sygdom og har udsat det til hun for det bedre. i mellemtiden fandt jeg ud af hvorfor hende den søde her i min by ikke var begejstret for at jeg havde fundet denne pige. hun var shaloux. jeg fik at vide hvordan hun havde det, og jeg sagde så at det var gengalt, men træls at det først kom nu, når hun var sammen med en anden, så jeg ikke rigtig kunne tillade mig at reagere men at hendes fyr var meget heldig. savner det dog ikke. jeg elsker at være mig selv. jeg har lært at elske at være alene. elsker at bo selv, og have mit eget sted, at kunne isolere mig i mine 63m2 og låse døren og skure højt op for grammofonen. har ikke travlt med det. det eneste tidspunkt jeg rigtig savner det, er når jeg skal sove. har en vane med at folde dynen sammen og holde om den som var det en småbuttet pige jeg holdte om. he he. når jeg savner følelsen kan hende fra min by og hende jeg vil mødes med give mig lidt af den. nu må vi se.

long story short holder jeg mine muligheder åbne. både i forhold til fremtiden og udannelser(VUC i Herning eller i Aalborg eller Aarhus, universitetet, eller journalisthøjskolen), men også i forhold . dog med piger går jeg lidt langsomt frem, tror jeg er en klog ting. har ikke tralvt. sex på første date, ender man som regel med at fortryde og føre sjælent til mere, og faktisk er jeg mere bange for at såre andre nu, end selv at blive såret. bange for at jeg ikke vil kunne lade være at udnytte det, hvis en pige var glad for mig, men det ikke var gengældt.
er åben både for at komme væk til sommer, komme til at læse i Aalborg og på journalisthøjskolen, og vuc i nordjylland eller øst hvis boligportalen vil give mig muligheden. åben for at flytte til herning og læse de resterende fag der. fremtiden er åben, og jeg er ikke bange. er glad, og til dels selvsikker, i min selvtilid kan jeg elske alle andre. og takket være den pludselige tragedie sidste sommer har jeg lært hvor smukt det hele er, en piges smil, en skyfri himmel, bladende på træerne, at gå gennem Aarhus, eller min hyggelige lille landsby. smagen af øl, af kaffe, af mælk,  at kunne mærke andre. at kunne få lov at lære Pink Floyd at kende. The dark side of the moon, 70er rock, eller grunge. omvendt nyder jeg også den narcesiseme jeg hader. da jeg stod i ringkøbing i sidste uge og talte imod at vi som reaktion på terorangrebet i københavn, lukkede grænserne skærpede sikkerheden og øgegede overvågningen. vi straffer os selv, ved at give efter for lige nøjagtig det de prøver at sprede. frygt. fik megen ros, nogle muslimske piger sagde jeg så godt ud, og en lokal journalist spurgte til mig for at være sikker på at jeg blev citeret rigtig. jeg var berømt lige et øjeblik :P. kan måske godt forstå de menesker der har facebook sider om dem selv, det må være dejligt med alt den opmærksomhed. men den bør ikke være nødvendig hvis du har det godt. jeg har ikke fortjent den. nyder godt af den lille smule forskel jeg kan gøre for min afdeling, og de smil jeg kan sprede blandt venner, som jeg elsker. de er meget mere værd end mig. uden dem var jeg ingenting. jeg er ikke vigtig. men jeg kan lide mig, elsker at have fundet større fred med mig selv. at jeg ikke går op i hvad andre tænker om mig. de har ret til deres mening, men de kender mig ikke, og jeg er ligeglad. for mig er opskriften på lykke: at have noget at lave, noget der giver mening, der bekræfter ens værdier og som føles godt. noget at håbe på, selvom det måske er naivt, og nogen at elske, selvom det ikke er gengældt. man må for alt i verden stille spørgsmålstegn ved verden, ved samfundet og dens ledere, men vigtigst må man stille spørgsmålstegn ved ens egne værdier, for bedre at kunne stå ved dem og se det fr andre vinkler. jeg er ikke så agrasiv en socialist som jeg har været. jeg kan ikke længere lide, når min forman kalder Lars Løkke en nasserøv, og hævder at venstre vil slå velfærdstaten ihjel. det er der ingen pariter i folketinget der vil, alle ønsker bare at ændre den. og det er simpelhen for lavt at gå efter personen og ikke hans poltik. vigtigst i verden er kærligheden. vigtigere end kariere, hus, og matriele goder og selvdyrkelse. det vigtigste er følelser. vores venner og familie. uden dem er man intet. uden kærlighed er man intet. og kærligheden til verden og til andre må altid være støre end kærligheden til dig selv. elsk verden, og mindst en vil elske dig tilbage. de bedste venner i verden, er dem der vender tilbage selvom du såre dem.

om 3 måneder træder jeg ud af rindum kjærgaards skygge og bliver HF student.
den næste blog kommer 26. Juni.