fredag den 28. november 2014

tillykke! du er i live!

tillykke kære læser! du er i live! luk øjnene og tag en dyb indånding, og mærk hvordan luften kommer ud i hele kroppen, pust nu ud. åben nu øjnene og kik væk fra skærmen, kik dig omkring og forundre dig over alle de farver der er. også selvom væggen har en skrigende, intetsigende tom og hvid farve, bare nyd farverne. gå udenfor og mærk luften. gå ind igen. og tag en bid eller noget at drikke og nyd smagen, inden det suser ned i maven. nyd at du er i live. lige i dette øjeblik. livet er lige nu. der er ikke andet end lige her, lige nu. fremtiden er en utopi, og fortiden er grunden til at du lige nu læser dette. nyd øjeblikket. hold alle tanker om en mulig vidunderlig og fuldstændig fantastisk fremtid ude af hovedet. det er din hjerne der fucker med dig. der er kun nu, lige her. tænk på en særlig person, mand eller kvinde. og nyd tanken. og hvor meget den person betyder, og tro mig når jeg siger, at du kære læser er noget helt særligt, og fuldkommen unik. ligesom alle andre. du er ikke et hak bedre end dem, men du er unik. dyrk det. dyrk det der gør dig unik. og nyd det. nyd lige nu. for jeg har en trist nyhed. du skal dø! det er ikke en trussel, sådan er det bare, hvornår? det er en overraskelse, men lige pludselig en dag. bliver der slukket på kontakten. og så er det fuldstændig slut. så er der ikke mere. måske. så nyd lige nu, lev i nuet. ikke have øjnene rettet alt for meget med en nær eller fjern fremtid. men nyd det. lige her lige nu. at du trækker vejret. at farverne ingen ende vil tage. at musikken lyder så fantastisk og længselsfuldt, at din livret smager så godt. at hendes læber er så bløde, at du nyder hende/ hans selskab. og sørg for at sige hvor meget den person betyder, og værdset det. værset omsorgen, selvom det ikke er fra en særlig. hold personen fast, for en dag er det slut. og så vil du fortryde alt det du ikke fik gjort. du har kun et øjeblik. så skal du herfra igen.

Olivers død har ændret mit syn på livet, og hvad der er vigtigt.

Olivers død gjorde utrolig ondt, og jeg kom ned i et stort mørkt hul af fortvivlelse over livet. hvad var meningen med det hele hvis alt det man holder af alligevel forsvinder ud af hænderne på en uanset hvor meget man prøver at holde fast, glider det. hvad var meningen med livet hvis det alligevel bare sluttede så pludseligt og uden advarsel, hvad var meningen med en kirke og en religion hvis den gud var ansvarlig for at han ikke var her mere. hvordan kunne han overhovedet eksistere når der var så meget had vold, lemlæstelse sult nød og krig i verden? så meget uretfærdighed. gud var ond. det var nogle meget svære måneder, hvor jeg havde svært ved at smile og mene det. så mødte jeg en. hun var rigtig sød og vi lagde os i en park og kyssede, og tog hjem til hende og lå tætte, men der kom ikke noget seriøst ud af det. så kom jeg i kontakt med en anden der havde samme kærlighed til pink floyd, jeg tog på camping i Nordjylland med pigerne fra klassen. det var rigtig hyggeligt. og pludselig var der åbnet for boks et igen. og vi skrev frem og tilbage. der var undskyldninger, men en god tone. og ikke så mange diskussioner. jo mere jeg tænkte på Oliver jo mere tænkte jeg på at livet kan slutte fra det ene øjeblik til det andet. det kan være ovre med et blik. jeg begyndte at prioritere at leve så meget jeg kunne i nuet. for Olivers og min egen skyld. vi skæntes. man skal ikke planlægge hele livet og at det hele skal være på en bestemt måde. man skal leve lige her og nu. nyde de menesker der er omkring dig og som vil dig, og så ikke se alt som umuligt. ikke alt behøver have mening. alle meneser behøver ikke have et formål for en for at være gode nok, hvis de vil dig, og ikke løber skrigende væk når man kæmper med hinanden er det værd. dem skal man holde fast i. desuden er livet ikke når man når målet. mand hus vovse og Volvo og undanelsen og fantastiske børn. livet er ikke når man har nået målet. det er rejsen derhen og de omveje man må tage undervejs. og livet er dejligt, det er unikt. og fuldkommen ufattelig. dermed ikke sagt at der ikke er noget at brokke sig over. det er der vores samfund er uterligt. det bliver mere og mere korrupt når virksomhederne nu kan købe sig til partiernes holdninger via såkaldte erhvervsklubber. unge er mere og mere narcissistiske og vesten har endnu ikke fundet udad  at krig intet løser. ja jeg er imod måden vi bekæmper IS. at vi uden tøven, og som første løsning valgte krig, og at vi samarbejder med siamuslimer der hader vesten mindst lige så meget. .....det var det. ikke mere brok. 



kære læser, det er i disse dage et år siden jeg skrev for første gang herinde. dengang var det ment som en slags terapi. at fortælle om mit liv, om svigtet fra min far, min tid i DDR( specialskolen) ungdomsoprøret, og sidste år. i alt i 14 afsnit. så det må vel være på sin plads at kikke tilbage på 2014.

igen jeg har det med at sammenligne det pågældende år med det forgangende år. og skulle je vælge hvilket jeg hælst ville genopleve, så ville jeg uden tøven vælge 2013. det var et dejligt år. der skete så mange gode ting. idag har jeg kun en play liste på spotyfy der minder mig om den tid. om Holstebro HF og de tanker jeg havde dengang. om Berlinturen i uge 7. om påskekurset. om sidste dag på skolen. på drama eksamen. en tid hvor håbet synes lysegrønt efter alle de kærestesorger og the dark side of the moon fortalte mig at det hele nok skulle gå. jeg blev forelsket i Pink Floyd. musik med mening. musik med sjæl. musik med håb. jeg blev også rigtig forelsket. husker den sommer, så meget bedre end sommeren i år. meget lysere, og bedre, når bare man kunne lægge med armene om hende og se på hende og ikke behøvede mere, og et øjeblik kunne vare længe. da jeg flyttede hjemmefra. blev mere eller mindre selvstændig. hørte 60ér musik hver gang jeg skulle derop. og det altid var den lange rejse værd. hver gang. og hold da kæft hvor var hun lækker dengang ;) 
og det var jeg også. de vilde gym dage.

tiden for netop et år siden er mere eller mindre væk. og uden betydning. selvfølgelig glemmer jeg ikke hvor ked af det jeg var, men jeg husker på hvad der var før den smerte. så var det sgu alle tårende og trist heden og hadet til kræligheden værd, at få den sommer med mig. den bedste sommer længe. kæft hvor ville jeg gerne genopleve 2013. det dejlige forunderlige år.kæft hvor skete der mange ting. dermed ikke sagt at 2014 ikke har været noget særligt. men nøj hvor har det været et mærkeligt år. et underligt, bizart, deprimerende sorgfuldt, men også dejligt år. 



2014. vinteren var grå og trist, og det meste a tiden gik med lettere mislykkede dates, diskutioner og fortvivlelse. så kom foråret heldigvis. min tid på Herning hf synes usikker. men jeg knoklende for at blive. jeg mødte min søde Aspreger veninde og eneste faste læser af denne blog. jeg vil ikke være hendes venskab foruden, selvom vi ikke ser meget til hinanden lige nu. det blev påske. lidt mærkelig men en god påske i selskab med dsu, og for første gang længe hende. det var hyggeligt, vidste dog ikke helt hvad jeg skulle regne med efter alle de disksutioner, men vi opførte os som 2 der ikke har set hinanden længe. diskurionerne var der stadig, men de faldt i niveau. det blev sommer. jeg stod næsten til at blive smidt ud af hf men jeg klarede lige nøjagtig eksamen. vil desvære nok mest huske 2014 for Olivers død. den ligger stadig dybt i mig. Monty pyhtons korte genforeningshow var en god ting. og jeg kom i kontakt med en sød pige der viste en masse forståelse for mig efter Olivers død. vi snakkede til kl 3 om natten deroppe på jobpatruljen over en meget dårlig Skype forbindelse. jeg mødte en anden  sød pige, en sommerflamme, der varede næsten 3 uger. hun var og er smuk. vi snakker stadig sammen, dog på et mere venskabeligt plan. hun havde bipolar. da jeg startede i skolen igen blev jeg pludelig vældig interesseret i diagnoser, andre end mine egne. ville lære bipolar at kende. læser stadig lidt om det. jeg læser om skizofreni som hende den anden havde og om ocd fordi jeg msitænkede mig selv for det XD. som sagt har vi skrevet efteråret igennem. hendes humør har været meget skiftende. jeg vil kun bringe et kort eksempel.

 fredagen inden den tilstående kongres snakkede vi fint sammen, humøret faldt så i løbet af ugen. onsdag ville hun aldrig snakke med mig igen hav et godt liv! da vi mødtes lørdag, snakkede vi dog fint sammen da vi endelig fik en mulighed for det, faktisk bedre end vi længe havde gjort. om aftenen  fjollede vi over sms men snakkede om at mødes privat. onsdagen efter kunne jeg skride af heleved til. sådanne skift har jeg oplevet siden. men det gør mig ikke noget. jeg har vendte mig lidt til at det er noget jeg ikke kan slippe for og at det er en del af hende. nu har jeg også læst mig lidt til oversagen. tanken er dog gået i løbet af året fra at forholdet skulle genoptages uanset hvad til at kontakten i sig selv er godt, og noget jeg nyder. for vi kan have det godt sammen, især når vi er sammen. jeg forventer mig intet. men tager det hele som det kommer. jeg nyder vores samtaler, og at vi kender hinanden så godt, på nogle punkter kender vi nok hinanden bedre end vi gjorde dengang. tror jeg også jeg kommer til til vi begge bliver gamle. hun er glad for at hun altid kan regne med mig så hvem ved? nu har jeg lært hendes diagnose at kende så føler bedre jeg kan regne med hende nu.



jeg har tidligere snakket om den psykiske mur uden om mig, at de nederlag jeg har oplevet er med til at føre den op af. og ikke mindst hvad jeg kunne gøre for at rive den ned. for ikke at blive alt for sur over Rindum Kjærgaard tænker jeg på de positive ting det medførte, mit kendtskab til Philip, en af mine bedste venner. jeg husker ungdomsoprøret, og har snakket meget op hvor fantastisk det var. men det er et eller andet sted ikke kun en god ting. for det gør noget ved en. man kan ikke leve i nuet. man er fst besluttet på fremtiden og er overbevist om at ingen og intet kan vælte en. og hvis nogen siger man skal slappe af så bliver man sur og vred. man er i en evig rus af totalt selvtillid, og det er da dejligt, men det gør ondt når man rammer jorden igen som jeg gjorde da jeg kom til Holstebro. det var ikke kun skidt. for den selvtillid gjorde at jeg kom på gymnasiet, at jeg kom væk fra specialeklassen, og 10 klasse. og den musik jeg hørte dengang er stadig delvist min yndlings musik. det der startede den mur var min fars svigt for 10 år siden. da jeg fortalte ham hvorfor jeg ikke ville hjem til ham, og han ikke troede mig. at han mente det var min mors ord ud af min mund. det har jeg båret nag for i 10 år næsten. her de sidste 2 år, særligt det sidste har han ønsket kontakten. her i efteråret skete der så noget.

vi aftalte at han i efterårsferien skulle komme og hente mig, og køre mig hjem til hans nye kæreste. 
inden dag tog vi en snak over en kop kaffe hos mig. han undskyldte for ikke altid at have været der for mig, og have løjet, og medvirket til at kontakten i mellem os var svag. jeg blev rørt men holdte det tilbage. andledningen til at han kom, var mit ønske om at overtage min farmors efternavn. Rosenwald. min far gav mig fødselsattesten, og ideen er at jeg skal overtage efternavnet pr. 1. februar 2015, 3 års dagen for hendes død. han gav mig nogle af hendes ting. og introducerede mig for min nye halvsøster. hende har jeg været meget i kontakt med siden. vi snakkede den dag om hvordan hun kunne klare at være sammen med ham hver dag. hun grinede. da jeg kom hjem sad det stadig i mig. at jeg var rørt over hvad han sagde. jeg blev klar over at han var nød til at vide hvorfor jeg har båret nag. det gik langsomt fra at jeg ville sige det til ham face to face, til at jeg vil sende ham et brev om det. jeg er dog nået frem til at det skal være først i det nye år. efter jul, men også før jeg overtager min farmors efternavn, jeg vil have denne stridighed ud af verden først. det ville min farmor sikkert også helst have. der lander en bombe af følelser i starten af januar. 

hvad er ellers mine planer for 2015? at leve i nuet i Olivers ånd, at bryde mere mur ned, muren mellem mig og hende, som synes nemmere at bryde med nu end for 6 måneder siden. at få muren knækket og rindum Kjærgaard skygge ud når jeg for huen så jeg kan give dem en kæmpe mellemfinger. ellers ved jeg ikke. jeg er bare glad for at være i live, med alt den smerte det medføre, jeg blev så rystet af Olivers død, at det var den smerte jeg ville have påført hvis jeg havde gjort det, den dag for 4 år siden. de sidste 2 år er der dog 6 unge menesker, alene i min kommune der har taget den vej. selvmord. og nej det er ikke kujonens vej. det er et råb om hjælp der er visket så stille så ingen kan høre det. det er for mange og politikkerne må og skal sætte ind. men ungdommen må også gøre en indsats for de psykisk svage. jeg talte til DSU s landsmøde for at man skulle undervises i trivsel i gymnasiet, på erhvervskolerne og ikke mindst folkeskolen. der må gøres noget. på landsmødet blev det også markeret at det er 25 år siden muren faldt og verden igen blev 1. efter 40 års kold krig. den mest betydningsfulde begivenhed i europæisk historie siden 2. verdenskrig. 

livet et dejligt og livet er kort. jeg vil gøre hvad jeg kan for at leve i nuet. og nyde hvert øjeblik, det visuelle og følelserne. nyde samtalerne og de få gange man kan ses. og holde fast i de menesker der betyder noget. for lige pludseligt en eller anden dag, er det hele slut.  julen er mere og mere en tid hvor jeg tænker over hvor kort og mærkeligt livet er, og hvordan de mennesker man møder former det.


alle livets små omveje er en del af en smuk tegning. - Karen Blixen. 

til alle læsere. glædelig jul, vi ses igen til påske . 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar