barndommen part 1: den tynde is.

Barndommen. Den skønneste tid i ens liv. Verden er så smuk og farverig, og hver dag er en ny leg, og det stopper aldrig. Man er glad altid. Den mest seriøse bekymring er om man nu får slik på fredag.
Idag er der kun få øjeblikke man husker tydeligt og ned til mindste detalje. Når jeg kikker i et fotoalbum er det tydeligt: dagene i Sommerland West i Hee, da jeg om sommeren sad nøgen på terassen og spillede guitar...eller prøvede ;), alle de rejser jeg har været på - især Prag har stor betydning. Kan huske da vi skulle op i rådhustårnet - nogle dage forinden havde jeg set en episode af Batman i tv, hvor Batman tog en glaselevator til hans grotte - så da vi skulle med glaselevator til toppen, var det selvfølgelig Batman's kontor... og det kalder jeg det selv den dag idag. Sørøverlejren til Gammelsogn med børnehaven, juleaften hos farmor - endte altid med at far og farmor skændes. Da jeg blev kørt ned af en mooncar i børnehaven, børnetv: hvaffor en hånd vil du have, tip tap tønde, Kaj og Andrea og bamse og kylling. Julen 1999 da jeg fik min elskede hund Olsen - opkaldt efter hovedpersonen i årets julekalender på tv2. Olsenbandens første kup. Jeg elskede den lille hvalp.

Jeg startede i Folkeskolens børnehaveklasse på Hee skole i August år 2000 Husker tydeligt første dag. Mest for en ting, jeg var bange for drengene i 7 klasse. så da en 7. klasser sagde jeg skulle tage bukserne ned, gjorde jeg det i rent frygt for konsekvenserne hvis jeg nægtede.
Jeg husker turene til hovestaden, til Amalienborg. Det var en syret oplevelse. Turene til thyborøn om sommeren, solen skinnede og jeg soppede i strandkanten. Turen til Italien i 2001. Jeg var bange for at flyve. Jeg husker 9/11, at vi fik nyheden at vide i skolen dagen efter og alle timer var aflyst fordi vi skulle snakke om det. Turen til sverige.

Jeg havde støttepædagog fra og med 0. klasse, hvad jeg skulle bruge dem til vidste jeg ikke, men det var nu meget hyggeligt. Idag tænker jeg at de skulle lære mig at blive social. I børnehaveklassen blev jeg mobbet fordi jeg var anderledes, det gjorde ondt. I 1. klasse tænkte jeg, at hvis jeg bare opførte mig lige så åndsvagt som de sagde jeg var ville de holde op. Det virkede, pludselig var jeg klassens komiker.

Igennem hele min barndom havde jeg weekender hos min far. hver 2. weekend. Han flyttede ret tit, først Ringkøbing, så Skjern, Varde, Esbjerg, osv. Husker en aften hvor han sad med en ven i Skjern og han pludselig blev hentet af politiet, fordi han havde været i slagsmål. Jeg hadede politiet for at have taget ham i 24 timer. Husker da han flyttede til Varde, han var underbo med en ældre mand. De flyttede sammen ud på en gård. Den ældre mand kunne ikke tåle at drikke, da han blev aggresiv af det. Med tiden fik han skræmt min far væk - til Esbjerg, hvor han blev forelsket i en kvinde. Denne kvinde kunne ikke tåle at han havde en fortid, hun kunne ikke tåle min mor og heller ikke mig. Jeg begyndte at hade at skulle på weekend hos ham. Så meget af en fredag da han skulle hente mig, og klassen havde været i Givskud Løvepark, løb jeg hen til min oldemor, så han ikke kunne nå at hente mig. Jeg ville bare ikke. Min mor kom. Jeg kan huske at jeg græd. Hun kørte mig hen på skolen hvor han holdt og ventede, vi fik lov at gå i enrum med ham. Jeg fortalte ham hvorfor jeg ikke ville hjem til ham, at det altid var det samme vi lavede, at han aldrig holdt hvad han lovede, at han var mere samme med hende når jeg var der, og altid gjorde det hun sagde. og at jeg ikke kunne li at han brugte så lang tid i en spilleautomat-hal når jeg var der. Jeg kom ud med det hele, og jeg græd bagefter. Han troede ikke på mig. Han troede det var min mor der havde fået mig til at sige alle de ting imod mig. Han kaldte hende dårlige ting. og gik vredt. Han gik bare. Det hele braset sammen for mig. Min far som jeg elskede skred bare, og gav mor skylden. Der gik år før jeg så ham igen, en uge senere stod mine ting. der havde stået hos ham. i en carport. med et 4 siders brev til min mor, hvor han forklarede at han ikke gad at finde sig i at hun prøvede at tage mig fra ham, og at Susanne ikke ville have det.
Jeg troede jeg aldrig skulle se ham igen. at han hadede mig. Jeg græd. Men jo længere tid der gik, jo mere forvandles min kærlighed til ham til en form for had. for det han havde gjort. Skubbet mig væk, og givet min mor skylden, for min ærlige mening om ham. Han stolene ikke på mig. Jeg kunne ikke tilgive ham. Det har jeg den dag idag stadig svært ved. selvom vores forhold er blevet bedre. Langsomt var der kun mindet om det han gjorde. jeg glemte ham, og han mistede totalt den betydning han havde haft.

Barndommen er som at skøjte på isen. Man har ingen bekymringer, så man snore sig og det hele kilder i maven. Men isen er tynd, og en lille revne kan forvolde stor skade.
Ethvert menneske bygger en mur om sig selv for at beskytte sig fra omverdenen. Denne oplevelse lagde den første sten.