tillykke! du er i live!

tillykke kære læser! du er i live! luk øjnene og tag en dyb indånding, og mærk hvordan luften kommer ud i hele kroppen, pust nu ud. åben nu øjnene og kik væk fra skærmen, kik dig omkring og forundre dig over alle de farver der er. også selvom væggen har en skrigende, intetsigende tom og hvid farve, bare nyd farverne. gå udenfor og mærk luften. gå ind igen. og tag en bid eller noget at drikke og nyd smagen, inden det suser ned i maven. nyd at du er i live. lige i dette øjeblik. livet er lige nu. der er ikke andet end lige her, lige nu. fremtiden er en utopi, og fortiden er grunden til at du lige nu læser dette. nyd øjeblikket. hold alle tanker om en mulig vidunderlig og fuldstændig fantastisk fremtid ude af hovedet. det er din hjerne der fucker med dig. der er kun nu, lige her. tænk på en særlig person, mand eller kvinde. og nyd tanken. og hvor meget den person betyder, og tro mig når jeg siger, at du kære læser er noget helt særligt, og fuldkommen unik. ligesom alle andre. du er ikke et hak bedre end dem, men du er unik. dyrk det. dyrk det der gør dig unik. og nyd det. nyd lige nu. for jeg har en trist nyhed. du skal dø! det er ikke en trussel, sådan er det bare, hvornår? det er en overraskelse, men lige pludselig en dag. bliver der slukket på kontakten. og så er det fuldstændig slut. så er der ikke mere. måske. så nyd lige nu, lev i nuet. ikke have øjnene rettet alt for meget med en nær eller fjern fremtid. men nyd det. lige her lige nu. at du trækker vejret. at farverne ingen ende vil tage. at musikken lyder så fantastisk og længselsfuldt, at din livret smager så godt. at hendes læber er så bløde, at du nyder hende/ hans selskab. og sørg for at sige hvor meget den person betyder, og værdset det. værset omsorgen, selvom det ikke er fra en særlig. hold personen fast, for en dag er det slut. og så vil du fortryde alt det du ikke fik gjort. du har kun et øjeblik. så skal du herfra igen.

Olivers død har ændret mit syn på livet, og hvad der er vigtigt.

Olivers død gjorde utrolig ondt, og jeg kom ned i et stort mørkt hul af fortvivlelse over livet. hvad var meningen med det hele hvis alt det man holder af alligevel forsvinder ud af hænderne på en uanset hvor meget man prøver at holde fast, glider det. hvad var meningen med livet hvis det alligevel bare sluttede så pludseligt og uden advarsel, hvad var meningen med en kirke og en religion hvis den gud var ansvarlig for at han ikke var her mere. hvordan kunne han overhovedet eksistere når der var så meget had vold, lemlæstelse sult nød og krig i verden? så meget uretfærdighed. gud var ond. det var nogle meget svære måneder, hvor jeg havde svært ved at smile og mene det. så mødte jeg en. hun var rigtig sød og vi lagde os i en park og kyssede, og tog hjem til hende og lå tætte, men der kom ikke noget seriøst ud af det. så kom jeg i kontakt med en anden der havde samme kærlighed til pink floyd, jeg tog på camping i Nordjylland med pigerne fra klassen. det var rigtig hyggeligt. og pludselig var der åbnet for boks et igen. og vi skrev frem og tilbage. der var undskyldninger, men en god tone. og ikke så mange diskussioner. jo mere jeg tænkte på Oliver jo mere tænkte jeg på at livet kan slutte fra det ene øjeblik til det andet. det kan være ovre med et blik. jeg begyndte at prioritere at leve så meget jeg kunne i nuet. for Olivers og min egen skyld. vi skæntes. man skal ikke planlægge hele livet og at det hele skal være på en bestemt måde. man skal leve lige her og nu. nyde de menesker der er omkring dig og som vil dig, og så ikke se alt som umuligt. ikke alt behøver have mening. alle meneser behøver ikke have et formål for en for at være gode nok, hvis de vil dig, og ikke løber skrigende væk når man kæmper med hinanden er det værd. dem skal man holde fast i. desuden er livet ikke når man når målet. mand hus vovse og Volvo og undanelsen og fantastiske børn. livet er ikke når man har nået målet. det er rejsen derhen og de omveje man må tage undervejs. og livet er dejligt, det er unikt. og fuldkommen ufattelig. dermed ikke sagt at der ikke er noget at brokke sig over. det er der vores samfund er uterligt. det bliver mere og mere korrupt når virksomhederne nu kan købe sig til partiernes holdninger via såkaldte erhvervsklubber. unge er mere og mere narcissistiske og vesten har endnu ikke fundet udad  at krig intet løser. ja jeg er imod måden vi bekæmper IS. at vi uden tøven, og som første løsning valgte krig, og at vi samarbejder med siamuslimer der hader vesten mindst lige så meget. .....det var det. ikke mere brok. 

kære læser, det er i disse dage et år siden jeg skrev for første gang herinde. dengang var det ment som en slags terapi. at fortælle om mit liv, om svigtet fra min far, min tid i DDR( specialskolen) ungdomsoprøret, og sidste år. i alt i 14 afsnit. så det må vel være på sin plads at kikke tilbage på 2014.

igen jeg har det med at sammenligne det pågældende år med det forgangende år. og skulle je vælge hvilket jeg hælst ville genopleve, så ville jeg uden tøven vælge 2013. det var et dejligt år. der skete så mange gode ting. idag har jeg kun en play liste på spotyfy der minder mig om den tid. om Holstebro HF og de tanker jeg havde dengang. om Berlinturen i uge 7. om påskekurset. om sidste dag på skolen. på drama eksamen. en tid hvor håbet synes lysegrønt efter alle de kærestesorger og the dark side of the moon fortalte mig at det hele nok skulle gå. jeg blev forelsket i Pink Floyd. musik med mening. musik med sjæl. musik med håb. jeg blev også rigtig forelsket. husker den sommer, så meget bedre end sommeren i år. meget lysere, og bedre, når bare man kunne lægge med armene om hende og se på hende og ikke behøvede mere, og et øjeblik kunne vare længe. da jeg flyttede hjemmefra. blev mere eller mindre selvstændig. hørte 60ér musik hver gang jeg skulle derop. og det altid var den lange rejse værd. hver gang. og hold da kæft hvor var hun lækker dengang ;) 

og det var jeg også. de vilde gym dage.

tiden for netop et år siden er mere eller mindre væk. og uden betydning. selvfølgelig glemmer jeg ikke hvor ked af det jeg var, men jeg husker på hvad der var før den smerte. så var det sgu alle tårende og trist heden og hadet til kræligheden værd, at få den sommer med mig. den bedste sommer længe. kæft hvor ville jeg gerne genopleve 2013. det dejlige forunderlige år.kæft hvor skete der mange ting. dermed ikke sagt at 2014 ikke har været noget særligt. men nøj hvor har det været et mærkeligt år. et underligt, bizart, deprimerende sorgfuldt, men også dejligt år. 

2014. vinteren var grå og trist, og det meste a tiden gik med lettere mislykkede dates, diskutioner og fortvivlelse. så kom foråret heldigvis. min tid på Herning hf synes usikker. men jeg knoklende for at blive. jeg mødte min søde Aspreger veninde og eneste faste læser af denne blog. jeg vil ikke være hendes venskab foruden, selvom vi ikke ser meget til hinanden lige nu. det blev påske. lidt mærkelig men en god påske i selskab med dsu, og for første gang længe hende. det var hyggeligt, vidste dog ikke helt hvad jeg skulle regne med efter alle de disksutioner, men vi opførte os som 2 der ikke har set hinanden længe. diskurionerne var der stadig, men de faldt i niveau. det blev sommer. jeg stod næsten til at blive smidt ud af hf men jeg klarede lige nøjagtig eksamen. vil desvære nok mest huske 2014 for Olivers død. den ligger stadig dybt i mig. Monty pyhtons korte genforeningshow var en god ting. og jeg kom i kontakt med en sød pige der viste en masse forståelse for mig efter Olivers død. vi snakkede til kl 3 om natten deroppe på jobpatruljen over en meget dårlig Skype forbindelse. jeg mødte en anden  sød pige, en sommerflamme, der varede næsten 3 uger. hun var og er smuk. vi snakker stadig sammen, dog på et mere venskabeligt plan. hun havde bipolar. da jeg startede i skolen igen blev jeg pludelig vældig interesseret i diagnoser, andre end mine egne. ville lære bipolar at kende. læser stadig lidt om det. jeg læser om skizofreni som hende den anden havde og om ocd fordi jeg msitænkede mig selv for det XD. som sagt har vi skrevet efteråret igennem. hendes humør har været meget skiftende. jeg vil kun bringe et kort eksempel.

 fredagen inden den tilstående kongres snakkede vi fint sammen, humøret faldt så i løbet af ugen. onsdag ville hun aldrig snakke med mig igen hav et godt liv! da vi mødtes lørdag, snakkede vi dog fint sammen da vi endelig fik en mulighed for det, faktisk bedre end vi længe havde gjort. om aftenen  fjollede vi over sms men snakkede om at mødes privat. onsdagen efter kunne jeg skride af heleved til. sådanne skift har jeg oplevet siden. men det gør mig ikke noget. jeg har vendte mig lidt til at det er noget jeg ikke kan slippe for og at det er en del af hende. nu har jeg også læst mig lidt til oversagen. tanken er dog gået i løbet af året fra at forholdet skulle genoptages uanset hvad til at kontakten i sig selv er godt, og noget jeg nyder. for vi kan have det godt sammen, især når vi er sammen. jeg forventer mig intet. men tager det hele som det kommer. jeg nyder vores samtaler, og at vi kender hinanden så godt, på nogle punkter kender vi nok hinanden bedre end vi gjorde dengang. tror jeg også jeg kommer til til vi begge bliver gamle. hun er glad for at hun altid kan regne med mig så hvem ved? nu har jeg lært hendes diagnose at kende så føler bedre jeg kan regne med hende nu.

jeg har tidligere snakket om den psykiske mur uden om mig, at de nederlag jeg har oplevet er med til at føre den op af. og ikke mindst hvad jeg kunne gøre for at rive den ned. for ikke at blive alt for sur over Rindum Kjærgaard tænker jeg på de positive ting det medførte, mit kendtskab til Philip, en af mine bedste venner. jeg husker ungdomsoprøret, og har snakket meget op hvor fantastisk det var. men det er et eller andet sted ikke kun en god ting. for det gør noget ved en. man kan ikke leve i nuet. man er fst besluttet på fremtiden og er overbevist om at ingen og intet kan vælte en. og hvis nogen siger man skal slappe af så bliver man sur og vred. man er i en evig rus af totalt selvtillid, og det er da dejligt, men det gør ondt når man rammer jorden igen som jeg gjorde da jeg kom til Holstebro. det var ikke kun skidt. for den selvtillid gjorde at jeg kom på gymnasiet, at jeg kom væk fra specialeklassen, og 10 klasse. og den musik jeg hørte dengang er stadig delvist min yndlings musik. det der startede den mur var min fars svigt for 10 år siden. da jeg fortalte ham hvorfor jeg ikke ville hjem til ham, og han ikke troede mig. at han mente det var min mors ord ud af min mund. det har jeg båret nag for i 10 år næsten. her de sidste 2 år, særligt det sidste har han ønsket kontakten. her i efteråret skete der så noget.

vi aftalte at han i efterårsferien skulle komme og hente mig, og køre mig hjem til hans nye kæreste. 

inden dag tog vi en snak over en kop kaffe hos mig. han undskyldte for ikke altid at have været der for mig, og have løjet, og medvirket til at kontakten i mellem os var svag. jeg blev rørt men holdte det tilbage. andledningen til at han kom, var mit ønske om at overtage min farmors efternavn. Rosenwald. min far gav mig fødselsattesten, og ideen er at jeg skal overtage efternavnet pr. 1. februar 2015, 3 års dagen for hendes død. han gav mig nogle af hendes ting. og introducerede mig for min nye halvsøster. hende har jeg været meget i kontakt med siden. vi snakkede den dag om hvordan hun kunne klare at være sammen med ham hver dag. hun grinede. da jeg kom hjem sad det stadig i mig. at jeg var rørt over hvad han sagde. jeg blev klar over at han var nød til at vide hvorfor jeg har båret nag. det gik langsomt fra at jeg ville sige det til ham face to face, til at jeg vil sende ham et brev om det. jeg er dog nået frem til at det skal være først i det nye år. efter jul, men også før jeg overtager min farmors efternavn, jeg vil have denne stridighed ud af verden først. det ville min farmor sikkert også helst have. der lander en bombe af følelser i starten af januar. 

hvad er ellers mine planer for 2015? at leve i nuet i Olivers ånd, at bryde mere mur ned, muren mellem mig og hende, som synes nemmere at bryde med nu end for 6 måneder siden. at få muren knækket og rindum Kjærgaard skygge ud når jeg for huen så jeg kan give dem en kæmpe mellemfinger. ellers ved jeg ikke. jeg er bare glad for at være i live, med alt den smerte det medføre, jeg blev så rystet af Olivers død, at det var den smerte jeg ville have påført hvis jeg havde gjort det, den dag for 4 år siden. de sidste 2 år er der dog 6 unge menesker, alene i min kommune der har taget den vej. selvmord. og nej det er ikke kujonens vej. det er et råb om hjælp der er visket så stille så ingen kan høre det. det er for mange og politikkerne må og skal sætte ind. men ungdommen må også gøre en indsats for de psykisk svage. jeg talte til DSU s landsmøde for at man skulle undervises i trivsel i gymnasiet, på erhvervskolerne og ikke mindst folkeskolen. der må gøres noget. på landsmødet blev det også markeret at det er 25 år siden muren faldt og verden igen blev 1. efter 40 års kold krig. den mest betydningsfulde begivenhed i europæisk historie siden 2. verdenskrig. 

livet et dejligt og livet er kort. jeg vil gøre hvad jeg kan for at leve i nuet. og nyde hvert øjeblik, det visuelle og følelserne. nyde samtalerne og de få gange man kan ses. og holde fast i de menesker der betyder noget. for lige pludseligt en eller anden dag, er det hele slut.  julen er mere og mere en tid hvor jeg tænker over hvor kort og mærkeligt livet er, og hvordan de mennesker man møder former det.

alle livets små omveje er en del af en smuk tegning. - Karen Blixen. 

til alle læsere. glædelig jul, vi ses igen til påske . 

what does not kill you...

denne blog er dedikeret til mindet om Oliver Benjamin Andersen der døde den 13. Juli 2014.


sommeren er snart forbi. i morgen starten skolen igen, og rutinen vender tilbage, og det samme gør den ensformlige hverdag. det er både kedeligt men også dejligt. sommeren har de sidste år, og det meste af mit liv været årets højdepunkt og det som jeg tit måler året på ved nytår, hvor god sommeren har været. sommeren 2010 var som sagt den mest forfærdelige og ensomme i mit liv, årene siden har været de bedste ever, særligt 2011. ungdomsoprøret, hvor jeg søgte individualismen, prøvede at finde mig selv og følte mig fri og ung. sommeren 2012. kærligheden og det første år som "voksen". 2013, en endnu større kærlighed og flytning og selvstændighed. hvert forår har jeg tænkt det bliver svært at overgå sidste år, og jeg tog fejl, men ikke i år. sommeren 2013 vil altid være bedre end denne sommer. der skete ikke meget, men det der skete gjorde det hele fantastisk. i år har det været næsten modsat. det er den værdste sommer i 4 år. selvfølgelig har det hele ikke været skidt, og jeg har ikke i sinde at gøre dem kære læser, deprimeret. for det har da været godt, men der har ikke været meget at smile af. sommeren 2014 emmede af afskeder, fortvivlelse og død. dog står jeg på et bedre sted end jeg gjorde i juni. denne blog er en mere personlig af slagsen, end de tidligere, ikke blot personligt om mig selv, men personligt rettet med de medvirkende, de personer jeg desværre og heldigvis vil huske sommeren 2014 for.

vi begynder hvor vi sluttede sidste gang.
da jeg skrev tilbage i Juni løb sveden og angsten ned af panden. det var dagen inden en skæbnesvanger dag i ordets oprigtige betydning. dagen efter skulle jeg til eksame. en eksame der skulle afgøre min fortsættelse på HF i august, og dermed min nærmeste og lidt fjerne fremtid, da jeg ikke kunne se hvad jeg ellers skulle gøre ellers. eksamen i NF, og for jer der ikke er så sofistikeret at i går sådanne steder;) betyder der naturvidenskabelig fagrubbe.....trommehvirvel........jeg BESTOD! lige nøjagtig. jeg fik 02. jeg kom op i mikroskopi, som jeg ikke havde været med til grundet sygdom. så føler mig heldig, så med det kan jeg fortælle at jeg fortsætter på Herning HF og VUC i morgen den 14.  20érne begyndte. nye tider, det skulle gå godt, men går ud fra at en skidt start betyder at det kun bliver bedre nu. den 26. tog jeg til Viborg, sammen med en klassekammerat. hun kunne heldigvis godt lide de pladeromantiske historier. det startede godt og småkedeligt. for at der skulle ske noget, bare lidt tog jeg på jobpatrulje. til dem der ikke ved hvad det er kan jeg sige at, de er en håndfuld unge menesker der tager rundt i landet og holder øje med om ungarbejdere bliver behandlet ordenligt i forhold til deres rettigheder og ikke mindst loven. man må for eksempel ikke løfte over 12 kg, det svare til en ølkasse med tomme flasker og man må ikke servere alkohol. først var jeg med de kære vestjydere rundt. det var faktisk sjovt, og hyggeligt, da vi var færdige sent på eftermidagen tog vi nemlig hen til et sommerhus med swimmingpool.

samtidig med dette frivilige arbejde, startede den triste sommer. jeg havde hele den første uge inden jobpatruljen gået rundt i en ond cirkel af savn og skyldfølelse. tænkte meget over de sidste 6 måneder og bebrejdede mig selv at det skulle være sådan.


den 13. juli tog jeg til Aalborg for igen at tage på jobpatrulje, denne gang i nordjylland. vi skulle mødes i byen og til en bar og se den tilstående VM Finale.

på samme tid, sad et af mine bedste venner siden 10. klasse og var på vej på tanken for at hente en pizza. han sad som paseger på forsædet i en bil med tog andre. to 18 årige var med, en 18 årig kørte bilen. de havde hverken drukket eller kørte for stærkt. da bilen var på vej til stadil skrider bilen pludselig ud med 80 km i timen og styrter lige direkte ind i et træ. de tog 18 årige ligger på århus i koma, men min 19 årige bedste ven, klarede den ikke. han blev erklæret død hurtigt.
dette vidste jeg ikke noget om før om eftermidagen dagen efter, da vi var afsted i nærheden af Thisted. en veninde fra klassen fortalte mig det, og at hun havde læst det i ekstrabladet. jeg blev rystet. jeg vidste dog ikke hvordan jeg skulle reagere, da jeg jo skulle være professionel i øjeblikket. jeg var på arbejde, og skulle engere mig. så jeg kunne jo ikke bare bryde ud i gråd, selvom jeg virkelig gerne ville. det var dog praktiske tanker der prægede mig mest i starten. hvornår er begravelsen? hvor mange fra klassen kommer? osv. jeg følte mig med et sindsygt malplaceret der hvor jeg var. i Nordjylland. på job, for fagbevægelsen. for en målgruppe jeg var vokset fra. jeg ville bare hjem. hjem og sige farvel til min ven, jeg følte mig pludseligt lidt fanget i det jeg selv havde sagt ja til. det mest uventede den. dag var lige så meget dem eller især en person der pludselig kontaktede mig for at kondolere. det havde jeg ikke regnet med, og det beroligede mig meget, og der fulgte 2 dage med normal men passiv kommunikation. de sendte mig hjem ret hurtigt da jeg fortalte mig dem de triste nyheder, og jeg tog fra Aalborg efter en tirsdag i Mariagerfjord og en halv dag i Aalborg. og først der, i bussen gav jeg mig selv lov til at græde, der skulle da også kun en sang til før tårende strømmede ud. da jeg tænkte på ham. på min ven. på uretfærdigheden. i dagene efter går jeg rundt i en ond cirkel tænkte på brevet og på ham. intet andet. jeg mistede totalt min appetit og holdte næsten fuldstændig op med at spise, og fik virkelig ondt i maven. enten sad jeg inde hos min mor, eller også gik jeg rundt i ringkøbing med et tomt og trist blik i øjet. mit liv gav ikke mening.intet gav mening. det hele var mere eller mindre ligegyldigt. har ikke været så ensom og følt det hele så tomt i 4 lange år. jeg længtes sindsygt efter 2013. jeg ved hvilken dag der kommer, og hvor forfærdelig den bliver.  om lørdagen ugen efter hans død skulle jeg begrave min bedste ven. husker det så  tydeligt. når man møder sine klassekamerater for første gang siden man gik i klasse med dem. når kisten bliver båret ud og skulle kondolere med hans mor.

kære Oliver. endelig kunne jeg give mig selv lov til at græde over dig, det er så forfærdelig uretfærdig og forståeligt, at du skulle herfra så tidligt, håber du ved hvor meget du betød selvom jeg nok aldrig sagde det, du forstod at sprede smil når der ikke var meget at smile af, hold kæft hvor bliver du savnet, du var virkelig elsket for din personlighed, gid der der var andre som dig. Du ser ned på os deroppe, håber han passer på dig for du passede på os.Du betød så meget for så mange menesker. Nåede aldrig at sige tak for den forskel du har gjort og du er skyld i at jeg stadig er her. hvis jeg vidste at den aften i Marts på stationen ville blive sidste gang jeg skulle se dig havde jeg givet dig verdens længste kram og fortalt dig hvor meget du betyder for mig. kæft hvor var det forfærdeligt at skulle se dig i en kiste, se den parese og vide at jeg aldrig kommer til at se dig igen, nu er det endegyldigt slut, det mest forfærdelige var at kondolere din mor der nu stor alene uden hendes søn. verden har mistet et lys, og det hele giver lidt mindre mening. der var så mange der elsker dig og græd over din alt for tidlige afsked. langt tid siden jeg har været så lidt troende i kirkelig sammenhæng, for hvis der findes en gud ville han ikke lade det her ske, ikke for dig ikke for os og ikke for din famile. dit lys skinner ned på os nu...men hold kæft hvor jeg savner dig. vi elsker dig Oliver. og vi savner dig. der var så mange ting vi skulle have gjort sammen vi aldrig kom til. sov godt min ven, vi ses i himlen....kunne jeg godt have ventet 70 år med at sige <3. 

jeg læste ikke brevet før om mandagen, lettere modviligt, da jeg var bange for indholdet. blev dog beroliget da det var både omsorgsfuldt, og forklarende. brevet opfordrede mig til at tilbagesvar,det skrev jeg først 2 uger senere. med hendes brev fik jeg endelig sat en slags punktum for vores fortid.



et digt fra i sommers:  du brudte reglen som jeg vidste du ville uden din mening, men det var sådan det skulle slutte, og nu da skyere er forsvundet, håber jeg du landede på føderne uden onde demoner. der holder dig oppe på de kolde krige, men i stedet for at se sandheden i øjnene drukner vi det i vin. snart er det kun lyde. vores egen Berlinmur er nede, og de kolde krige er færdig. når støvet har lagt sig. hvem er vi så. vil vi kunne genkende hinanden, og turde se hinanden som vi virkelig er. imens drukner vi i andres ord, og i varmen. hvis vi sætter os i varmen vil solen reflektere ilden i os. ambitioner, vilje, omsorg. er det meningen, hvis der er mening. en dyb indånding. et lys, du er på. voksen, ansvarlig. du kan alt, du skal nå alt, nu, du er uovervindelig. der er ikke plads til fejl og til dem der laver dem. se dig selv i spejlet. er du den du var, og den du vil være? du er ikke den samme, jeg kan ikke se dig for støvet. men skulle du falde griber jeg dig, for du er ikke klar over hvad jeg skylder. selvom vreden tære det op. så hvad vil der være når tågen ligger sig? et smil? vil den ligge sig?.et kram ville være en start. og et smil? kan jeg gøre noget? 

slutningen af ferien bød dog på den glæde jeg havde brug for og den omsorg. 2 piger kom ind i mit liv. den ene er yngre end mig men dog meget moden af hendes alder (16). hun elsker alt hvad der er britisk lige som mig selv, hun har samme mærkelige humor som mig selv, og hviler meget i sig selv. 
den anden er ældre end mig. 22. vi mødtes og kemien var der fra starten, det der gør det besværligt er at hun har svært ved at skelne mellem at være tiltrukket og forelsket og hun bekymre sig meget. prøver dog hele tiden på at berolige hende og sige hun bare skal slappe af og nyden tiden. det der vil ske vil ske. 

vi er alle reserveret. 200 elskere i et hurtigt bevægende lys. et behov du ikke kan benægte, en at lægge dig op af. nu kender vi døden, kik i avisen og se den over alt. men når du rør mig, glemmer jeg alt, og der er kun os. hvor har du været hele mit liv? forlad mig ikke. din bekymring skræmmer mig. du er så smuk at jeg er bange for at ødelægge dig. tag mig i hånden kys, mig så jeg glemmer smerten. og nyder dig og det. elsk mig, sår mig. jeg er din. 

den sidste uge af ferien var jeg igen i Nordjylland denne gang med nogle klassekamerater. 3 piger og mig. hyggeligt, tæt på saltum og dermed ved Farup sommerland.  i går var jeg sammen med en ven fra hee om at planlægge fordrag om vores aspreger.

så det var den sommer. i morgen vender skolen frygteligt tilbage. det samme gør dsu, og deres nationale agnemeter i september. er spændt men nervøs. 

20erne startede hårdt og barsk. det var forhåbentlig kun begyndelsen. det værste er at det var det sidste jeg skulle se Oliver. 

dagen efter begravelsen var jeg inde at se monty pythons sidste show. live fra london med nogle venner. mr. gumby the minestery of silly walks etc.

vil i minde om den største komik gruppe ever slutte på the bright side.

min sidste blog som teenager.

kære læser. dette er det sidste oplæg skrevet af mig som teenager. om 9 dage går jeg ind i 20érne, en fed tid. glæder mig, til karriere, arbejde, kæreste og børn. og glæder mig til om 10 år at sige, kæft hvor var det en vild tid, jeg gjorde det jeg ville. har opnået meget af det jeg ville. og jeg har en fantastisk liv. jeg ved hvad jeg vil. og hvad det vigtigste i de 10 år er. at finde en at stifte en famile med. en som jeg elsker over alt på jorden. men for at forstå hvor jeg vil hen skulle jeg måske lige tage et sidste blik ned af den vej der heder tenageårende, der jo snart slutter. har jeg opnået det jeg ville? har jeg opnået det jeg vil med mine teenager år. fik jeg prøvet det jeg ville, og vigtigst af alt. kan jeg med rette kalde mig en mand i ordets sande betydning. det er der nok delte meninger om, men lad os gå 7 år tilbage.

 jeg var på camping ferie med min familie i Italien. Pisa. Savona, Rom. dejlige 3 uger. men tror jeg har beklaget mig meget, for fik senere et diplom med alle de håre ting jeg havde været igennem, baseret på alt mit brok ;) i sommeren 2008 var jeg første gang i Serbien og Kroatien, siden da har det også været et slags hjem i et andet land for mig. 3 uger i paradis der føltes lidt som en mandomprøve. jeg husker de første teen gage ¨r for rejserne og for tiden på Rindum kjærgaard. at være under deres styre og deres socialitiske pædagogik. du skal gøre det du er god til, og kun det. det du har svært ved skal du slet ikke, for vi kan ikke have at du for psykiske nederlag. du må klare dig med dansk engelsk og matematik, mere for du ikke brug for i fremtiden. for i fremtiden skal du på teknisk skole lige som alle de andre. for mere er du nemlig ikke god nok til, og det er ikke vores men din egen skyld, stakkels dig at du ikke kan gøre for at du er et lille håbløst svagt individ der aldrig bliver til noget stort. janteloven levede virkelig i bedste velgående. så man troede på det. og opgav at få venner på ens egen alder for de ville bare synes man var underlig. man opførte sig som 10 årig i skolen selvom man var 15. ingen fortalte mig anderledes. du bliver ikke det du gerne vil, men bare rolig vi skal nok finde en anden vej, og pakke dig fuldstændig ind i vat så længe, så du ikke føler psykisk at du kan bevæge dig. du kan drømme men du for ikke lov at unytte din intelligens. for vi kender dig, hold dig væk fra jævnaldrende de vil dig kun ondt, hold dig til den lille lukkede kreds herinde. bag muren. intet under at min selvtillid faldt til et niveau der passede lige til at få mig ud på kanten. men det var nu ikke deres skyld.
 i marts 2010 var jeg fuld for første gang. anden mandmomsprøve. jeg kunne ikke rigtig mærke noget. havde drukket en masse cuba karamel. pludselig virkede det og jeg havde det helt vildt sjovt. i 2 timer. den søde alkohol d ville ud og det kom den også. jeg svor jeg aldrig mere ville drikke, men et halvt år senere gjorde jeg det. og dsu har kun gjort det værre ;)

jeg husker selvfølgelig stadig klart som blæk min ungdom for det der skete for 4 år siden. en uge i smukke vidunderlige Paris. efterfulgt af bagtale. "hvordan kan nogen nogensinde faktisk kunne lide sådan en taber som verden hellere var foruden ingen vil alligevel savne ham" jeg kan stadig huske det de sagde, men ikke nært så godt som jeg kan huske hvad det gjorde ved mig. følelsen af total ensomhed, at man ingenting var værd. at alle omkring mig hadede mig som pesten og kun lod som om de kunne lide mig så de senere kunne slippe for mig. jeg kan huske at den ensomhed og deres ord gjorde at jeg blev mere og mere overbevist om at de ville være bedre for både dem og for mig hvis jeg ikke var her. så kom forsøgende. pillerne. pistolen for munden...broen. den bro. der stadig den dag i dag brænder sig fast på nethinden når jeg ser den da jeg ved hvilken betydning den havde. og at hegnet er blevet betydeligt lavere siden, og dermed ikke længere er en udfordring. jeg undgår den hvis jeg kan. den var udvejen. vejen til frelse. broen var den mørke tunnel og skinnerne lyset for enden. det hele ville blive så fantastisk dejligt stille. ikke mere bagtale, ikke flere onde menesker, ikke mere taber, ikke mere smerte. ikke mere gråd på mit værelse som ingen måtte se. jeg ville bare være væk og alle ville takke mig. husker det hele. blikket ned. rysten af angst i kroppen, som om den vidste det var dybt forkert det jeg gjorde. de lukkede øjne og den sætning jeg sagde til mig selv. ordret næsten: "nu lader du dig bare falde. du åbner aldrig de øjne igen. om 20 sekunder så læner du dig til den ene side, og 3 sekunder senere ville alt være slut. du vil være væk. det samme vil smerten. du er frelst. i morgen vil de takke dig. så vil du have lykkedes med nogen. kan stadig huske at den syge tanke var ren logik for mig i de sekunder. husker at jeg så begravelsen for mig....så husker jeg ikke noget før jeg sad på avisredaktionen og tudede som pisket bagefter. hvordan jeg var kommet over igen husker jeg intet om. nevrøvs sammenbrud går jeg ud fra. det minde piner mig stadig den dag idag. jeg kan ikke stå på en bro med togskinner nedenunder uden hjertebanken og følelsen af at jeg falder, høje steder uden hegn er mig et helvede. stadig. smerten gør ondt, og skammen vil aldrig rigtig forlade en. det er noget jeg må leve med. men er så lykkelig over den endelige beslutning. og at jeg fejlede. for de sidste 4 år har været de bedste i mit liv.

efter sommeren kom jeg i 9. klasse. væk fra special skolen. en ny verden var åbnet for mig og tiden emmede af forandring og snart ville jeg føle mig som en rigtig teenager. jeg ville føle mig ung og fri. we will rock you i London, står klart som starten på den bedste sommer i mit liv. de tanker der flød i mig. det var en tid med endeløs håb og ingen sagde stop, og hvis de gjorde lyttede jeg ikke. intet og ingen kunne stoppe mig. jeg nød at høre det musik de andre synes var nederen eller gammeldags. jeg nød for engang skyld ikke at følge det lorte kodex man skal gå efter. at ligne og værre som de andre. jeg var mig selv jeg turde at være mig selv. takket være de 2 drenge i 9. klasse. der viste mig hvor cool og fedt det var bare at dyrke den man er frem for at skulle følge de andre for at være som de andre. så man ikke stikker ud som man ikke bliver drillet. jeg var ligeglad med det. gik i anderledes tøj. skrev på mine historier og nød hvert eneste sekund, det hele var en drøm og den sluttede aldrig. jeg nød 9. klasse og de dejlige menesker jeg desværre ikke snakker med mere. jeg nød den kontakt jeg havde til den pige jeg skrev historier med og vores fælles interesser. hun synes jeg var sød. min selvtillid steg. jeg følte jeg betød noget. jeg husker da vi mødtes. jeg husker berlin den sommer. scenen til min historie. jeg var i den. mens Queen fortalte mig at drømmen var evig. husker Spanien. og første sensuelle oplevelse. skum festen. på diskoteket i ung rejs byen. jeg var ung vild og fri. jeg var politisk aktiv. hvor var det fantastisk at møde nogle unge menesker der havde samme holdninger og samme meneskesyn. det var og er verdens bedste fællesskab. jeg elsker jer DSU.

husker da jeg mødte Karina. sådan rigtigt. den første rigtige genside forelskelse. det var så nyt, spændende og fuldstændig vidunderligt hvor dejligt man kunne have det over hele kroppen og med  verden når bare hun sad ved siden af mig med hånden om mig. jeg husker mit første kys. følelsen. hvordan jeg tøvende og forsigtigt nærmede mig hendes mund. og bare forsvandt. hendes læber mod mine. hvor dejligt. at kunne mærke følelsen af at elske og blive elsket på samme tid. det var ubeskriveligt. da jeg kunne mærke hendes tunge. og måden hun kikkede på mig bagefter med hendes søde smukke øjne der fortalte mere end ord. i det øjeblik der kunne vare evigt.

 husker Roskilde festivalen 2012. den ultimative mandomprøve. 10 dage med fred kærlighed og musik. fuldstændig som at være med i den danske udgave af woodstock. et lille telt der blev mere fugtigt for hver dag. stanken af pis. dyr mad. øl fra morgen til aften uden stop i 8 dage. og smuk og poetisk live musik. musik for musikkens skyld og for glædes skyld. 8 dages rus. springsteen koncerten.
30 000 menesker der skråler i kor" BORN IN THE USA" så meget kærlighed og forståelse samlet på et sted. det var ubeskriveligt.  husker Prag. husker hvordan jeg blev 10 år igen da jeg gik ind på rådhuspladsen jeg ikke havde set i 8 år. det var magisk, at der var sket så meget i mit liv. men det her sted havde ikke forandret sig over hoveddet. det var som om lige 2 minutter at de sidste 8 år ikke var sket.
husker da hun sagde hun ikke længere følte noget. hvordan det hele faldt sammen og alt kunne være lige meget. hvordan de ulykkelige kærlighedsange gav så meget mening. husker hf. husker de uforglemmelige menesker. og mit gyldne 3 kløver af venner. den tid vil aldrig blive glemt.

husker da jeg mistede jomfruligheden. da jeg opdagede sex, men at jeg ikke rigtig oplevede det, og følelsen af at gøre det med en man elsker højt før året efter. mødet i den park for et år siden. som var det i går. da jeg havde sat mig og hun uden at spørge kyssede mig. og vi kyssede hele dagen. tale var overflødigt. og vi blev kærester. "min og kun min Peter, du var værd at vente på" glemmer jeg hende aldrig for at sige, gentagende gange i forholdet.  jeg nød mere end noget andet i verden at være sammen med hende at ligge ved siden af hende. hvor fantastisk dejligt det var bare at ligge tæt med hende og betrække hinanden og kikkede hinanden dybt i øjnene uden at sige et ord. jeg elskede hende højere end jeg nogensinde havde elsket nogen anden. sådan en dejlig og uforglemmelig sommer, hvor vi bare elskede hvert øjeblik sammen. vi behøvede ingenting kun hinanden. og jeg var verdens heldigste dreng. tænk at sådan en smuk og dejlig pige, at hun var min. og at hun elskede mig. at vi snakkede om at det skulle være os to for evigt. og vi skulle giftes og have børn. må det vare evigt sagde vi tit og vi mente det virkelig. tanken om hvor dejligt det var har heldigvis næsten erstattet tanken om hvor forfærdeligt det var da det var slut. det betyder ikke noget. men den tid vi havde betyder noget. stadig og vil altid gøre det. også selvom jeg har indfundet mig med situationen.

de sidste 3 måneder siden sidste blog har været underlige, men dejlige. da jeg skrev sidste gang var vi meget langt fra hinanden og det så ud til at forblive sådan. det er dog gået langsomt fremad. vi er kommet tættere på hinanden og har fået det godt sammen, endeligt det x kæreste forhold jeg håbe de på. vi kan joke om forholdet, og respektere til dels hinandens følelser. hun har ikke været i tvivl om mine, men har respekteret dem og vi har nydt at  være sammen.det påskekursus jeg havde frygtet så meget, endte med at være hyggeligt, og det var dejligt at se hende igen. vi hyggede os sammen resten af påsken, og mit kursus var odt og lærerigt, og om retspolitisk. men alligevel også forfærdeligt. for kunne mærke at følelserne var kommet igen. kunne mærke jeg var forelsket igen og var sikker på hun kunne se det på mig selvom jeg prøvede at skjule det. ville for alt i verden ikke ødelægge det for os, selvom mine følsler skreg. tag mig. jeg ville bare være venner med hende det var bedst. selvom mine følelser prøvede at overtale til mere. efter påsken talte vi ikke meget sammen i starten. men det kom med tiden. min mor blev indlagt og jeg fandt trøst i min x. hun blev syg, hun brugte mig til trøst. jeg var sød og snakkede om at jeg da gerne ville varte hende op og sørge for hende. så spurgte hun om ikk jeg ville tage op til hende. det gjorde jeg. selvom noget i mig sagde jeg skulle lade være. vi havde en meget hyggelig weekend. vi snakkede, pjattede, drillende hinanden. vi havde kun en rigtig disuktion.  om hvorfor det ikke virkede dengang og hvorfor det sluttede. endelig synes jeg jeg fik sandheden at vide og det betød så meget for mig. jeg krammede hende og kyssede hende på panden. jeg indrømmede også at jeg stadig elskede hende højt. men at det ikke betød noget for mig om vi blev kærester igen. det der betød noget var at vi havde det godt sammen og at hun var lykkelig og glad med eller uden mig. efter valget, og for nogle dage siden gik det så galt igen. havde skrevet til hende for tit. men hun blokerede mig. det havde været et mønster der havde kørt mindst 3 gange siden brudet. det fik mig til at tænke. at så kunne det et eller andet sted også gøre lige meget om hvorvidt jeg følte noget for hende hvis det var sådan her det endte hver gang. at man skulle føle sig så blottet og såret. jeg tænkte at jeg opgav tanken om at finde sammen med hende igen de næste lange tider. man kan jo ikke vide hvad der sker om nogle år det er det jeg mener. det vigtigste var at vi stadig havde hinanden. nu vil jeg kun venskab. det vil jeg til gengæld gerne. vi har jo set at det godt kan fungere mellem os de sidste par måneder. er stadig fysisk tiltrukket af hende, men ikke så meget psykisk mere. vi er ikke på bølgelægte på helt samme måde mere, og jeg tvivler om vi bliver det igen, og det synes jeg faktisk er lidt trist. hun er en meget sød, omsorgsfuld og meget smuk pige. jeg misunder ham der  for lov til at give hende den omsorg og endeløse kærlighed hun fortjener.

 i forhold til mig og kærlighed? jeg savner da lidt at have en kæreste, savner omsorgen, romantikken, at kunne ligge i en park eller på en strand med hinden, at ligge og kikke en dybt i øjnene og høre den samme sætning som på den sidste gang mig og hende var sammen som kærester: "jeg elsker dig skat, du må aldirg forlade mig". den dag skal nok komme jeg har ikke travlt selvom jeg savner det. så nyder jeg også at være alene. det jeg savner mest er det fysiske, og det behøver man ikke nødvendigvis en kæreste for. nyder at være ung. nyder friheden ved at være alene. . . sidst men ikke minst er den drøm jeg havdede  om at jeg skulle være med til at starte DSU Ringkøbing op gået i opfyldelse. vi fik en bestyrelse og en aktivitetplan med møde hver 14. dag, og det har vi holdt siden .

så det var det teenager liv. hvordan ser fremtiden ud? med hende er den uvist.  man kan jo aldrig vide hvad fremtiden bringer, jeg vil ikke udelukke noget.  skal nok møde en som kan slå benene endnu mere væk under mig. som hun sagde, du skal nok møde en sød pige der er mere speciel end mig. har svært ved at tro på det. for hun er unik. men snakker da med en sød og meget smuk pige nu, hvem ved hvad det bliver til? jeg flytter måske fra Skjern og til Herning efter ferien. jeg skal til Bornholm med en klassekamerart til sommer. en af mine bedste veninder. vi skal være sammen med hendes veninde som hun prøver at sætte mig sammen med, glæder mig til duer odde :) har også snakket med hende om at blaffe europa rundt enten i år eller næste år. til november vil jeg gerne til Berlin til fejlringen af 25 året for murens fald. men før alt det kan ske kommer den 20. Juni 2014. en dag jeg vil huske enten for nederlag eller sejr. den sidste eksame. Naturfag(geografi kemi og biologi) den afgøre, om jeg skal fortsætte på HF næste år. mit liv og min fremtid afhænger af 15 minutter ved et grønt bor. uhyggeligt. men hvis der er noget jeg har lært af mine teenager år og i serdeles hed det sidste år. hvis du virkelig vil noget her i livet så er det all in or nothing.

den 23. juni. er den dag jeg tydeligst vil huske de sidste 7 år. både for tiden før men mest for tiden efter. jeg er så evigt taknemelig over de menesker og oplevelser siden. de to drenge i 9. klasse der lærte mig hvor fedt det var at være unik. pigen fra Århus der delte fælles interesse. hele 10. årgang i serdeleshed Oliver, anders og Rikke. Karina for at vise mig hvad kærlighed er. det gyldne trekløver fra hf, der acsepterede mig for den jeg var og som kunne lide mine særheder. tak til DSU for det fantastiske fællesskab og optimisme. tak til Philip. til 1. a. (aspreger klassen) for at være som i er. tak til Louise for din forståelse. tak til min famile for den endeløse kærlighed og sidst men ikke mindst Sofie fordi du forstår mig bedre end nogen anden og for at du ofte kender mig bedre end jeg selv gør.
det er jeres væsen og personlig der indirekte gør at jeg stadig er her. i har vist mig hvor fantastisk livet er, og at det er smerten værd. jeg elsker jer for den i er, og jeg er jer evigt taknemmelig. jeg skylder jer alt.

næste blog kommer kort efter ferien. i ønskes en rigtig god sommer fyldt med kærlighed <3.

her er min yndlingsang i hele  verden for den siger mere om mig end nogen anden sang.

efter vinter kommer sommer.

fra Januar 2013 havde min sagsbehandler og mig selv aftalt at jeg en gang i måneden skulle have besøg af såkaldte vejledere, der skulle komme og snakke om livet og hvordan det var at være aspreger. jeg var meget sketpisk i starten og kunne ikke rigtig se hvordan det hjalp. men det gjorde det.

den 14. maj blev det sidste punktum i den sorte bog sat. ca på samme tidspunkt havde jeg endelig skrevet til Karina igen. det oprindelige brev var på 3 sider, den beskriver hvordan jeg havde haft det siden brudet. jeg beholdte det, og lavede en forkortet version og sendte det. jeg fik svar. jeg blev glad. for første gang i lang tid rigtig glad. de tanker jeg havde haft om hende forsvandt pludseligt. 

den 31. maj var sidste skoledag på Holstebro HF. vemodig dag, da jeg vidste hvorfor jeg ikke kunne blive, men også dejlig fordi jeg nød de menesker jeg havde været sammen med næsten ved dag siden august. på det tidspunkt stod jeg på bar bund. jeg havde ingen fremtid. jeg vidste nemlig ikke hvad jeg skulle lave efter sommeren. Herning HF og VUC var kun interesseret i at jeg kunne gå på skolen hvis jeg altså flyttede til Herning. det ville min sagsbehandler ikke være med til, selv om det kolegie der var for aspregere i Herning var kommunal. jeg var rasende. da jeg fik besøg af vejlederne i starten af juni, sagde de at de ikke troede de kunne finde en løsning før en gang i efteråret. jeg kikkede ned i jorden resten af samtalen og lød ligeglad og vred i stemmen. kan huske hvad jeg tænkte: hvad har i gang i, er i ikke klar over at jeg ingen fremtid har!? dagen efter tog mig og min mor ind til min sagsbehandlers kontor for at brokke sig. hun kom mig i forkøbet. kommunen ejede et kolegie for autister i Skjern. der var tilfældigvis en lejlighed ledig, og jeg skulle slå til nu. jeg sagde selvfølgelig ja uden tøven. selvom jeg vidste at det ville være farvel til ferie. da flytning var dyrt. jeg snakkede med Herning Hf og VUC og fortalte om det, og de sagde at siden der var en direkte togforbindelse mellem Skjern og Herning kunne jeg starte til August. 

jeg havde i løbet af foråret været på en del vellykkede date, men det blev kun ved den ene. jeg var begyndt at tænke at så kunne det også være ligemeget. jeg var begyndt at nyde at være single og alle de ting jeg slap for i et forhold. I April begyndte jeg at skrive med en aspreger pige. hun var smuk, hun var aspeger, hun var DSU er, men jeg skulle ikke regne med noget. da jeg var begyndt at have det godt med at være alene var jeg ok. et eller andet sted var jeg bange for at blive såret igen, så snakken forblev stille og handlede mest om dsu og aspegers. men sommeren har sin virkning på folk. vores samtaler blev flere og flere, dag efter dag. de skiftede tone. beskederne blev mere og mere kærlige. mere og mere handlede det om hvor dejlig vi synes hinanden var. hvor smuk vi synes den anden var. jeg havde en følelse i maven. en dejlig følelse. jeg blev forelsket. mindst en 4 del af min læseferie gik med at se hendes facebook bileder og dåne og sukke over hvor smuk hun var. vi begyndte at skype, først uden lyd og efter et par dage fik jeg lov at høre hendes stemme. og se hendes smil. når vi ikke sagde noget kikkede vi bare på hinanden gemen skærmen og smilede og sagde "du er dejlig". det var så skønt. hun skulle være min.

i mellemtiden gik eksamen godt...og dog 7 i drama. dumpet i matematik. 10 i tysk og 00 i nf. 

et par dage efter jeg fyldte 19, nærmere bestemt den 26. Juni 2013. skulle vi så endelig mødes. på neutral grund. i Viborg. jeg glemmer aldrig den dag. da hun kom gående i mod os, den tavse samtale på vej mod parken. da jeg havde sat mig på hendes lille tæppe, smilede hun, kikkede hun på mig med hendes smukke øjne. hun lænede sig imod mig og kyssede mig. det var så befriende endlig at mærke hendes bløde læber efter at have ventet så længe. der lå vi. hele eftermidagen den dag. og så på hinanden, og kyssede og mærkede hinandens krælighed. hendes omsorg. hendes smil. og mange gange blev sætningen jeg elsker dig sagt den dag. efter en romantisk midag på den lokale gril gik vi tilbage i parken. havde tænkt på det hele midagen. skulle jeg. jeg sagde " hvis de spørger mig når jeg kommer hjem så siger jeg ja, så vi kan lige så godt" "ok så spørg mig" "vil du være min kæreste" hun svarede med et kys. "min og kun min peter svarede hun" hun var min. vi var hindens. hvor var det dejligt. min smukke kæreste. jeg var så stolt. og så dejlig foreelsket.

 vi aftalte at mødes om 10 dage, men der gik kun 3 dage før jeg tog op til hende for en enkelt overnatning. vi var kærester. mig og hende for evigt. efter en uge tog jeg derop igen, vi tog til fjorden og badede. igen lå vi og kyssede. og kikkede på hinanden og snakkede om hvor hældige vi var. jeg var værd at vente på. hun elskede mig.  efter 2 uger mødtes vi igen, denne gang tog hun til mig. jeg havde planlagt hvordan jeg ville fere min månedsdag med hende. jeg hentede hende i Holstebro. jeg ville vise hende den by jeg havde elsket det sidste år. dagen efter tog vi til ringkøbing fjord i Hvide sande. det var dejligt at bade med min kæreste. da vi kom til Ringkøbing ville jeg overaske hende. vi gik en stor omvej rundt om havnen og til en italiensk resturent. efter aftensmad inviterede jeg hende i biffen. the Lone ranger. endelig tog vi hjem til mig. jeg fortalte hende om den sorte bog, og de dårlige ting der var sket. og at hun var det bedste der var sket mig.

den 15. juli fik jeg nøglerne til min nye lejlighed på 63 m2 i Skjern. og begyndte at flytte. den 1. August, slukkede jeg for sidste gang strømmen til min værelse i hvingel, og drog ud på en cykeltur gennem min barndom og ungdom. fra hvingel til ringkøbing, og efter et stykke pizza på mit stamsted i ringkøbing cyklede jeg de sidste 20 km til mit nye hjem. det var en fantastisk følelse i hele kroppen da jeg cyklede ind i Skjern og jeg tænkte. det her er min by nu, det er mit nye hjem. jeg er hjemme. den følelse kom igenm da familien var taget hjem efter aftenskaffe. jeg lukkede døren. tænte anlægget. skruede op for the great gig in the sky mens jeg tænkte: det her er mit! første nat var meget underlig. heldigvis gik der mindre end en uge før kæresten besøgte min lejlighed. hun blev i 3 dage. min drøm året før var endelig blevet virkelighed. jeg var samme med min kæreste i min egen lejlighed.  jeg elskede hende, hun elskede mig. vi var allered begyndt t snakke om giftemål i fremtiden og endda børn. vi skulle have de sødeste børn en dag. hun var min putte. den 11. august var jeg i Parken og se the wall. fantastisk koncert.

 den 20. august begyndte jeg så i Aspreger klassen. var betænkelig men en energisk pige i klassen fik snakken i gang. økonomien gik skidt.  det gik godt. jeg nød skolen og min nye lejlighed, selvom jeg brugte de fleste weekender hos hende. i oktober besøgte hun mig. denne gang skulle hun møde min familie, jeg var stolt af at vise hende frem, og dejligt at gå med hende i hånden gennem Struer. jeg elskede hende. vi var et godt par. jeg havde dog en alt for stor trang til at disktere. jeg nød kun at hun var tålmodig og at hun elskede mig. den 1.- 3. november skulle blive den sidste gang vi var sammen. hos hende. der skulle ingenting ske. vi lå lørdag og putte de og så ligegyldig tv. hun sagde: "jeg elsker dig skat, du må aldrig forlade mig". det havde jeg heller ikke tænkt mig, vi skulle være sammen altid. eller det troede jeg. vores disktutioner tog til, og tog en ligegyldig karakter.

 den 17. November. ringede hun så til mig. hun sagde hun havde det meget skidt, og hun kunne mærke hendes maniodepressiv tog til igen og hun kunne ikke overskue at have en kæreste nu, hun var nød til at slå op.

 det var hendes første begrundelse. vi kunne stadig være venner. der begyndte en lang og svær periode, jeg var knust. jeg elskede hende jo mere end noget andet. jeg var ydremere bekymret for hendes lidelse. tirsdag da jeg skulle være stemmetæller til komanulvalget, skrev jeg til hende igen om at jeg nok skulle være der for hende og jeg tænkte på hende. hendes humør var skiftet. jeg skulle lige vide at hun overhovedet ikke tænkte på mig, og hun ikke engang gad at skrive til mig mere. sådan skiftede hendes humør fra dag til dag. jeg tænkte det måtte være hendes sindslidelse, og at jeg ikke måtte tro alt de onde ting hun sagde. om fredagen skrev hun at hun havde nok i hendes venner og at jeg skulle holde mig væk. jeg kunne ikke holde ud at være ude, når jeg var så bekymret. jeg snakkede med nogle af vores fælles venner. jeg skrev til en pårørende forening for folk med maniodepressiv. om onsdagen skrev hun igen, at jeg ikke skulle være venner med hendes venner. men ville også sige hun aldrig havde haft det bedre i alt den tid vi havde været sammen, og hun slog op fordi hun var træt af mig. jeg var så såret.hvordan og hvorfor kunne hun være så ond. så led mod mig. hun skrev jeg skulle lade hende være. jeg var så ked af det. havde det virkelig været så nemt at slå op, havde hun aldrig elsket mig? var jeg så nem at komme over. havde vores forhold været dårligt for hende siden hun var så glad nu? havde jeg været en dårlig kæreste? havde hun måske ligefrem glædet sig?  var jeg for dårlig til hende. havde hendes kærlighed været falsk. jeg havde de tanker i hovedet det meste af december. til jeg blev sur på den nedsættende måde hun talte til mig på. efter ca en uge skrev hun til mig at hun savnede den tid vi havde sammen, at det var en god tid. hvad skulle det betyde? ville hun have mig igen. jeg havde weekenden inden kysset og sovet med en ny, men det betød ikke noget.

 juleaften var dejlig. hele familien samlet for første gang længe. jeg tænkte ikke på hende. ikke før min søde kusine spurgte mig hvorfor min kæreste ikke var med. på vej hjem skrev hun at hun også havde tænkt på mig. et par dage efter ringede hun. vi talte sammen for første gang siden brudet. hun havde været sammen med en. gennem vores forhold skrev hun frækt med en anden der også havde en kæreste. dengang vidste jeg hun ikke lagde noget i det, men da hun nu havde været sammen med ham, stillede det for mig spørgsmåltegn ved hele vores forhold. havde hun altid følt noget for ham, ventede hun bare for en lejlighed til at slå op så hun endelig kunne få ham? hun sagde også at grunden til at hun ikke ville mødes var at hun var bange for at hun ikke kunne holde sig fra mig. hvad skulle det betyde. savnede hun mig?. efter nytår skænes vi lidt men efter et par dage skrev hun igen. hun savnede min kærlighed og ville ønske jeg lå der ved hendes side. jeg måtte have elsket hende. hvad mente hun? ville hun have mig igen? jeg var forivret. hvad skule jeg tro? på den ene side gjorde hendes miksende signaler at jeg kom længere og længere væk fra hende. hun måtte bestemme sig. efter at have hørt at hun blot en uge efter brudet var sammen med ham, forsvandt mine følelser mere og mere for hende. jeg følte mig forrådt. hun måtte have haft følelser for ham mens vi var sammen. hun ventede på at slå op så hun endelig kunne få ham. jeg prøvede at gøre det klart for hende at det skulle være op til hende om der skulle være noget igen. i februar gjorde jeg noget dumt. jeg ville være sød ved hende og vise hende at jeg savnede hende. så jeg sendte blomster. hendes første reaktion var glæde, den næste var vrede. vi har ikke snakket sammen de sidste uger. hun er træt af mig. forstår jeg godt. ville jeg også selv være. jeg er ked af min underlige opførsel, jeg erkender mine fejl, min diskutuinslyst som jeg virkelig forsøer at arbejde på. rom blev ikke bygget på en dag. det tager tid. jeg undskylder. 

hvor står jeg så nu? jeg savner hende. som ven, jeg savner at kunne snakke med hende. jeg håber vi kan mødes en dag, og blive venner med tiden. hvis det skulle være os igen, skulle hun vise mig at jeg kunne stole på hende. jeg var og er ikke tvivl om at hun elskede mig dengang, men tror ikke på at ham den anden ikke betød noget, siden der gik 5 dage før hun var sammen med ham. jeg håber det bedste for hende. jeg elsker hende, jeg håber hun møder en der vil give hende den samme kærlighed jeg gjorde. og behandle hende bedre end jeg gjorde. jeg vil aldrig glemme den tid vi havde sammen, og det håber jeg heller ikke hun gør, og den vil altid betyde noget for mig. hun gjorde sommeren til det den var. jeg håber vi kan være fortloglige igen engang. jeg selv. jeg savner en kæreste i den forstand at jeg savner en at putte med, at nusse med en at kikke ind i øjnene uden at sige noget. en der siger at hun elsker mig. en at vågne ved siden af. men tror det bliver svært at få så store følelser igen lige nu. og lige nu, nyder jeg faktisk at være alene. jeg nyder min lejlighed, at bo selv. skolen. dsu. alle de ting jeg nød før jeg mødte hende.  for nygelig træf jeg så en pige med aspegers igen. hun er 25. hun er så sød. så smuk. vi forstår hinanden, jeg føler da noget. jeg er psykisk tiltrukket. hun har dog en kæreste, hvilket jeg respektere. vi skal snart mødes og spise sammen. tror der er usigter til et smukt venskab. nu må vi se. hvad byder fremtiden? jeg skal mødes med min x til påske, hun har sagt jeg skal holde mig væk, så det må jeg hellere, og at hun nok skal skrive når hun gider. jeg håber virkelig ikke jeg er nød til at undgå hende og ignorere hende. det har jeg iværtfald ikke tænkt mig. slet ikke hvis vi kommer på kursus sammen. forhåbentlig bliver mig og hende den søde på 25 nære venner. forhåbentlig for jeg en bedre eksamen end den sidste. forhåbentlig bliver jeg formand for min afdeling. nu kan jeg ikke spå. det er snart forår i følge kalenderen og forhåbentlig også snart i mit sind. jeg ville elske at blive forelsket igen. ville elske at tilbringe sommeren med en kæreste. lige så dejlig som den sidste, en der elsker mig lige så højt. de ord jeg længtes efter at høre fra min x er ikke de tre magiske ord, men orende : du skal nok møde en pige der elsker dig lige så højt som jeg gjorde, og en der vil give dig den samme kærlighed. du er en dejlig fyr. ind til videre må jeg lade mine veninder om at sige det. jeg er en dejlig fyr, det ved jeg.man kan selvfølgelig aldrig vide hvad fremtiden bringer, særligt ikke i min alder, der gik trods alt kun to måneder fra vi skrev til..sidste gang. men man kan også kikke på brudet på en positiv måde. det var hendes måde at sige at jeg har fortjent bedre.

jeg har nydt at skrive disse blogge, det har hjulpet at skrive det ned. jeg er især glad for at have fået en fast læser. målet har aldrig været at læseren skal have midilenhed med mig eller de ting jeg har været igenem. men forståelse for mig. for at vide hvor man vil hen må man vide hvor man kommer fra. skriver igen lige inden sommerferien. mærkeligt at tænke på at teenage årende snart a slut. på en måde bliver det dejligt, for det har sgu ikke været lutter lagkage. håber jeg går fede tider i møde. en tiden hvor man stoler mere på dig selv. dejligt at blive voksen. 

der er 2 grunde til at hendes navn er ukendt i denne blog. 1. for at beskytte hende. og for det andet for på den måde at vise at hun var meget mere end Karina var og derfor er hendes navn overflødigt. jeg elsker hende, jeg ønsker det bedste for hende. at hun møder en der vil give hende den samme kærlighed som jeg gjorde, og som elsker hende lige så højt som jeg gjorde. hun betød alt. mere end min lejlighed, mere end min skole. hun fortjener det bedste. for det gav hun mig. jeg ønsker stadig kontakten til hende. for hun er så dejlig, hyggelig at snakke med. og håber med tiden vi kan mødes og være sammen, sådan helt normalt. så må man se.  man ved aldrig hvad fremtiden bringer.

 livet er desvære men heldigvis uforudsigelig. 

til minde om den 26. juni 2013 og tiden der fulgte. 

hver dag med dig var en drøm. 

outside the wall.

når man har fjernet en sten, vælter muren.

i Maj 2013 skrev jeg for sidste gang i den sorte bog. et slags eftermæle eller essay om livet.

jeg følte jeg kendte mig selv igen, og jeg havde overlevet en svær periode i mit liv. den havde gjort mig stærkere, da jeg nu kendte mine svagheder. jeg kikkede tilbage på mit liv, uden at føle skyld for alt der ikke var gået godt. jeg følte intet had til min far for noget han havde gjort for 10 år siden, men følte at det var ligeså meget hans ansvar at holde kontakten, det havde han ikke ligefrem været god til, men det var dog blevet bedre efter min farmors død, da fik jeg ondt af ham. jeg var nu det eneste famile han havde. jeg ville ikke forlade ham. den tomme luft der havde været i mellem os, skulle nok forsvinde med tiden. men vi måtte også give hinanden tid. for det han gjorde var stadig et sår på mig.

jeg bebrejdede stadig Hee Skole for at jeg kom på specialskole, men jegfortrød ikke den tid, da jeg havde mødt min bedste ven på den skole, vi havde samme holdning til det sted. tror ikke jeg kender nogen der kender mig så godt som han gør. kan huske jeg fortalte ham om mit forsøg, og han sagde jeg havde også virket anderledes på en dårlig måde, men han tænkte nok det bare var ham. jeg fik stadig en klump i halsen når jeg gik over den bro, eller så den nede fra. jeg glemmer nok aldrig den 23. Juni 2010.

jeg var kommet mig over karina. det undomsopør i 9. og 10. klasse var  lykkedes. jeg var blevet den person jeg gerne ville være. den jeg var bange for at vise. nu kunne jeg næsten ikke andet. jeg gik i anderledes gammeldags tøj, ikke for at provokere, men for at skille mig ud og fordi jeg kunne lide at gå i det. mine socialistiske idealer havde fået mig med i dsu, men havde ikke gjort mig blind. jeg fulgte ikke blindt en leder og alt hvad hun sagde, og støttede alt partiet gjorde. det var lidt min frygt da jeg meldte mig ind. jeg havde en hvis anelse om, at alle ungdomsorganisitoner var bygget på samme måde. at de var bygget på fællseskab og indoktrinering. og uvidenhed. det eneste der er nøsvændigt for skabelsen af diktatur. sådan havde jeg nok været i starten. men jeg var blevet kritisk, så krittisk at nogle af medlemmerne drillede mig med at jeg var for rød til dsu.

jeg havde oplevet hvordan det var at give slip og slå sig løs, og lade sin lyst og sit begær tale, og få magten, og ikke lade ens samvitighed holde mig tilbage som den altid havde gjort. dette har intet med min oprdagelse at gøre sjovt nok. jeg er glad for at det var min mor og papfar der har opdraget mig. det var en meget fri opdragelse. jeg lærte nogle værdier der har gjort mig til den jeg er. kærlighed. ubegrænset. men også en ansvarsfølelse over hvad jeg vil med livet. det bedste var at jeg ikke blev holdt totalt i stram snor hele tiden. selvfølgelig vidste jeg hvad der var rigtig og forkert, men det hele skulle ikke være seriøst. hele tiden. jeg skulle ikke lære det hele på den hårde måde. sarkasme var vigtigt. selvironi er vigtigt. meget vigtigt. jeg kunne blive alt jeg ville, men jeg skulle være ydmyg. og venlig overfor alle menesker. sådan kom jeg længst. det har jeg levet efter.

jeg er blevet den jeg gerne ville være. jeg er et omsorgsfuld kærligt varmt meneske, der har signe holdninger og står ved dem. og udviser dem. jeg er afhængig af kærlighed. ubetinget kærlighed. jeg er afhængig af at nogen kan lide mig, at nogen elsker mig. uden at have en grund. min største drøm i livet, er ikke længere at blive skuespiller, selv om det er en drøm, det er heller ikke at bo i London. min største drøm i livet er at finde en der elsker mig for den jeg er og som vil blive ved mig og være min resten af livet. fordi hun elsker mig. det vigtigste i verden er kærligheden. den er størst. det har jeg vidst siden den 23. juni 2010.
den hårde periode på Holstebro HF har lært mig at man ikke skal forvente sig noget af nogen. man kan kun håbe. der er altid håb. musik er en måde at slippe væk på. det er vidunderligt. jeg tror på mig selv.

tilgiv.
tro på dig selv.
kærlighed er størst.
de dårlige tider vare ikke evigt. tag en dag af gangen.

jeg er anderledes. jeg har det godt med det. jeg er ligeglad med hvad andre mener om mig.
det vigtiste i livet, og opskriften på lykke er.

at have noget at lave, noget at håbe på og vigtigst at have nogen at elske.

gennem hele vores liv oplever vi nederlag, særligt i den periode af vores liv hvor vi er mest sårbare. teenage livet. når først vi har oplevet et nederlag der var lige ved at knække os beskytter vi os fra flere. hvordan? vi bygger en psykisk mur rund om os selv, jo flere nederlag og skuffelser jo højre bliver den. det er en farlig men naturlig reaktion. når vi gemmer os bag denne mur og jo højre vores beskyttelses værk bliver jo mere sikre føler vi os. tror vi. men det er ikke virkeligheden. jo mere vi gemmer os bag muren, jo mere isolerede bliver vi. man mister evnen til at vise hvad man virkelig føler af frygt for afvisning, man bliver mindre social, mere alene. jo mere isoleret man bliver jo mere snæversynet bliver man. pludselig er du god og verden ond. man gemmer sig måske bag en ideologi, et fællesskab af folk der mener det samme som dig, bag et parti. jo mere man overgiver sig til en tanke til et parti, jo mere mister man evnen til at være kritisk. man stiller ikke spørgsmål, man stoler blindt på lederen. jo mere isoleret man bliver heder det ikke verden, men os og dem. os de gode og dem de onde. man bliver aggressiv. man kan ikke acspetere andre holdninger, andre iderr man har ingen forståelse for dem. muren bliver tykkere. inden i en sider smerten dog. man er klar over at muren er der og man ikke kan komme ud. jeg er overbevist om at når vi alle har smadret vores psykiske mure, så er verden ikke så sort hvid, så kan vi acspetere andre, så kan vi vise følelser, så er vi ikke bange. så kan vi elske mere. den sværeste mur i verden at vælte, er vores egen.

muren holdte mig tilbage og låste mig inde i mig selv. det var først da jeg fik svar fra karina den endelig faldt.

den sværeste mur i verden at vælte, er vores egen.

All alone, or in two's,
The ones who really love you
Walk up and down outside the wall.
Some hand in hand
And some gathered together in bands.
The bleeding hearts and artists 
Make their stand.

And when they've given you their all
Some stagger and fall, after all it's not easy
Banging your heart against some mad bugger's wall.

når man holder op med at lede efter kærligheden, så kommer den igen. skriver igen om en måned. 

thi kendes for ret!

tiden fra Queen musicalen i London i 2011 og til Karinas brud i August 2012 vil jeg beskrive som en romantisk periode. det var nye tider. en tid præget af håb for fremtiden, forandring, udvikling, anderledes musik, anderledes tøj, oprør mod skolesystemet. et oprør der lykkedes. ungdom, romantik og succes og socialisme. jeg troede aldrig det ville stoppe. det var en drømmenes tid. Den 9. August vågnede jeg op til virkeligheden. den rå og hårde virkelighed. det var bare en drøm, på et tidspunkt slutter den. den følgene tid var præget af realisme. hård realisme. verden gik den forkerte vej,  musikken blev melankolsk og trist, og nogle gange opmuntrende. et mislykket forsøg vel og mærke. Pink Floyds The Wall og ulykkelig kærligheds musik, men samtidig musik om fred og forandring. som håb for at i morgen ville lykken vende. det gjorde den ikke. jeg gik fra at mene at jeg skulle vise jeg kunne, jeg kunne sagtens klare HF, drømme kunne blive til virkelighed og alt det. til at være realist. en kedelig realist. det jeg havde hadet og havde kæmpet imod. jeg tænkte de gode tider vare ikke evigt, kærlighed er ikke magisk, det er kun eufori. man skal ikke tro man kan hvad man vil. og man er ikke selv herre over sit liv. jeg havde mistet min selvtillid. jeg troede ikke på mig selv. jeg var så ynkelig. jeg kunne slet ikke se, hvad Karina havde set i mig. samtidig fortsatte mareridtende om natten om mine selvmordsforsøg, jeg følte ikke jeg var god nok til min skolen. jeg havde det af helvede til. så da psykologen spurgte mig om jeg følte mig skyldig i af mit liv var gået som det havde gjort satte det tanker igang. så kom julen. den hjalp på humøret. jeg fik en del af min selvtillid tilbage.

2012 blev til 2013. jeg tog til hvide sande i slutningen af julen. starten på året gik med at jeg fandt mig i min situation. det var lort, men det ville det være et stykke tid. at man ikke skulle forvente noget af nogen.  jeg kunne lige så godt vende mig til det. men var jeg skyldig?

var det min skyld jeg ikke havde kontakt til min far? var det min skyld jeg kom på special skole? var jeg selv skyld i den bagtale der fik mig ud på kanten af livet? var det min skyld jeg var så ensom? var det min skyld det ikke gik med karina? var det min skyld jeg ikke kunne klare gymnasiet, og stod til at blive smidt ud? var det min skyld? var det aspsergers? var det dem?

det var ikke fordi min far ikke kunne lide mig. han elskede mig, det vidste jeg. han forsøgte da os på at skabe kontakt. så måske var jeg selv skyld i at der ikke var nogen kontakt. jeg kontaktede ikke ham. jeg følte stadig et had til det han gjorde dengang. jeg kunne ikke tilgive ham. 9 år efter kunne jeg stadig ikke tilgive ham. hvor var det ynkeligt af mig. jeg gad heller ikke. det var dårligt af mig vidste jeg. på den anden side ringede han aldrig. og på den anden side var det utilgiveligt at han ikke troede på hans egen søn dengang. men det var næsten 10 år siden, burde jeg ikke være kommet videre?  men han kendte mig jo ikke. han kunne ikke forvente noget. jeg havde mit eget liv.

jeg var dårlig til matematik, og jeg koncentrere mig ikke i 4. klasse, jeg lavede aldrig mine lektier, og jeg gik altid for mig selv selv om jeg havde masser af venner. jeg skulle have nydt deres venskab og ikke gået rundt for mig selv og dyrke min ensomhed. derfor kom jeg på specialskole. måske det var min aspergers der gjorde at jeg ikke var social og gik rundt for mig selv. måske var det min aspergers der ikke kunne koncentrere mig. så måske var jeg for anderledes og hørte ikke til på en almindelig skole. jeg var ikke god nok. måske var det min aspergers der fik mig sendt væk. hvis det var, hvorfor gav de mig så ikke den hjælp jeg var beretiget til. den jeg havde ret til. ikke resurser nok? dårlig undskyldning!? havde jeg kunne klare mig hvis de havde vist det i tide?

havde jeg fortjent at gå der? enlig ikke, jeg kom jo væk derfra, men på den anden side kunne jeg jo ikke klare det jeg troede. det gik af lort nu. havde de ret? var jeg for dårlig? skulle jeg havde fortsat der på specialskolen? og kommet på specialefterskole og teknisk skole som en hver anden der gik der? var jeg ikke god nok? men på den anden side, jeg kom væk, jeg beviste at jeg var god nok til en almindelig skole. jeg fik 7, 12, 10 og 10. så det var måske en fejl?

jeg var for klistret så sikkert derfor var jeg ikke med karina mere.

jeg var blevet væk fra for mange timer så selvfølgelig var ved at blive smidt ud af gymnasiet. jeg fulgte ikke med, og hvorfor, fordi jeg flæber om hvor hårdt livet er, på den anden side hvis en anden havde været igenem det samme vil de så ikke have det på samme måde?

var jeg bare svag? var jeg bare ynkelig? det mente jeg selv.

i vinterferien var jeg med DSU i Berlin. jeg fik det bedre med mig selv. jeg trængte i virkeligheden til at nogen eller noget sagde at det hele nok skulle gå og at jeg skulle nyde livet i stedet for at flæbe over hvor hårdt det var. jeg købte mig en pladespiller. jeg var blevet en rigtig gymnsie elev. hipster. Hipie. jeg hørte Pink Floyds The Dark Side og the moon. fantastisk album. i løbet af tre kvarter fik jeg det at vide jeg havde længtes efter siden karina. spild ikke tiden. lev, musik er magisk, penge er ikke alt, og materialisme er noget lort. uden kærlighed er man intet. elsk hinanden. slap af, og vigtigst af alt: andre har det som dig. slap af. tro på dig selv. det er ikke alt sammen din skyld. vær glad, nyd livet. elsk. gør hvad du vil, hold dig ikke tilbage, for intet vare evigt, de dårlige tider slutter.

jeg kom frem til en dom: det var både min og min fars skyld der ingen kontakt var, for ingen af os var interesseret. mest var det min skyld fordi jeg ikke ville give ham en chasse. det var ikke min skyld jeg kom på specialskole, de kunne have givet mig den hjælp jeg var berettiget til. men jeg havde aspergers derfor var jeg for vanskelig. jeg klarede mig godt efter specialskolen så jeg havde ikke fortjent at gå der, men jeg fortrød det ikke. man lærte af det. den pædagogik der var der havde fået mig ud på kanten af livet, fordi det gav mig dårlig selvtillid. på den anden side var jeg bange for nederlag, men det havde jeg jo lært der. min aspergers gjorde sikkert også at jeg tog deres kritik personligt. jeg var selv uden om at have været så tæt på, jeg fortalte jo ikke andre om det. men det var ikke min skyld. min aspergers hjalp, specialskolen hjalp og de hjalp. og desuden var jeg teenager så det var meget normalt. det eneste der var var at fortyde at man kom så langt ud, og at man ikke sagde det. jeg kunne have stoppet mig selv. men ensomheden og den dårlige selveild kom fra aspergers, specialskolen og jeg var teenager.  den ville jeg altid føle skyld for. altid.


det var min skyld jeg var ved at blive smidt ud. jeg fortalte ikke min smerte til nogen. mest af alt følte jeg skyld for at der ikke var nogen kontakt til Karina. så jeg skrev et brev. der fortalte hende det helvede jeg havde været igennem. jeg skrev derefter det brev jeg faktisk sendte. de tre sider var terapi. og det virkede. hun svarede. hun var ikke sur på mig mere. men ønskede ikke kontakt. hun svarede. jeg smilede ærligt for første gang i månedsvis. jeg var glad. jeg stolede på mig selv. jeg var blevet den peter jeg kendte igen. muren væltede omsider. dommen var at fra det punkt skulle verden se mig som jeg virkelig var. med alt min svaghed og styrke, men dårlige og gode sider, de skulle vide hvor stærk og hvor svag jeg er. kontakt far. specialskolen er fortid jeg klarede den. jeg fik min selvtilid igen. kikkede mig selv i spejlet og tænkte. jeg er blevet den jeg gerne ville være. den jeg var bange for at vise. nu skulle alle se mig som jeg er. muren væltede.

første ærlige smil i et halvt år på det tidspunkt.

næste gang bliver det meget eftertænksomt.