denne tid har i det hele taget været en tid hvor jeg er kommet i kontakt med nørden i mig igen, jeg ellers forsøger at skjule. på 3. måder. 1. starwars nørden eftersom den nye starwars episode 7 udkommer til December. starwars var nok en af mine første sær interesser, som jeg fik samtidig med at resten af min generation blev hyped over Harry Potter og Twilight. jeg har aldrig været så skeptisk omkring nogen film på forhånd som jeg er det med starwars. det kan enten blive fantastisk eller et direkte flop på højde med episode 1. the phamtom menece, så længe de ikke har en jarjar binks med som et unødvendigt comic releafe så skal det nok gå fint. min nødrethed kom dog bag på mig. for jeg blev ikk bare glad over den sidste trailer til filmen, jeg flækkede en tåre over at høre kærlighedstemaet til den, og se tusindsårefalken og Han Solo ( Harison ford) :) glæder mig uendeligt meget til Jul.
2. denne "fremtiden er ankommet" replik fik mig til at tænke på tid som helhed. og hvordan man kunne beskue nutiden som fremtid. altså sagt på en anden måde, hvordan man kunne se på nutiden id fra et retrospektirsk perspektiv. om nutiden lever op til de forventninger man havde til den i fortiden, da nu var langt ude i fremtiden?. gør den så det? og hvordan havde jeg forestillet mig, nu, for 2 hf siden, eller 5? hvordan havde nutiden set ud, hvis de drømnem jeg havde dengang blev virkelighed, hvilke blev virkelighed og hvilke gjorde ikke? og hvad med fremtiden nu?
for 5 år siden, ville jeg ikke have eksisteret nu. jeg ville have været død, og alt ville være intet, kun min familie, og venner fra specialskolen og fra hee ville huske mig, da jeg på daværende tidspunkt var en meget indelukket person, der ikke turde visse sit sande jeg, som gjorde alt for at passe ind, men som aldrig følte jeg gjorde. hvilket indirekte fik mig til at forsøge selvmord dagen før min 16. års fødselsdag. fremtidsudsigten var ellers at jeg skulle have en handelsskole eller kokke udannelse, ikke fordi jeg selv ville. men fordi det var det specialkolen havde forestillet sig. først for 5 år siden i skrivende stund ændrede det sig og jeg kom i 9. for 4 år siden i det magiske år 2011, ændrede det hele sig. blev poltisk interesseret, opsat på at finde mig selv, hørte min egen musik, var anderledes og stolt, og jeg var ude af special skolen. der var ingen grænser for 4 år siden på hvor jeg ville være idag. jeg ville gå på skuespiller skole, ikke i Danmark, men på the drama academy i London. bo i en lille lejlighed og være semi kendt....jep i know, min realitetsans var ikke på sit højeste ;) i forhold til den drøm synes virkeligheden en anelse trist XD. i 2012 var fremtiden sammen med den pige jeg var sammen med den pige jeg var sammen med, i København, for 2 år siden var jeg sikker på at jeg i skrivende stund ville bo i Aalborg med min x, og gik på journalisthækskolen. også en kende skuffende, i forhold til hvordan jeg troede det ville være for et år siden, hvor jeg nu, ville have læst på vuc i Aalborg, men ellers lever den op til nutiden. :)
Den sidste stykke tid har i det hele taget været en forsmag på en mulig fremtid. for eksempel var jeg på studiepraktik på Aalborg universitet, i faget Tysk. kommunen havde angret det fantastisk godt, med gratis transport til og fra Aalborg, og rundt i byen, gratis overnatning på Cabin, lige ved siden af Nytorv. med morgenmad, og by vandring, rundt til et studieliv i Aalborg. gik også selv rundt lidt på må og få. bl.a. forbi Aalborg akvavit. studiet var både skræmmende og afskærmende på samme tid, niveauet var højt, men vi blev beroliget med at de ting vi var vidne ting var svarede til 3. semester. og man starter på bunden. læren var dog en stereotyp udgave af en universitetslærere, han grinte af hans egne intellektuelle jokes, der dog var så dårlige at man ikke engang smilede, og han grinte på en måde der signalerende at han godt selv vidste den var dårlig. hans SÆTNINGER startede altid på en højere oktav end de sluttede og hver sætning lød en anelse forpustet...........til sidst ;) jeg er meget tiltrukket af tanken om at blive akademiker, og især tanken om studielivet ved siden af studiet. jeg er pludselig blevet meget i tvil, min 1. prioritet er stadig journalist, men 2. ved jeg ikke. har overvejet historie, tysk og idehistorie. i første omgang søger jeg til optagelsesprøve på journalisthøjskolen den 15. marts. og så må historie blive 2. prioritet, og en kandidat i journalistik. ved ikke hvornår endnu, men er klar over at jeg skal være 100 på hvad jeg vælger. for jeg er samtidig også virkelig oprigtigt bange for at fejle. at starte på et studie og 3 måneder inde må give op fordi jeg enten ikke kan klare præsset, eller at jeg ikke er god nok. jeg er så bange for ikke at være god nok, og ikke leve op til mine egne forventninger. blive ensom indelukket, og for hvad jeg er i stand til hvis jeg bliver stærkt deprimeret. så bange at for tiden gentagende gange har drømt om dengang igen. måske fordi jeg ubevist stadig betrækter det som en mulighed. en mulighed jeg vælger ikke at tage. dog kan jeg drive frygten let på afstand, med nostalgi. musik fra engang hvor alt ændrede sig fra intet håb toæ perfektion i løbet af nogle få måneder i foråret og sommerem 2013.
den seneste tid har man set danskerne fra deres smukkeste og grimeste sider.
for det første fra verdenssamfundet. milioner af flygtninge har i sommers flygtet fra det bombede Syrien og fra isis som vi, den vestlige verden bekæmber. der flygter herop med livet som indsats via middelhavet. for så at blive mødt med stærk rarcisme, først fra Ungarn, der nu er ved at genopføre jerntæppet, de ellers selv var de 1. til at nedrykke, for 26 år siden. så med åbne arme fra tyskerne, for så igen at blive mødt med hård intolerance fra det folk der hjalp jøderne til sverige under krigen. sågar af racistiske røvhuller der spyttede på dem, idioter med en iq svarende til en vandrende pind, og med et stort dannebrogsflag hængende på kolonihavehusets væg, den hvide farve er forstærket ud fra sædpletter. klamme u lækre perverse nationalist!! jeg skammede mig virkelig over hvor intolerante mit folk var de 1. uger, og i protest meldte jeg mig ind i venligboerne i Herning. jeg hjælper når jeg kan og når jeg kan. fordi det er man nød til når verden brænder og de ledende poletikkere intet gør.
for det andet fra en uventet kant jeg ikke forventede at høre fra igen de næste lange tider. en gammel forældet håbløs og ligegyldig, kold krig blev igen pustet igang da nin x pludselig lige skrev til min mor . ydremere skulle jeg høre på socialdemokraternes kongres fra en mine dsu venner, at de havde fået besked fra hende til at sige det videre hvis jeg på nogen måde nævnte hende.vi blev enige om at, for en der skal forestille at være ligeglad med mig, har hun en mærkelig måde at vise det på. vi grinte af det. og mere var der ikke i det, dog fustrede det mig meget, at der stadig, næsten et år efter vi sidst reelt havde haft kontakt skulle være så meget evindelig bøvl. og begyndte at sammenligne det med den kolde krig. jeg var Regan og hun gorbatjov. den eneste der kunne rive muren ned. men vi er stadig for bange for den andens intentioner til at gøre noget som helst for at løse noget som helst.
sidst jeg skrev var jeg smaks forelsket. det gik dog i sig selv igen efter vi havde mødtes. men noget af den sidder fast. høre pludselig mange pladeromantiske sange, der førhen iriterede mig, fordi de var naive, og sange om kærestesorger for mig sågar til at smile fordi jeg på trods af alt tænker, hvor slemt kan det lige være. når jeg møder kærestepar i toget der sider tæt op af hinanden og kysser når de forlader hinanden, eller til dsu engamenter hvor par ligger sammen og, hun nærmest ikke vil lade ham rejse sig om morgenen. førhen irriterede det mig grænseløst at se på folk der var forelsket. jeg synes det var klamt når folk kyssede i offentlighed. jeg fandt det offensivt og naivt, at tro at det ville holde og mærkeligt at man kunne elske nogen så meget. nu synes jeg det er sødt. og det for mig til at tænke på sidst jeg havde det på den måde og jeg begynder at savne det. den totale naive kærlighed, og troen på at personen aldrig vil såre dig. når jeg læser statuser fra venner der har besøgt hinanden og hvor meget de eeeeeeeelsker hinanden og ville ønske den anden var der, bliver jeg virkelig glad på deres vegne, og tænker: så pladderromantisk var jeg selv engang. tror jeg er klar igen. skriver med flere af gangen, men uden at lyve for nogen af dem. jeg kan ikke tage nogen beslutning før jeg har mødt iværtfald en. og begynder ikke at antyde for meget inden. lige nu nyder jeg bare alt den kvindelige opmærksomhed. der er self nogle jeg bedre kunne se mig selv med en andre. men siden nintet af det er seriøst endnu, føler jeg ikke at jeg gør noget forkert, eller holder dem for nar. dog er jeg bræmset. ikke så meget af frygten for at blive såret igen, men mere af mine forventninger til dem når vi mødes. selvom jeg ikke vil det, forventer jeg lidt ,at hver gang jeg møder en, skal det slå lige så meget klik, og være lige så fantastisk og romantisk og sommerlig, som det var sidste gang. hvis ikke den ild er der fra 1. møde er det sikkert ikke det værd tænker jeg. vil jeg ikke men kan ikke lade være. fordi jeg netop gerne vil falde lige så voldsomt, så naivt og så head over heals som dengang. håber jeg kan møde en der kan fjerne de forventninger bare en anelse. modsat dengang tror jeg dog ikke jeg vil invitere den næste med i den park efter næremere eftertanke, fordi det er et minde jeg har med en anden, som den næste ikke bare ville skulle leve op til men også forbedre, og i respekt for hende er det en alt for svær opgave. også fordi jeg netop grundet placeringen ikke ville kunne lade være med at sammenligne og dermed ødelægge et godt minde. desuden er det også betydeligt mere romantisk hvis vi kan finde vores eget sted, et nyt sted. jeg forventer ikke noget udsende mæsigt. gør dog ikke noget hvis de er buttede, øjne mund, kinder, og næse tæller meget. sarkasme, selvironi er også en god ting. jeg savner den totale forelskelse og den naive kærlighed. mere end bare at putte og det fysiske. men nogen at grine med, og kikke i øjnene og sige at hvad der behøver at siges. uden ord. savner savnet, og når man så endelig mødes, kikker hende i øjnene, hun holder om dig som om hun aldrig vil give slip, du dufter hende og kysser hende.
2015 er snart slut. det har været et godt år. meget bedre end sidste år. noget færre pludseligt døde venner. en fantastisk selvtilliden SSO og tilsvarende eksamen. en uventet intenst møde i påsken, en semi romance der varede til vi mødtes igen om sommeren. jeg stiftede bekendskab med En Af Os, jeg blev ungdomsamasadør. en fantastisk og uforglemmelig studenteruge. besøget fra hviderusland. afskeden med et liv styret af min diagnose, og et nyt liv, som opvarmning til et nyt og spændende kapittel i mit liv. moget jeg fortryder? ja. jeg har været uærlig og udnyttet menesker jeg holder af, for at få noget. skulle lade som om jeg var ligeglad og hadede menesker jeg holder af , kun for at undgå problemer, og at jeg ikke fik det maksimale ud af mine eksamener. næste år. hvad er mine tanker om næste år så? om den nære fremtid. hvad håber jeg på i det nye år? at de konflikter der har styret året vil slutte næste år, og drama vil blive erstattet med dialog. at jeg kommer ind på et drømme studie til september og jeg vil elske det. bo en stor dansk by, med masser af liv og håb for fremtiden. og måske at jeg næste år i skrivende stund ikke længere er single, eller at jeg lige er blevet det, og flæber over det ;) ;) fremtiden er hvad man gør den til. om ca. halvanden måned, vil jeg stå med shcampagne glas i Hee og fejre fremtidens uvished og en ny start. kun gud ved hvilke begivenheder jeg fejre på forhånd den aften.
må den ærede læser få en glædelig jul og et godt nytår.
næste blog kommer i Marts.
