ser hyggeligt og idyllisk ud udefra ikke? det Gjorde DDR også! og jeg vil på nogle måder Samligne den pædagogik der blev ført der med den tanke om socialisme som verdens frelser i DDR. dette siger jeg vel og mærke som demokratisk socialist.
jeg mødte hurtigt ham der skulle blive min bedste ven. vi har fulgtes lige siden. vi var ens men forskelige på den helt rigtige måde og der er ingen jeg har mere forståelse med end ham. vi har været igennem lidt de samme ting, og overlevet på hver vores måde.
på special skoler hærsker der en pædagogik der siger: gør det du er god til, det du ikke kan skal du for alt i verden undgå for så lider du ikke psykisk nederlag. denne tanke galt fagligt såvel som socialt. gør det du er god til, og vær sammen med dem du kender. undgå derfor de fag du ikke kan og de menesker du ikke kan, undgå Kenskab til folk udenfor skolen du ikke kender i forvejen da de kun vil dig dårligt. og du kan ikke fungere socialt. du skal pakkes ind så du ikke for nederlag. du vil ikke kunne klare en normal 9. klasses afgangseksamen, du kan kun nogle få prøver. sådan en syg pædagogik var der. det var tanken. den blev udøvet og blev ens hverdag. og ens egen tankegang.
til at starte med dvs det første år elskede jeg det. vi var på tur en gang om ugen, et eller andet sted hen, og vi lavede mange flere sociale aktiviteter end fagligt arbejde for vi fungerede ikke fagligt, det sagde vores lære jo så det måtte være rigtigt. man stillede ikke spørgsmål. det var bare dejligt at man blev pakket så meget ind i vat, og blev taget så meget hensyn til. at man slap for matematik for det var jeg dårlig til. og lærende havde sikkert ret. jeg duede ikke sammen med helt normale menesker, så jeg forsøgte ikke overhovedet. jeg blev nærmere bange for det. jeg elskede de årlige juleværksteder i starten af december hvor vi lavede juleting. og den årlige lejr skole. min bedste ven dengang er stadig min bedste ven.
'
i starten elskede jeg det. men det var også primært kun de første 1,5 år. langsomt blev min kærlighed til det sted forvandlet til noget andet. jeg begyndte at hade stedet for præsis de samme oversager jeg elskede det for før. langsomt gik det nemlig op for mig hvad der enlig foregik. hvad der enlig skete med mig.
jeg skulle gøre det jeg var god til og undgå det jeg var dårlig til. derfor sad jeg med en fucking bog for slutningen af 5. klasses matematik da jeg gik i 7. vi havde ingen tavle undervisning i de tre hovedfag: dansk engelsk og dansk. det hele foregik skriftligt. derfor havde jeg lige pludseligt vakseligheder ved selv simpel addition. noget jeg fandt simpelt på Hee skole. men på rindum kjergård skulle jeg undgå matematik. og ikke øve mig. så jeg blev ikke bedre til faget. jeg faldt tværtimod meget bagud. og fordi vi kun skulle gøre det vi var gode til, var det heller ikke nødvendigt i følge lærende at have andre fag man normalt har i en 7. klasse, som for eksempel fysik, geografi, historie, sexutalundervisning osv. når vi så endelig havde disse fag var det i korte perioder på et par måneder. derfor har jeg aldrig forstået fysik, og har ufattelig svært ved kemi på det gymnasier jeg går på nu. jeg har ikke lært om det før. det var ikke nødvendigt. jeg kunne jo få nederlag. jeg gik i en alder af 15 i klasse med 7-8 årige. som om det ikke giver mindreværdskomplekser og nederlag at man ikke er bedre end en fucking 7 årig!? jeg elskede ikke at vi skulle på tur en gang i ugen. jeg hadede det. ikke at de var dårlige, de var bare meningsløse og totalt spild af tid man kunne have brugt på at lære noget. jeg har slet ikke tal på alle de gange vi grundet vores læres interesse for fugle skulle på fuglekikkeri...flere gange om året, selv i 9. klasse. vi havde byggeprotjekser da p- arbejde(pendlens arbejde som vi så blev sat til at gøre) blev en støre og støre del af vores undervisning. vi skulle for eksempel bygge en tømmerflåde på 3 uger. det tog tid og stort overskud for folk som mig der ikke er så god med mine hænder. efter 3 uger var den enlig færdig, og efter 10 minutters sejlas skulle vi så skille den ad igen. generelt synes den eneste vej ud af Rindum kjærgård virkede til at være de tekniske erhvervskoler, produtionskolerne eller special efterskoler. man skulle iværtfald ikke grundet den utroligt begrænsede mængte fagligt indhold i undervisningen nogensinde regne med at komme på gymnasiet der ellers var min drøm. jeg skulle muligvis ikke engang regne med en afgangsprøve i 9. klasse. særligt det sidste år, hvis vi fortalte om vores drømme om fremtiden eller hvad vi gerne ville være blev vi pillet ned, og fik fortalt hvor uduelige vi var og hvor små vores shanser var. på grund af deres pædagogik i 5 år fik jeg altså nu at vide at jeg ikke skulle regne med at blive til noget.
samtidig sker der absolut intet med ens sociale udvikling når man går på special skole. man står stille. jeg opførte mig som en 5. klasser i 9. klasse, fordi det på min specialskole virkede til at være socialt acceptabelt. jeg var på ingen måde lige så modne som mine jævnaldrende i 9. klasse. jeg var slet ikke på deres niveau socialt. jeg legede stadig væk lege i en fantasi verden. længere var jeg ikke kommet som 15 årig.
jeg husker både de gode tider. alle turene jeg stadig har billeder fra. og vennerne. men så Sanelig også de dårlige ting.
de to ting lagt sammen gav lige præsis det som specialskolen var bange for. en kolossal følelse af nederlag på fagligt og især socialt basis og en følelse af håbløs hed, at tingene aldrig ville ændre sig. min selvtillid var lav. i foråret 2010 ville den ramme bunden og det skulle få konsekvenser, og få mig så langt ud som jeg aldrig vil igen. men det fortæller jeg om næste gang.
jeg vil stærk fraråde specialskoler til alle forældre der overvejer at sende deres børn derhen. men jeg kan kun tale ud for egen erfaring og de nederlag det har kostet mig.
til minde om Rindum Kjærgaard.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar