sommeren er snart forbi. i morgen starten skolen igen, og rutinen vender tilbage, og det samme gør den ensformlige hverdag. det er både kedeligt men også dejligt. sommeren har de sidste år, og det meste af mit liv været årets højdepunkt og det som jeg tit måler året på ved nytår, hvor god sommeren har været. sommeren 2010 var som sagt den mest forfærdelige og ensomme i mit liv, årene siden har været de bedste ever, særligt 2011. ungdomsoprøret, hvor jeg søgte individualismen, prøvede at finde mig selv og følte mig fri og ung. sommeren 2012. kærligheden og det første år som "voksen". 2013, en endnu større kærlighed og flytning og selvstændighed. hvert forår har jeg tænkt det bliver svært at overgå sidste år, og jeg tog fejl, men ikke i år. sommeren 2013 vil altid være bedre end denne sommer. der skete ikke meget, men det der skete gjorde det hele fantastisk. i år har det været næsten modsat. det er den værdste sommer i 4 år. selvfølgelig har det hele ikke været skidt, og jeg har ikke i sinde at gøre dem kære læser, deprimeret. for det har da været godt, men der har ikke været meget at smile af. sommeren 2014 emmede af afskeder, fortvivlelse og død. dog står jeg på et bedre sted end jeg gjorde i juni. denne blog er en mere personlig af slagsen, end de tidligere, ikke blot personligt om mig selv, men personligt rettet med de medvirkende, de personer jeg desværre og heldigvis vil huske sommeren 2014 for.
vi begynder hvor vi sluttede sidste gang.
da jeg skrev tilbage i Juni løb sveden og angsten ned af panden. det var dagen inden en skæbnesvanger dag i ordets oprigtige betydning. dagen efter skulle jeg til eksame. en eksame der skulle afgøre min fortsættelse på HF i august, og dermed min nærmeste og lidt fjerne fremtid, da jeg ikke kunne se hvad jeg ellers skulle gøre ellers. eksamen i NF, og for jer der ikke er så sofistikeret at i går sådanne steder;) betyder der naturvidenskabelig fagrubbe.....trommehvirvel........jeg BESTOD! lige nøjagtig. jeg fik 02. jeg kom op i mikroskopi, som jeg ikke havde været med til grundet sygdom. så føler mig heldig, så med det kan jeg fortælle at jeg fortsætter på Herning HF og VUC i morgen den 14. 20érne begyndte. nye tider, det skulle gå godt, men går ud fra at en skidt start betyder at det kun bliver bedre nu. den 26. tog jeg til Viborg, sammen med en klassekammerat. hun kunne heldigvis godt lide de pladeromantiske historier. det startede godt og småkedeligt. for at der skulle ske noget, bare lidt tog jeg på jobpatrulje. til dem der ikke ved hvad det er kan jeg sige at, de er en håndfuld unge menesker der tager rundt i landet og holder øje med om ungarbejdere bliver behandlet ordenligt i forhold til deres rettigheder og ikke mindst loven. man må for eksempel ikke løfte over 12 kg, det svare til en ølkasse med tomme flasker og man må ikke servere alkohol. først var jeg med de kære vestjydere rundt. det var faktisk sjovt, og hyggeligt, da vi var færdige sent på eftermidagen tog vi nemlig hen til et sommerhus med swimmingpool.
samtidig med dette frivilige arbejde, startede den triste sommer. jeg havde hele den første uge inden jobpatruljen gået rundt i en ond cirkel af savn og skyldfølelse. tænkte meget over de sidste 6 måneder og bebrejdede mig selv at det skulle være sådan.
den 13. juli tog jeg til Aalborg for igen at tage på jobpatrulje, denne gang i nordjylland. vi skulle mødes i byen og til en bar og se den tilstående VM Finale.
på samme tid, sad et af mine bedste venner siden 10. klasse og var på vej på tanken for at hente en pizza. han sad som paseger på forsædet i en bil med tog andre. to 18 årige var med, en 18 årig kørte bilen. de havde hverken drukket eller kørte for stærkt. da bilen var på vej til stadil skrider bilen pludselig ud med 80 km i timen og styrter lige direkte ind i et træ. de tog 18 årige ligger på århus i koma, men min 19 årige bedste ven, klarede den ikke. han blev erklæret død hurtigt.
dette vidste jeg ikke noget om før om eftermidagen dagen efter, da vi var afsted i nærheden af Thisted. en veninde fra klassen fortalte mig det, og at hun havde læst det i ekstrabladet. jeg blev rystet. jeg vidste dog ikke hvordan jeg skulle reagere, da jeg jo skulle være professionel i øjeblikket. jeg var på arbejde, og skulle engere mig. så jeg kunne jo ikke bare bryde ud i gråd, selvom jeg virkelig gerne ville. det var dog praktiske tanker der prægede mig mest i starten. hvornår er begravelsen? hvor mange fra klassen kommer? osv. jeg følte mig med et sindsygt malplaceret der hvor jeg var. i Nordjylland. på job, for fagbevægelsen. for en målgruppe jeg var vokset fra. jeg ville bare hjem. hjem og sige farvel til min ven, jeg følte mig pludseligt lidt fanget i det jeg selv havde sagt ja til. det mest uventede den. dag var lige så meget dem eller især en person der pludselig kontaktede mig for at kondolere. det havde jeg ikke regnet med, og det beroligede mig meget, og der fulgte 2 dage med normal men passiv kommunikation. de sendte mig hjem ret hurtigt da jeg fortalte mig dem de triste nyheder, og jeg tog fra Aalborg efter en tirsdag i Mariagerfjord og en halv dag i Aalborg. og først der, i bussen gav jeg mig selv lov til at græde, der skulle da også kun en sang til før tårende strømmede ud. da jeg tænkte på ham. på min ven. på uretfærdigheden. i dagene efter går jeg rundt i en ond cirkel tænkte på brevet og på ham. intet andet. jeg mistede totalt min appetit og holdte næsten fuldstændig op med at spise, og fik virkelig ondt i maven. enten sad jeg inde hos min mor, eller også gik jeg rundt i ringkøbing med et tomt og trist blik i øjet. mit liv gav ikke mening.intet gav mening. det hele var mere eller mindre ligegyldigt. har ikke været så ensom og følt det hele så tomt i 4 lange år. jeg længtes sindsygt efter 2013. jeg ved hvilken dag der kommer, og hvor forfærdelig den bliver. om lørdagen ugen efter hans død skulle jeg begrave min bedste ven. husker det så tydeligt. når man møder sine klassekamerater for første gang siden man gik i klasse med dem. når kisten bliver båret ud og skulle kondolere med hans mor.
kære Oliver. endelig kunne jeg give mig selv lov til at græde over dig, det er så forfærdelig uretfærdig og forståeligt, at du skulle herfra så tidligt, håber du ved hvor meget du betød selvom jeg nok aldrig sagde det, du forstod at sprede smil når der ikke var meget at smile af, hold kæft hvor bliver du savnet, du var virkelig elsket for din personlighed, gid der der var andre som dig. Du ser ned på os deroppe, håber han passer på dig for du passede på os.Du betød så meget for så mange menesker. Nåede aldrig at sige tak for den forskel du har gjort og du er skyld i at jeg stadig er her. hvis jeg vidste at den aften i Marts på stationen ville blive sidste gang jeg skulle se dig havde jeg givet dig verdens længste kram og fortalt dig hvor meget du betyder for mig. kæft hvor var det forfærdeligt at skulle se dig i en kiste, se den parese og vide at jeg aldrig kommer til at se dig igen, nu er det endegyldigt slut, det mest forfærdelige var at kondolere din mor der nu stor alene uden hendes søn. verden har mistet et lys, og det hele giver lidt mindre mening. der var så mange der elsker dig og græd over din alt for tidlige afsked. langt tid siden jeg har været så lidt troende i kirkelig sammenhæng, for hvis der findes en gud ville han ikke lade det her ske, ikke for dig ikke for os og ikke for din famile. dit lys skinner ned på os nu...men hold kæft hvor jeg savner dig. vi elsker dig Oliver. og vi savner dig. der var så mange ting vi skulle have gjort sammen vi aldrig kom til. sov godt min ven, vi ses i himlen....kunne jeg godt have ventet 70 år med at sige <3.
jeg læste ikke brevet før om mandagen, lettere modviligt, da jeg var bange for indholdet. blev dog beroliget da det var både omsorgsfuldt, og forklarende. brevet opfordrede mig til at tilbagesvar,det skrev jeg først 2 uger senere. med hendes brev fik jeg endelig sat en slags punktum for vores fortid.
et digt fra i sommers: du brudte reglen som jeg vidste du ville uden din mening, men det var sådan det skulle slutte, og nu da skyere er forsvundet, håber jeg du landede på føderne uden onde demoner. der holder dig oppe på de kolde krige, men i stedet for at se sandheden i øjnene drukner vi det i vin. snart er det kun lyde. vores egen Berlinmur er nede, og de kolde krige er færdig. når støvet har lagt sig. hvem er vi så. vil vi kunne genkende hinanden, og turde se hinanden som vi virkelig er. imens drukner vi i andres ord, og i varmen. hvis vi sætter os i varmen vil solen reflektere ilden i os. ambitioner, vilje, omsorg. er det meningen, hvis der er mening. en dyb indånding. et lys, du er på. voksen, ansvarlig. du kan alt, du skal nå alt, nu, du er uovervindelig. der er ikke plads til fejl og til dem der laver dem. se dig selv i spejlet. er du den du var, og den du vil være? du er ikke den samme, jeg kan ikke se dig for støvet. men skulle du falde griber jeg dig, for du er ikke klar over hvad jeg skylder. selvom vreden tære det op. så hvad vil der være når tågen ligger sig? et smil? vil den ligge sig?.et kram ville være en start. og et smil? kan jeg gøre noget?
den anden er ældre end mig. 22. vi mødtes og kemien var der fra starten, det der gør det besværligt er at hun har svært ved at skelne mellem at være tiltrukket og forelsket og hun bekymre sig meget. prøver dog hele tiden på at berolige hende og sige hun bare skal slappe af og nyden tiden. det der vil ske vil ske.
vi er alle reserveret. 200 elskere i et hurtigt bevægende lys. et behov du ikke kan benægte, en at lægge dig op af. nu kender vi døden, kik i avisen og se den over alt. men når du rør mig, glemmer jeg alt, og der er kun os. hvor har du været hele mit liv? forlad mig ikke. din bekymring skræmmer mig. du er så smuk at jeg er bange for at ødelægge dig. tag mig i hånden kys, mig så jeg glemmer smerten. og nyder dig og det. elsk mig, sår mig. jeg er din.
den sidste uge af ferien var jeg igen i Nordjylland denne gang med nogle klassekamerater. 3 piger og mig. hyggeligt, tæt på saltum og dermed ved Farup sommerland. i går var jeg sammen med en ven fra hee om at planlægge fordrag om vores aspreger.
så det var den sommer. i morgen vender skolen frygteligt tilbage. det samme gør dsu, og deres nationale agnemeter i september. er spændt men nervøs.
20erne startede hårdt og barsk. det var forhåbentlig kun begyndelsen. det værste er at det var det sidste jeg skulle se Oliver.
dagen efter begravelsen var jeg inde at se monty pythons sidste show. live fra london med nogle venner. mr. gumby the minestery of silly walks etc.
vil i minde om den største komik gruppe ever slutte på the bright side.
