2010. goodbye blue sky.

2010. et år jeg aldrig vil glemme. 2010. et år der ændrede mit liv for altid.

som sagt gik jeg på specialskole. vel og mærke mit sidste år. jeg var 15 men fungerede socialt som en der lige var fyldt 13. jeg legede starwars med min bedste ven, det var de sociale spilleregler jeg var vandt til, dem jeg havde levet efter siden 5. klasse. som teenager var jeg udsat for den normale teenager drengs tankegang. gå i mærketøj, hør tecno, og rap. snak om biler, dyrt tøj, og sex. alt den sex man ikke havde fået. hvis man ikke var sådan var man nedern! ;) jeg griner af det nu, men gjorde jeg ikke dengang. jeg kunne ikke klare mig med folk på min egen alder.  je følte mig stadig som et barn, men det forår skulle jeg opleve noget der ville blive slutningen på min barndom.

I påsken 2010 var jeg med min ungdomsskole til kærlighedens by. Paris. jeg var ung og naiv og troede man kunne få venner over alt. jeg fik da også skabt nogle venskaber. det var en vidunderlig tur, og jeg ser det stadig som en af de bedste ferier jeg har været på. notre dame, sacre cour, montmatre, arc de triumf aifeltårnet. etc. jeg fulgtes meget efter den samme gruppe af piger jeg havde lært fransk med. ferien varede 5 dage. det er 5 dage jeg aldrig vil glemme. jeg elsker paris og hvad den gør ved en.
Da vi kom hjem udvekselde vi telefonnumre. vi snakkede fint sammen. jeg skrev hele tiden. hver eneste dag. hvad laver du? kan du være sammen. hvis ikke de svarede ventede jeg på torvet i byen og ventede til de ville få fri så jeg kunne spørge dem på den måde. ingen havde nogensinde fortalt mig at det var forkert. jeg havde været vant til det. så hvordan skulle jeg kunne vide det.

efter vi havde skrevet i godt og vel en måned. begyndte de at bagtale mig. jeg fandt ud af det via min bedste ven. det var ikke småting de sagde. hvordan kan nogen lide eller elske sådan en idiot, han er ikke påtrængende han er jo klam en forpulet taber, må det gå ham af helved til den idiot. vågn dog op. hvis han var død ville han ikke være savnet.

det gjorde ondt. rigtig ondt. havde aldrig oplevet af så mange kunne hade en så meget. og så åbenlyst. jeg tænkte på det. og jo mere jeg tænkte på det jo mere gav jeg dem ret. jeg var intet andet end en taber. jeg gav dem mere og mere ret. udadtil var jeg helt normal. men indeni brød jeg psykisk langsomt sammen. jeg begyndte at tænke at hvis de ikke kunne lide mig så vil ingen nogensinde komme til det når jeg var sådan en taber. jeg havde ikke råd til det tøj, jeg snakkede ikke om biler jeg legede. jeg var en taber og kunne ikke ændre det. langsomt kom jeg til den konlution at ingen har fortjent mig. ingen vil nogensinde elske mig oprigtigt. og derfor var der ingen grund til at være her. jeg ville væk fra den enorme ensomhed jeg følte og som jeg ikke kunne udtrykke. jeg ville væk. døden var en genvej. og en frelse væk fra denne smerte. jeg ikke blot overvejede jeg også begyndte at planlægge selvmord.

på det tidpunkt var det muligt for en 15. årig at købe stærk lægemedicin. jeg købte en masse hovedpine piller. de virkede ikke. jeg blev kun meget meget syg. jeg bildte min mor ind at det var migrene. hun måtte ikke kende sandheden. det måtte ingen så ville de bare prøve at stoppe mig.  dette var den 18. juni.

den 19. juni jeg snakkede i skolen med en der tidligere havde været i bande miljø. jeg ville gerne se den pistol han havde haft. jeg spurtge om jeg måtte låne den. måtte jeg.

jeg satte mig på mit værelse med teningen for munden. med hånden på aftrækkeren. kom nu. gør det! gør det! jeg prøvede men jeg kunne ikke. inde i meneksehjernen sider der en lille mekanisme der kun har til opgage at vi skal overleve for en hver pris så uanset hvor meget du prøver vil fornuften sige nej. jeg græd. jeg følte skam. at ingengang det kunne jeg gøre. ikke engang. det. der måtte være en anden løsning.

den 20. juni efter skole gik jeg over en bro i byen der går over nogle togskinner. det slog mig. det var en mulighed. det gjorde mig glad.

den 21. juni. første forsøg. jeg gik op til broen. jeg kastede et æble for at finde ud af hvor lang tid det ville tage for det at falde til jorden. 2. sekunder. dvs det ville tage mig 4. toget kørte med en hastighed på 30 kmt når den kørte ind på stationen. de informationer skulle jeg bruge dagen efter.

den 22. juni. jeg forsøgte. det ene ben kom over broens hegn mens jeg ventede på toget. jeg ventede og ventede jeg blev nervøs. det rystede over hele kroppen. det var forfærdeligt. pludseligt lød det i højtaleren at toget blev forsinket 30 minutter. jeg ventede til dagen efter.

den 23. juni. nu skulle det være. 2. forsøg. klokken var 14:25. om to minutter ville toget komme fra Hee. jag svingede det ene ben over hegnet. der på det tidpunkt var højt i forhold til i dag. det gjorde ondt i benet. jeg tænkte på det de havde sagt til mig. hvem kan elske ha. han er en taber, han er klam. ingen vil savne ham.jeg græd. inderst inde havde jeg jo ikke lyst til det her. men havde overbevist mig selv om at det var det rigtigt. om lidt villle alt den smerte være forbi. så ville jeg være fræslt. så ville alt være godt. så ville alle være glade. for så er jeg her ikke mere. min krop rystede i modvilje. det sitrede over det hele. kunne mærke hvordan hele min krop kæmpede imod. jeg tog dybe indåndinger. pludseligt var jeg helt rolig. jeg lukkede øjnene. og sagde til mig selv. du åbner dem ikke igen. nu lader du dig bare falde. langsomt. og ganske få sekunder er det hele slut. så er jeg frælst af den her smerte. så vil jeg ikke føle noget. så ville jeg have lykkedes.

så skete der noget. jeg så noget for mig. min egen begravelse. mine venner og min familie står ved min kiste. de græder. nogle af dem bebrejder sig selv. de siger hvis bare jeg havde været der for ham. det næste der sker er ubeskriveligt. jeg kunne intet mærke. det var som om det ikke var mig der gjorde det. jeg kan ikke rigtig huske det. men på en eller anden måde fik jeg mine ben på den rigtige side af hegnet igen. jeg gik ned i anlæget og græd over det jeg havde været lige ved at gøre. 

den 24. juni 2010 fyldte jeg 16 år. 

jeg svor at jeg aldrig mere ville komme så langt ud. har holdt det siden. der går ikke en dag hvor jeg ikke føler skam over det. tiden efter har været en velsingnelse. hvert år er blevet bedre og bedre. 

når man beslutter sig for at holde sig i live forsvinder ensomheden ikke bare. den bliver forstærket. jeg følte det meste af den sommer at jeg ingen venner havde der forstod mig. jeg vidste godt det ikke var rigtigt. jeg følte en sådan skam. at jeg kunne være så selvisk. jeg var flov over mig selv. kan ikke beksirve det. jeg kunne ikke sige det til nogen før et år senere. jeg sagde det til en pige jeg havde tilid til som intet havde med det at gøre. da jeg senere kom i 10. klasse. fortalt jeg det åbent for hele klassen. om mine forsøg. hver eneste gang jeg har fortalt det jo mere har det lettet smerten, der fulgte. 

2010 var det år og den sommer, den  juni måned hvor min barndom sluttede. jeg var ikke længere et naivt barn som bare et par måneder forinden der troede at man kunne få venner over alt og alle vil kunne lide mig, og at der ikke findes folk med dårlige intentioner, og dermed i teorien ingen ondskab. min naivitet var væk. verden var ikke den samme. himlen var ikke så lys og blå som den var et par måneder før. good bye blue sky! 

i løbet af en måned og i særdeleshed tiden efter er noget gået op for mig. om det er meningen med livet ved jeg ikke. men jeg er blevet bevist om noget. hvad det vigtigste er. det vigtigste er ikke hvad man bliver, hvad man bliver, hvor man bor eller om man kommer alle de steder hen man gerne vil. det vigtigste er kærligheden. uden den er man intet. og uden den er livet ikke værd at leve. uden nogen at elske og blive elsket af. det vigtiste i mit liv er ikke om jeg bliver skuespiller, om jeg bor i London, om jeg for set hele verden. det vigtigste er at jeg finder en der vil bruge hendes liv med mig. fordi hun elsker mig. og omvendt. 

det vigtigste i verden er kærligheden. juni 2010 var den mest frygtelige måned i mit liv. men som i vil læse i mine næste blogs blev tiden efter lysere og lysere. hvis jeg havde gjort det havde jeg aldrig mødt de fantastiske menesker jeg ikke ville være foruden og ikke elsket dem. kærlighed. det vigtigste i verden. glem det aldrig. og med de ord ønsker jeg alle læsere en rigtig glædelig jul! <3

bardommen part 3: big mother is wahching you!

I august 2005 startede jeg på heldags/special skolen Rindum Kjærgård.

ser hyggeligt og idyllisk ud udefra ikke? det Gjorde DDR også! og jeg vil på nogle måder Samligne den pædagogik der blev ført der med den tanke om socialisme som verdens frelser i DDR. dette siger jeg vel og mærke som demokratisk socialist.

jeg mødte hurtigt ham der skulle blive min bedste ven. vi har fulgtes lige siden. vi var ens men forskelige på den helt rigtige måde og der er ingen jeg har mere forståelse med end ham. vi har været igennem lidt de samme ting, og overlevet på hver vores måde.
på special skoler hærsker der en pædagogik der siger: gør det du er god til, det du ikke kan skal du for alt i verden undgå for så lider du ikke psykisk nederlag. denne tanke galt fagligt såvel som socialt. gør det du er god til, og vær sammen med dem du kender. undgå derfor de fag du ikke kan og de menesker du ikke kan, undgå Kenskab til folk udenfor skolen du ikke kender i forvejen da de kun vil dig dårligt. og du kan ikke fungere socialt. du skal pakkes ind så du ikke for nederlag. du vil ikke kunne klare en normal 9. klasses afgangseksamen, du kan kun nogle få prøver. sådan en syg pædagogik var der. det var tanken. den blev udøvet og blev ens hverdag. og ens egen tankegang.
til at starte med dvs det første år elskede jeg det. vi var på tur en gang om ugen, et eller andet sted hen, og vi lavede mange flere sociale aktiviteter end fagligt arbejde for vi fungerede ikke fagligt, det sagde vores lære jo så det måtte være rigtigt. man stillede ikke spørgsmål. det var bare dejligt at man blev pakket så meget ind i vat, og blev taget så meget hensyn til. at man slap for matematik for det var jeg dårlig til. og lærende havde sikkert ret. jeg duede ikke sammen med helt normale menesker, så jeg forsøgte ikke overhovedet. jeg blev nærmere bange for det. jeg elskede de årlige juleværksteder i starten af december hvor vi lavede juleting. og den årlige lejr skole. min bedste ven dengang er stadig min bedste ven.
'
 i starten elskede jeg det. men det var også primært kun de første 1,5 år. langsomt blev min kærlighed til det sted forvandlet til noget andet. jeg begyndte at hade stedet for præsis de samme oversager jeg elskede det for før. langsomt gik det nemlig op for mig hvad der enlig foregik. hvad der enlig skete med mig.

jeg skulle gøre det jeg var god til og undgå det jeg var dårlig til. derfor sad jeg med en fucking bog for slutningen af 5. klasses matematik da jeg gik i 7. vi havde ingen tavle undervisning i de tre hovedfag: dansk engelsk og dansk. det hele foregik skriftligt. derfor havde jeg lige pludseligt vakseligheder ved selv simpel addition. noget jeg fandt simpelt på Hee skole. men på rindum kjergård skulle jeg undgå matematik. og ikke øve mig. så jeg blev ikke bedre til faget. jeg faldt tværtimod meget bagud. og fordi vi kun skulle gøre det vi var gode til, var det heller ikke nødvendigt i følge lærende at have andre fag man normalt har i en 7. klasse, som for eksempel fysik, geografi, historie, sexutalundervisning osv. når vi så endelig havde disse fag var det i korte perioder på et par måneder. derfor har jeg aldrig forstået fysik, og har ufattelig svært ved kemi på det gymnasier jeg går på nu. jeg har ikke lært om det før. det var ikke nødvendigt. jeg kunne jo få nederlag. jeg gik i en alder af 15 i klasse med 7-8 årige. som om det ikke giver mindreværdskomplekser og nederlag at man ikke er bedre end en fucking 7 årig!? jeg elskede ikke at vi skulle på tur en gang i ugen. jeg hadede det. ikke at de var dårlige, de var bare meningsløse og totalt spild af tid man kunne have brugt på at lære noget. jeg har slet ikke tal på alle de gange vi grundet vores læres interesse for fugle skulle på fuglekikkeri...flere gange om året, selv i 9. klasse. vi havde byggeprotjekser da p- arbejde(pendlens arbejde som vi så blev sat til at gøre) blev en støre og støre del af vores undervisning. vi skulle for eksempel bygge en tømmerflåde på 3 uger. det tog tid og stort overskud for folk som mig der ikke er så god med mine hænder. efter 3 uger var den enlig færdig, og efter 10 minutters sejlas skulle vi så skille den ad igen. generelt synes den eneste vej ud af Rindum kjærgård virkede til at være de tekniske erhvervskoler, produtionskolerne eller special efterskoler. man skulle iværtfald ikke grundet den utroligt begrænsede mængte fagligt indhold i undervisningen nogensinde regne med at komme på gymnasiet der ellers var min drøm. jeg skulle muligvis ikke engang regne med en afgangsprøve i 9. klasse. særligt det sidste år, hvis vi fortalte om vores drømme om fremtiden eller hvad vi gerne ville være blev vi pillet ned, og fik fortalt hvor uduelige vi var og hvor små vores shanser var. på grund af deres pædagogik i 5 år fik jeg altså nu at vide at jeg ikke skulle regne med at blive til noget.

samtidig sker der absolut intet med ens sociale udvikling når man går på special skole. man står stille. jeg opførte mig som en 5. klasser i 9. klasse, fordi det på min specialskole virkede til at være socialt acceptabelt. jeg var på ingen måde lige så modne som mine jævnaldrende i 9. klasse. jeg var slet ikke på deres niveau socialt. jeg legede stadig væk lege i en fantasi verden. længere var jeg ikke kommet som 15 årig.
jeg husker både de gode tider. alle turene jeg stadig har billeder fra. og vennerne. men så Sanelig også de dårlige ting.

de to ting lagt sammen gav lige præsis det som specialskolen var bange for. en kolossal følelse af nederlag på fagligt og især socialt basis og en følelse af håbløs hed, at tingene aldrig ville ændre sig. min selvtillid var lav. i foråret 2010 ville den ramme bunden og det skulle få konsekvenser, og få mig så langt ud som jeg aldrig vil igen. men det fortæller jeg om næste gang.


jeg vil stærk fraråde specialskoler til alle forældre der overvejer at sende deres børn derhen. men jeg kan kun tale ud for egen erfaring og de nederlag det har kostet mig.

til minde om Rindum Kjærgaard.

barndommen part 2. den lykkeligste tid?

i 2006 fortalte min mor mig sandheden om hvorfor min mor og far gik fra hinanden. psykisk vold. mit indre had til ham blev forstærket.
skoleåret 2004-05, var noget af den mest lykkeligste tid i mit liv.
jeg havde været på min første tur danmark rundt( Skagen-århus-odense).  jeg gik i 4. klasse på Hee Skole. det var en god klasse. min skolegang gik godt, der var ingen problemer før 4. klasse. jeg gik som regel om til min oldemor hver dag efter skole. jeg blev for første gang forelsket, i en pige fra klassen. det var så underligt, men så ufattelig vidunderligt. hver eneste gang jeg var i samme rum som hende kikkede jeg på hende. hun var så smuk. hun vidste godt jeg kunne li hende, det lagde jeg ikke skjul på. jeg blev altid fjalet når hun var i nærheden af hende. der var en periode hvor jeg ikke kunne få hende ud af hovedet. det var først da hun blev forelsket i en anden dreng fra klassen det holdte op.
jeg havde de bedste venner i den klasse, særligt tre venner. der var en god tone, mine klassekamerater havde stor forståelse for mig. en af drengene var jeg særligt gode venner med. vi optrådte på fritidshjemmet med dirch passer schetches og de nattergale monologer. jeg var blevet den sjove. jeg nød det. jeg havde fået min første sær interesse. Anders And. jeg kunne simpelthen ikke få nok af ham. jeg måtte have alle hans kortfilm og alle blade. det var underligt.

mine lære synes der var noget galt. de troede ikke jeg hørte efter, når jeg kikkede ud af vinduet i undervisningen, jeg blev dårligere til matematik. de mente jeg var ensom, fordi jeg godt kunne lide at gå for mig selv i frikvarterende. jeg kom til flere møder med min støttepædagog. de ville gerne følge med i hvordan jeg havde det efter det min far gjorde. de hjalp mig til at få myndighed til at bestemme at jeg ikke vil hjem til ham.
op til påsken 2005 havde min skole så taget et beslutning. min mor blev kaldt ind på min matematulklære kontor. skolen havde besluttet....at sende mig på special skole. jeg kikker ud af vinduet, i følge dem følger jeg ikke med. jeg går for mig selv derfor må jeg være ensom!?  de mente jeg blev mobbet af en af drengene i klasen...og derfor skulle jeg flyttes!? jeg har år senere fået konstateret nld og min lære på special-skolen sagde til sidste forældre møde at hvis Hee skole vidste dette, så skulle de hjælpe mig. et barn har visse rettigheder til hjælp og støtte i forhold til loven. men hee skole havde simpelthen ikke resurseene. derfor skulle jeg ud af det almindelige normale folkeskolesystem og på specialkole. jeg gik bogstavelig talt hjem og brød sammen foran sengen. jeg vidste det ville betyde at jeg skulle væk fra mine klassekammerater

. jeg ville miste dem. hvad ville det mon betyde. havde jeg været mere klar over betydningen af det. det skolesystem og den pedagogik jeg skulle under, og hvordan jeg ville fungere fagligt og socialt fremover havde jeg grædt betydeligt mere. det kommer jeg ind på i næste blog :)

for at det kan gå godt i en lang periode er det nød til at gå dårligt i en lang periode.

barndommen part 1: den tynde is.

Barndommen. Den skønneste tid i ens liv. Verden er så smuk og farverig, og hver dag er en ny leg, og det stopper aldrig. Man er glad altid. Den mest seriøse bekymring er om man nu får slik på fredag.
Idag er der kun få øjeblikke man husker tydeligt og ned til mindste detalje. Når jeg kikker i et fotoalbum er det tydeligt: dagene i Sommerland West i Hee, da jeg om sommeren sad nøgen på terassen og spillede guitar...eller prøvede ;), alle de rejser jeg har været på - især Prag har stor betydning. Kan huske da vi skulle op i rådhustårnet - nogle dage forinden havde jeg set en episode af Batman i tv, hvor Batman tog en glaselevator til hans grotte - så da vi skulle med glaselevator til toppen, var det selvfølgelig Batman's kontor... og det kalder jeg det selv den dag idag. Sørøverlejren til Gammelsogn med børnehaven, juleaften hos farmor - endte altid med at far og farmor skændes. Da jeg blev kørt ned af en mooncar i børnehaven, børnetv: hvaffor en hånd vil du have, tip tap tønde, Kaj og Andrea og bamse og kylling. Julen 1999 da jeg fik min elskede hund Olsen - opkaldt efter hovedpersonen i årets julekalender på tv2. Olsenbandens første kup. Jeg elskede den lille hvalp.

Jeg startede i Folkeskolens børnehaveklasse på Hee skole i August år 2000 Husker tydeligt første dag. Mest for en ting, jeg var bange for drengene i 7 klasse. så da en 7. klasser sagde jeg skulle tage bukserne ned, gjorde jeg det i rent frygt for konsekvenserne hvis jeg nægtede.
Jeg husker turene til hovestaden, til Amalienborg. Det var en syret oplevelse. Turene til thyborøn om sommeren, solen skinnede og jeg soppede i strandkanten. Turen til Italien i 2001. Jeg var bange for at flyve. Jeg husker 9/11, at vi fik nyheden at vide i skolen dagen efter og alle timer var aflyst fordi vi skulle snakke om det. Turen til sverige.

Jeg havde støttepædagog fra og med 0. klasse, hvad jeg skulle bruge dem til vidste jeg ikke, men det var nu meget hyggeligt. Idag tænker jeg at de skulle lære mig at blive social. I børnehaveklassen blev jeg mobbet fordi jeg var anderledes, det gjorde ondt. I 1. klasse tænkte jeg, at hvis jeg bare opførte mig lige så åndsvagt som de sagde jeg var ville de holde op. Det virkede, pludselig var jeg klassens komiker.

Igennem hele min barndom havde jeg weekender hos min far. hver 2. weekend. Han flyttede ret tit, først Ringkøbing, så Skjern, Varde, Esbjerg, osv. Husker en aften hvor han sad med en ven i Skjern og han pludselig blev hentet af politiet, fordi han havde været i slagsmål. Jeg hadede politiet for at have taget ham i 24 timer. Husker da han flyttede til Varde, han var underbo med en ældre mand. De flyttede sammen ud på en gård. Den ældre mand kunne ikke tåle at drikke, da han blev aggresiv af det. Med tiden fik han skræmt min far væk - til Esbjerg, hvor han blev forelsket i en kvinde. Denne kvinde kunne ikke tåle at han havde en fortid, hun kunne ikke tåle min mor og heller ikke mig. Jeg begyndte at hade at skulle på weekend hos ham. Så meget af en fredag da han skulle hente mig, og klassen havde været i Givskud Løvepark, løb jeg hen til min oldemor, så han ikke kunne nå at hente mig. Jeg ville bare ikke. Min mor kom. Jeg kan huske at jeg græd. Hun kørte mig hen på skolen hvor han holdt og ventede, vi fik lov at gå i enrum med ham. Jeg fortalte ham hvorfor jeg ikke ville hjem til ham, at det altid var det samme vi lavede, at han aldrig holdt hvad han lovede, at han var mere samme med hende når jeg var der, og altid gjorde det hun sagde. og at jeg ikke kunne li at han brugte så lang tid i en spilleautomat-hal når jeg var der. Jeg kom ud med det hele, og jeg græd bagefter. Han troede ikke på mig. Han troede det var min mor der havde fået mig til at sige alle de ting imod mig. Han kaldte hende dårlige ting. og gik vredt. Han gik bare. Det hele braset sammen for mig. Min far som jeg elskede skred bare, og gav mor skylden. Der gik år før jeg så ham igen, en uge senere stod mine ting. der havde stået hos ham. i en carport. med et 4 siders brev til min mor, hvor han forklarede at han ikke gad at finde sig i at hun prøvede at tage mig fra ham, og at Susanne ikke ville have det.
Jeg troede jeg aldrig skulle se ham igen. at han hadede mig. Jeg græd. Men jo længere tid der gik, jo mere forvandles min kærlighed til ham til en form for had. for det han havde gjort. Skubbet mig væk, og givet min mor skylden, for min ærlige mening om ham. Han stolene ikke på mig. Jeg kunne ikke tilgive ham. Det har jeg den dag idag stadig svært ved. selvom vores forhold er blevet bedre. Langsomt var der kun mindet om det han gjorde. jeg glemte ham, og han mistede totalt den betydning han havde haft.

Barndommen er som at skøjte på isen. Man har ingen bekymringer, så man snore sig og det hele kilder i maven. Men isen er tynd, og en lille revne kan forvolde stor skade.
Ethvert menneske bygger en mur om sig selv for at beskytte sig fra omverdenen. Denne oplevelse lagde den første sten.

den sorte bog!?

kære læser. Mit navn er Peter Nielsen. jeg er diagnosticeret med aspegers syndrom i Juni 2012. Denne blog er her jeg kommer ti,l hvis jeg har det svært eller noget fantastisk er sket og fortæller om livet, men også om mit liv. I en svær tid i mit liv sidste efterår sagde min daværende psykolog at jeg skulle skrive om mit liv og mine tanker og følelser i en stor sort bog. Det virkede - jeg fik det bedre.
Jeg vil fortælle min historie med håb om at den vil give folk forståelse og håb.
For at forstå hvordan jeg er nu, skal man forstå hvordan mit liv har været.
----
Jeg så dagens lys den 24. juni 1994 - starten på det liv der har gjort mig til den jeg er idag. Klokken 23:34 blev jeg født ind i en familie af: en mor og en far, en morbror, en moster, mormor og morfar, 3 oldeforældre og tipoldemor på den ene side. og en farmor på den anden. Jeg blev passet

på - intet ondt skulle ske mig. Min mor gik fra min far da jeg var 5 måneder gammel. 2 år efter mødte hun Tommy. jeg har altid betragtet Tommy som min far og der gik mange år før jeg fandt ud af hvorfor hun gik fra min far - at det var fordi hun var bange for at den fysiske, men især psykiske vold hun blev udsat for af min far, også skulle blive rettet mod mig. Der har dog været kontakt, og i min barndom havde jeg jævnligt weekender hos ham, og har også haft kontakt med min farmor indtil hun døde af kræft for et års tid siden. Jeg har kun haft sparsom kontakt med min biologiske far i de sidste 5 år. Han er kommet på besøg, men jeg kender ham ikke, og han kender ikke mig. Der er ingen had mellem mine biologiske forældre - han (og farmor) var med til min konfirmation, men han sit eget liv - og den er jeg ikke en del af. Det er dog okay for mig, da mors kæreste Tommy altid har været som en far for mig, og jeg pga ham både fik ekstra bedsteforældre, onkler, tanter, fætter og kusiner. følte dog et had til min biologiske far, i nogle år.

Idag er jeg 19 år gammel. har haft diagnosen aspergers i snart 2 år.
Aspegers er en mild autisme form, der bla. gør det svært at fungere i sociale sammenhænge, kan give koncentratbiosesvær, dårlige indlærings evner. samt en meget personlig og til tider meget mærkeligt syn på den verden der er omkring ham/ hende.
Jeg har svært ved at læse folks signaler, og kan have svært ved parforhold.
Da jeg fik diagnosen var jeg bange for at de,n samt begivenheder i mit liv ville gøre mig svag og isoleret. Nederlag fik pludselig en anden virkning på mig end det ellers har haft.før. Jeg fik ikke blot dårlig selvtillid og blev deprimeret, men gjorde også at jeg blev agresiv over for dem der forsøgte at hjælpe mig. Jeg opførte mig ikke som jeg plejede. kunne finde på at være ond mod dem der holde af mig, men det var aldrig bevist. Da min daværende kæreste slog op, fremtiden på det gymnasie jeg lige var startet på blev usikker, og mine drømme så ud til at forblive drømme, brød jeg sammen. Jeg gik til psykolog - hun bad mig gå tilbage og fortælle mig alt. Det har jeg også tænkt mig her. for at forstå hvor man vil hen, må man forstå hvor man kommer fra.
--
Følgende er et kik på mit liv  på godt og ondt. Der er succes og nederlag. kærlighed og svigt, sorg og glæde. Håber I vil følge den med forståelse. Livet går op og ned.Tiderne er svingende. Men livet er det hele værd. :) <3