opskriften på lykke.

hvad er lykke? hvornår er man lykkelig? det spørgsmål stillede jeg mig selv for et par dage siden efter en forholdsvis vellykket terminsprøve i Engelsk, hvor temaet netop var- lykke. hvornår er man lykkelig? en af mine bedste venner bor her i Skjern, vi har kendt hinanden siden 9. klasse, hvad der føles som en evighed siden( 4 år), hvor vi begge var avisbude(slaver ;)) for dagbladet. et ret specielt venskab. vores kemi hvis man kan kalde den det, er særlig. man kan sammenligne den lidt med Esben Bjerre og Peter Falktoft fra Monte Carlo, for jer der kan huske det bedste radioprogram siden monkey Buisenes, eller tæskeholdet. (for jer der ikke ved hvad det var og er, så var det et radioprogram der på lettere satirisk vis, og med en god omgang jysk ironi behandlede nyhedstrømmen, altid på en måde hvor de tog de største opblæste og førte det ned på det niveau det hørte hjemme med budskabet om at det hele nok skulle gå, lige i tidsånden. i dag er det et tv program kl 22 hver mandag til torsdag på dr3), hvor jeg er Esben bjerge, den spontane og rolige, og nok også den med mest OCD XD og ham som falktoft, den mest frække og rappe i replikken af os, der altid som udgangspunkt er lidt træt af verden. når vi er sammen starter samtalen som regel ret overfladisk og fjollet, vi banalisere nyhederne, og os selv. så bliver den ellers hurtig dyb, vi snakker om problemerne i verden og har en nogenlunde fælles forståelse for hvordan vi menesker burde være over for hinanden. vi kommer altid inden over religion, da han er atheist og prøver at overbevise mig om at blive det. han er ved at lykkedes. vi snakker om hvor koprute vores poletikkere er, både regering og oposition, og så bliver samtalen ellers filosofisk, og ender som regel igen lettere overfladisk. hvor om alting er så er det også lidt hans indflydelse at jeg tænker over de dybere spørgsmål i livet. hvad er lykken? findes det perfekte sammenfund? det skyldes ikke kun ham. for tiden i dansk undervisningen har vi nemlig været igennem modernismen og eksistentialismen. her er jeg faldet over den eksistentialistisk tanke at for at være lykkelig må man først have været virkelig ulykkelig. man må have mærket bunden. der hvor intet giver mening. der hvor sandheden kommer frem, den grumme sandhed. at verden ikke er så lys som vi gik og troede, at menesker er kolde og egoistiske og kun tænker på sig selv. at en hver handling i livet er egoistisk. når jeg skriver dette regner jeg med en hvis form for anerkendelse som gør mig glad for eksempel selvom jeg enlig et eller andet sted hader at snakke om mig, for jeg hader narcissisme. når menesket gør et alt for stort nummer ud af at pleje sig selv og sørge for opmærksomhed, unødet opmærksomhed. facebook er et glimrende eksempel. her plejer man sit ego hver gang man skriver en status eller deler et billede af sit oh så perfekte liv... ikke minst de menesker hvor hvem det ikke er nok at have en profil på facebook, de er også nød til at have deres egen facebook side hvor de kan ligge billeder ud af dem selv og fortæle hvor godt det hele går. det er kvalmene. at man sætter sig selv op på en pelistal, og synes selv man er vældig vigtig og fantastisk ud at dømme fra alle de likes man for, og alt den opmærksomhed, tænk at man har brug for alt den opmærksomhed for at føle sig ok.  den form for selv dyrkelse. er klam. og jeg bidrager sådan set selv til den med at skrive dette og dele det. jeg tænker at de menesker der gør dette må føle sig meget ensomme, selvom de via disse sider hævder at være meget populær. det er fordi min generation er vokset op i et samfund som elsker selv dyrkelsen, og egoismen. den anden digter jeg er faldet over som jeg virkelig elsker er Michael Strunge(ham der kunne flyve ;)). hans samfundskritik af 80érne passer til det samfund vi har i dag. egoistiske borgere der er så ligeglad med det hele, som kun gider at interessere sig for poltik en gang hver 4. år, og ellers er indelukket i sin lille snævre kreds af menesker fra samme samfundsklasse eller lokal område. har man boet i århus hele sit liv hvorfor skulle man så nogensinde flytte andre steder hen? alt hvad der er vestpå er jo bare en ko stal og et fælles lokum og et stort tyskerædende hav. det er måske derfor jeg skifter lidt mellem at snakke med ham og hende pigen fra min by jeg fortalte om sidst. så er der to modpoler. når mig og ham er sammen snakker vi om hvor forfærdeligt det er at den vestlige verdens svar på teror altid er mere overvågning, mere sikkerhed, lukkede grænser osv. samtidig bilder vores politikkere os ind at de giver os mere frihed ved at tage frihed fra os!? samtidig laver de en offentlighedslov der fratager journalister og dermed os alle sammen retten til at vide hvad der foregår. og imens er vi ligeglade. men det er ikke for være sur. for når man først har indset at verden er fyldt med idioter, og man selv udgør en del af dem. så kan man nemmere glædes over det, og grine af denne overfladisk verden.  jeg kalder det ydre fred og indre vrede, og så længe jeg nøjes med at lade vreden komme til udtryk i mine noveller og historier så kan jeg være glad.




jeg har ikke følt sådan en stædighed indeni, en brændende ønske om at bestemme selv, og sådan en selvtillid længe. ikke siden jeg var sammen med min x. det er fantastisk at være sådan i fred med sig selv, og selvværd igen. sådan en blanding af indre vrede og lyst til at kysse hele verden.
om ca. 3 måneder er jeg HF student. og træder dermed langt om længe efter 5 års kamp ud af Rindum Kjærgaard (special skolen) skygger. det har været en lang kamp men om. det kan betale sig i det lange løb ikke altid gøre hvad man for besked på, huen er beviset. flygten og stædigheden til endelig at tage flugten da den var muligt, da jeg fik "enkelte timer" i 9. klasse og valgte at blive der. og dermed var vejen væk fra en pdaegokik hvor man ikke må gøre ting man ikke er god til. og ikke må snakke med folk der ikke går på special skolen. det for mig til at tænke på den tid, og så meget desto mere vigtigt at jeg for huen. sejren over den tid, og beviset på at jeg ikke hørte til på sådan et fornedrende sted.  hvor kommer alt denne selvtillid fra? en hvis magen jeg ikke har set siden efteråret 2013? i uge 6 skulle jeg lave SSO( større skriftlig opgave) (HFs lidt fesne svar på SRP ;) ) jeg havde, ret modigt valgt ikke bare at skrive i samfundsfag, men også at hylde koldkrigsnørden i mig. jeg skulle skrive om DDR. nærmere bestemt om sammenlægningen mellem øst og vestyskland, og konsekvenserne. dvs. de økonomiske og sociale konsekvenser. tyskland er her 25 år efter murens fald og næsten 20 år efter indførslen af solidaritetskaten, stadig et delt land. de store virksomheder er stadig i vesten, og unge flytter mod bedre muligheder og efterlader en stor andel ældre der faktisk længtes tilbage til en tid med lov og orden. elementer af diktaturet lever dog stadig i bedste velgående. bl.a. Die Linke der som bekendt udspringer af monopol partiet SED(socialistische einheitspartie) der før havde ene magt i DDR.
det gik bedre end jeg havde turet håbe på. jeg ful førte noget jeg anså som umuligt og afleverede således 17 sider om den poltiske konsekvens af 40 års socialistisk diktatur og kapitalismens hårdere og nådesløse indmarch i arbejder og bondestaten. langt bedre end jeg havde turde håbe på. det gav mig et selvtilidsbuust jeg ikke har følt i halvandet år.

 pludselig var jeg i fred med mig selv, og troede på fremtiden. rigtig meget endda. begyndte at tænke på at flytte øst på, nordpå. Aalborg Universitet. Historie, og så en kandidat i enten forskning eller journalistik. har også tænkt på journalisthøjskolen. jeg agter nok også at forsøge min drengedrøm om at blive skuespiller, de tager dog kun 8 ind om året og ca 800 søger. jeg var også på åbent hus på Aalborg Universitet for 14 dage siden, og forelskede mig i tanken om universitets liv i Aalborg. bo i centrum eller i vestbyen. søgte på aku for boliger og fandt flere end jeg lige havde regnet med. fik at vide efter at have ringet til dem at man kunne bestille et helt år i forvejen, hvilket vil passe mig fint. i Aarhus er det et halvt år. sådan en dejlig stædighed og lyst til at gøre hvad jeg selv vil. ligesom i 10. klasse. modsat dengang var der her en lille faktor der ikke slukkede den drøm, men satte den på stanby.

da jeg for et halvandet år siden flyttede hjemmefra og skulle ud og bo selv, kun med bostøter en gang om ugen, var det i kortene af et afdrag på mit indskud skulle gå igang med det samme. det er desværre aldrig sket. jeg skylder derfor kommunen 14000. uforudset udgift ;). jeg rådførte mig både med Ringkøbing Skjern, og med Aalborg Kommune som begge fortalte mig at man ikke kan søge et indskud i en ny komurne hvis man i forvejen skylder et andet sted, altså i en anden komuene. satans! hun fik sgu ret! ;) alle mine tanker gik fra om jeg kunne flytte til hvordan de penge kunne skaffes. min morster foreslog et sommerjob i tivoli, der var SU lån, og min familie har længe ville sælge vores modeljernbane. den vil dog kun hjælpe de første 5000. oprettede for en sikkerheds skyld en profil på boligportalen og søger nu værelse forskelige steder, dvs, århus, aalborg og viborg, overvejer også et mere, men ved ikke om 4 forskellige steder er for mange. jeg mangler et fag for at komme ind på uni, og det var så meningen jeg ville læse tysk B på et pågældende VUC. har også overvejet at flytte til Herning til sommer i deres ungdomsboliger hvis indskud er på lige omkring 6000 for 60m2. og en huslege på 2000 til 2500 om måneden. på den måde vil jeg falde ud af det økonomiske system jeg køre i øjeblikket hvor jeg har fast 2300 til mig selv. meningen er under alle omstændigheder at de 14000 kr i gæld skal forsvinde inden for et år, og jeg vil isåfald have større mulighed for at kunne betale mere tilbage hvis jeg enten lå til en god løn eller fik den top SU jeg er berettiget til( 6500). så kunne jeg sagtens betale 1000 kr af om måneden. det ville blive svære hvis jeg boede i stjern hvor jeg er bondet til de 2300 hvorfor afraget vil blive væsentligt mindre. men de vil gerne hjælpe mig har de sagt, og det må jeg jo tro på, men har nu alligevel en profil på boligportalen og 5000 kr til en bolig i Herning som jeg hellere vil, men jeg ved det ikke og er ikke sikker endnu. vil gerne væk fra skjern. det er en hyggelig lille landsby, og jeg elsker den, og mit dejlige Vestjylland. men det er også tid til at komme videre i systemet og ud og se nye steder. har en sådan udlængsel. længsel til at komme væk herfra og videre. er også blevet forslået at rejse med en ven til færørene et år. under alle omstændigheder vil jeg trampe til sommer. i bedste Christoffer mccandles stil (into the wild) uden hjælpemidler bare rejse, på vejen og se hvor langt væk jeg kan komme. ud og få nogle oplevelser. skal snakke med VUC Nordjylland og århus igen på mandag, og bestiller en plads, og håber så inderligt på et værelse til sommer, imens undersøger jeg også muligheden for at flytte til Herning. bliver måske nok nød til at kysse drømmen om et sabatår farvel men ikke helt. uanset om det bliver journalisthøjskolen eller uni vil jeg søge om at starte i februar, og i det halve år op til vil jeg arbejde, eller rejse tænker jeg, men kan være jeg skifter mening. indtil da nyder jeg de sidste måneder som hf elev med mine søde klassekamerater, mens jeg frygter eksamen mere og mere, skønt det er fag jeg ikke er svag i.

Har siden min bedste vens al for tidlige død i et færdselsuheld sidste sommer, haft sværere ved at slippe min bekymring hvis en ven har været meget nedtrykt. Tør ikke risikere at komme for sent til at hjælpe, hvis jeg på nogen måder kan undgå det. Dette var også grunden til min noget fejlslagene ”redningsaktion” denne vinter:  Det startede med at jeg mistede kontakten til min ex kæreste i november, dagen efter at vi havde snakket om at mødes - vi havde havde haft on/off kontakt det sidste halve år forinden. Jeg havde været til foredrag om hendes diagnose, hvilket fik en lille bekymring til at vokse sig stor. Hun havde haft depression året før, og jeg blev nu meget bekymret for om dette var ved at ske igen. Snakkede med bl.a. Sind om hvad jeg skulle gøre, og blev rådet til at sørge for at fortælle hende at jeg var der for hende – bare små hilsner, med jævne mellemrum. Var meget bekymret og brugte de mellemled jeg havde til rådighed for at sende små hilsner da jeg selv ikke havde mulig for det grundet blokering. kontakten  via andre var efter råd fra sind og andre autismesider, der mente forsigtig kontakt ville være vigtig. Fik dog sendt en direkte hilsen i form af en opmuntrende sang i starten af februar, hvorefter tingene eskalerede. Sinds gode råd havde gjort mere skade end godt. I stedet for at hjælpe, havde mine små hilsner fået min ex til at føle sig forfulgt og dråben var min lille musikhilsen, hvilket fik hende til at true med politi. Jeg er naturligvis meget ked af at mine handlinger har gjort hende så ked af det, hvilket på intet tidspunkt har været min plan – tværtimod. Håber hun med tiden kan tilgive mig, og se det som det var. En dum misforståelse, men med de bedste bagtanker. Ved at hun er min ex – altså min forhenværende kæreste, men det betyder vel ikke at jeg så skal holde op med at ønske at hun har det godt, og at jeg ikke holder af hende, for det gør jeg. Vil da også sige at jeg trods det skete, stadig er her for hende. jeg savner måden vi snakkede og grinede med hinanden på. håber ikke vi skal slutte som uvenner.

i mellemtiden har jeg haft svært ved at tage det seriøst når en pige sagde jeg så godt ud. . men snakker dog med nogle der synes jeg er sød, og som jeg synes er sød. der er som sagt en sød pige i min by der dog er taget. jeg begyndte så at snakke med en sød pige fra samme by som min x. vi begyndte hurtigt at flirte med hinanden. snakken blev op til ssoen mere og mere kærlig, da hun ret hurtigt sagde de tre ord ville jeg skræmme hende lidt væk. vi havde snakket om at mødes første gang, i Viborg og jeg sagde at jeg kendte en romantisk park. og da jeg fortalte hvorfra jeg vidste den var romantisk sagde hun bare at vi skulle gøre det til vores sted. til at starte med var jeg meget betænkelig ved at hun boede i samme by som min x, fordi jeg ikke vidste hvordan hun ville reagere. hun fik så en sygdom og har udsat det til hun for det bedre. i mellemtiden fandt jeg ud af hvorfor hende den søde her i min by ikke var begejstret for at jeg havde fundet denne pige. hun var shaloux. jeg fik at vide hvordan hun havde det, og jeg sagde så at det var gengalt, men træls at det først kom nu, når hun var sammen med en anden, så jeg ikke rigtig kunne tillade mig at reagere men at hendes fyr var meget heldig. savner det dog ikke. jeg elsker at være mig selv. jeg har lært at elske at være alene. elsker at bo selv, og have mit eget sted, at kunne isolere mig i mine 63m2 og låse døren og skure højt op for grammofonen. har ikke travlt med det. det eneste tidspunkt jeg rigtig savner det, er når jeg skal sove. har en vane med at folde dynen sammen og holde om den som var det en småbuttet pige jeg holdte om. he he. når jeg savner følelsen kan hende fra min by og hende jeg vil mødes med give mig lidt af den. nu må vi se.

long story short holder jeg mine muligheder åbne. både i forhold til fremtiden og udannelser(VUC i Herning eller i Aalborg eller Aarhus, universitetet, eller journalisthøjskolen), men også i forhold . dog med piger går jeg lidt langsomt frem, tror jeg er en klog ting. har ikke tralvt. sex på første date, ender man som regel med at fortryde og føre sjælent til mere, og faktisk er jeg mere bange for at såre andre nu, end selv at blive såret. bange for at jeg ikke vil kunne lade være at udnytte det, hvis en pige var glad for mig, men det ikke var gengældt.
er åben både for at komme væk til sommer, komme til at læse i Aalborg og på journalisthøjskolen, og vuc i nordjylland eller øst hvis boligportalen vil give mig muligheden. åben for at flytte til herning og læse de resterende fag der. fremtiden er åben, og jeg er ikke bange. er glad, og til dels selvsikker, i min selvtilid kan jeg elske alle andre. og takket være den pludselige tragedie sidste sommer har jeg lært hvor smukt det hele er, en piges smil, en skyfri himmel, bladende på træerne, at gå gennem Aarhus, eller min hyggelige lille landsby. smagen af øl, af kaffe, af mælk,  at kunne mærke andre. at kunne få lov at lære Pink Floyd at kende. The dark side of the moon, 70er rock, eller grunge. omvendt nyder jeg også den narcesiseme jeg hader. da jeg stod i ringkøbing i sidste uge og talte imod at vi som reaktion på terorangrebet i københavn, lukkede grænserne skærpede sikkerheden og øgegede overvågningen. vi straffer os selv, ved at give efter for lige nøjagtig det de prøver at sprede. frygt. fik megen ros, nogle muslimske piger sagde jeg så godt ud, og en lokal journalist spurgte til mig for at være sikker på at jeg blev citeret rigtig. jeg var berømt lige et øjeblik :P. kan måske godt forstå de menesker der har facebook sider om dem selv, det må være dejligt med alt den opmærksomhed. men den bør ikke være nødvendig hvis du har det godt. jeg har ikke fortjent den. nyder godt af den lille smule forskel jeg kan gøre for min afdeling, og de smil jeg kan sprede blandt venner, som jeg elsker. de er meget mere værd end mig. uden dem var jeg ingenting. jeg er ikke vigtig. men jeg kan lide mig, elsker at have fundet større fred med mig selv. at jeg ikke går op i hvad andre tænker om mig. de har ret til deres mening, men de kender mig ikke, og jeg er ligeglad. for mig er opskriften på lykke: at have noget at lave, noget der giver mening, der bekræfter ens værdier og som føles godt. noget at håbe på, selvom det måske er naivt, og nogen at elske, selvom det ikke er gengældt. man må for alt i verden stille spørgsmålstegn ved verden, ved samfundet og dens ledere, men vigtigst må man stille spørgsmålstegn ved ens egne værdier, for bedre at kunne stå ved dem og se det fr andre vinkler. jeg er ikke så agrasiv en socialist som jeg har været. jeg kan ikke længere lide, når min forman kalder Lars Løkke en nasserøv, og hævder at venstre vil slå velfærdstaten ihjel. det er der ingen pariter i folketinget der vil, alle ønsker bare at ændre den. og det er simpelhen for lavt at gå efter personen og ikke hans poltik. vigtigst i verden er kærligheden. vigtigere end kariere, hus, og matriele goder og selvdyrkelse. det vigtigste er følelser. vores venner og familie. uden dem er man intet. uden kærlighed er man intet. og kærligheden til verden og til andre må altid være støre end kærligheden til dig selv. elsk verden, og mindst en vil elske dig tilbage. de bedste venner i verden, er dem der vender tilbage selvom du såre dem.

om 3 måneder træder jeg ud af rindum kjærgaards skygge og bliver HF student.
den næste blog kommer 26. Juni.