2010. et år jeg aldrig vil glemme. 2010. et år der ændrede mit liv for altid.
som sagt gik jeg på specialskole. vel og mærke mit sidste år. jeg var 15 men fungerede socialt som en der lige var fyldt 13. jeg legede starwars med min bedste ven, det var de sociale spilleregler jeg var vandt til, dem jeg havde levet efter siden 5. klasse. som teenager var jeg udsat for den normale teenager drengs tankegang. gå i mærketøj, hør tecno, og rap. snak om biler, dyrt tøj, og sex. alt den sex man ikke havde fået. hvis man ikke var sådan var man nedern! ;) jeg griner af det nu, men gjorde jeg ikke dengang. jeg kunne ikke klare mig med folk på min egen alder. je følte mig stadig som et barn, men det forår skulle jeg opleve noget der ville blive slutningen på min barndom.
I påsken 2010 var jeg med min ungdomsskole til kærlighedens by. Paris. jeg var ung og naiv og troede man kunne få venner over alt. jeg fik da også skabt nogle venskaber. det var en vidunderlig tur, og jeg ser det stadig som en af de bedste ferier jeg har været på. notre dame, sacre cour, montmatre, arc de triumf aifeltårnet. etc. jeg fulgtes meget efter den samme gruppe af piger jeg havde lært fransk med. ferien varede 5 dage. det er 5 dage jeg aldrig vil glemme. jeg elsker paris og hvad den gør ved en.
Da vi kom hjem udvekselde vi telefonnumre. vi snakkede fint sammen. jeg skrev hele tiden. hver eneste dag. hvad laver du? kan du være sammen. hvis ikke de svarede ventede jeg på torvet i byen og ventede til de ville få fri så jeg kunne spørge dem på den måde. ingen havde nogensinde fortalt mig at det var forkert. jeg havde været vant til det. så hvordan skulle jeg kunne vide det.
efter vi havde skrevet i godt og vel en måned. begyndte de at bagtale mig. jeg fandt ud af det via min bedste ven. det var ikke småting de sagde. hvordan kan nogen lide eller elske sådan en idiot, han er ikke påtrængende han er jo klam en forpulet taber, må det gå ham af helved til den idiot. vågn dog op. hvis han var død ville han ikke være savnet.
det gjorde ondt. rigtig ondt. havde aldrig oplevet af så mange kunne hade en så meget. og så åbenlyst. jeg tænkte på det. og jo mere jeg tænkte på det jo mere gav jeg dem ret. jeg var intet andet end en taber. jeg gav dem mere og mere ret. udadtil var jeg helt normal. men indeni brød jeg psykisk langsomt sammen. jeg begyndte at tænke at hvis de ikke kunne lide mig så vil ingen nogensinde komme til det når jeg var sådan en taber. jeg havde ikke råd til det tøj, jeg snakkede ikke om biler jeg legede. jeg var en taber og kunne ikke ændre det. langsomt kom jeg til den konlution at ingen har fortjent mig. ingen vil nogensinde elske mig oprigtigt. og derfor var der ingen grund til at være her. jeg ville væk fra den enorme ensomhed jeg følte og som jeg ikke kunne udtrykke. jeg ville væk. døden var en genvej. og en frelse væk fra denne smerte. jeg ikke blot overvejede jeg også begyndte at planlægge selvmord.
på det tidpunkt var det muligt for en 15. årig at købe stærk lægemedicin. jeg købte en masse hovedpine piller. de virkede ikke. jeg blev kun meget meget syg. jeg bildte min mor ind at det var migrene. hun måtte ikke kende sandheden. det måtte ingen så ville de bare prøve at stoppe mig. dette var den 18. juni.
den 19. juni jeg snakkede i skolen med en der tidligere havde været i bande miljø. jeg ville gerne se den pistol han havde haft. jeg spurtge om jeg måtte låne den. måtte jeg.
jeg satte mig på mit værelse med teningen for munden. med hånden på aftrækkeren. kom nu. gør det! gør det! jeg prøvede men jeg kunne ikke. inde i meneksehjernen sider der en lille mekanisme der kun har til opgage at vi skal overleve for en hver pris så uanset hvor meget du prøver vil fornuften sige nej. jeg græd. jeg følte skam. at ingengang det kunne jeg gøre. ikke engang. det. der måtte være en anden løsning.
den 20. juni efter skole gik jeg over en bro i byen der går over nogle togskinner. det slog mig. det var en mulighed. det gjorde mig glad.
den 21. juni. første forsøg. jeg gik op til broen. jeg kastede et æble for at finde ud af hvor lang tid det ville tage for det at falde til jorden. 2. sekunder. dvs det ville tage mig 4. toget kørte med en hastighed på 30 kmt når den kørte ind på stationen. de informationer skulle jeg bruge dagen efter.
den 22. juni. jeg forsøgte. det ene ben kom over broens hegn mens jeg ventede på toget. jeg ventede og ventede jeg blev nervøs. det rystede over hele kroppen. det var forfærdeligt. pludseligt lød det i højtaleren at toget blev forsinket 30 minutter. jeg ventede til dagen efter.
den 23. juni. nu skulle det være. 2. forsøg. klokken var 14:25. om to minutter ville toget komme fra Hee. jag svingede det ene ben over hegnet. der på det tidpunkt var højt i forhold til i dag. det gjorde ondt i benet. jeg tænkte på det de havde sagt til mig. hvem kan elske ha. han er en taber, han er klam. ingen vil savne ham.jeg græd. inderst inde havde jeg jo ikke lyst til det her. men havde overbevist mig selv om at det var det rigtigt. om lidt villle alt den smerte være forbi. så ville jeg være fræslt. så ville alt være godt. så ville alle være glade. for så er jeg her ikke mere. min krop rystede i modvilje. det sitrede over det hele. kunne mærke hvordan hele min krop kæmpede imod. jeg tog dybe indåndinger. pludseligt var jeg helt rolig. jeg lukkede øjnene. og sagde til mig selv. du åbner dem ikke igen. nu lader du dig bare falde. langsomt. og ganske få sekunder er det hele slut. så er jeg frælst af den her smerte. så vil jeg ikke føle noget. så ville jeg have lykkedes.
så skete der noget. jeg så noget for mig. min egen begravelse. mine venner og min familie står ved min kiste. de græder. nogle af dem bebrejder sig selv. de siger hvis bare jeg havde været der for ham. det næste der sker er ubeskriveligt. jeg kunne intet mærke. det var som om det ikke var mig der gjorde det. jeg kan ikke rigtig huske det. men på en eller anden måde fik jeg mine ben på den rigtige side af hegnet igen. jeg gik ned i anlæget og græd over det jeg havde været lige ved at gøre.
den 24. juni 2010 fyldte jeg 16 år.
jeg svor at jeg aldrig mere ville komme så langt ud. har holdt det siden. der går ikke en dag hvor jeg ikke føler skam over det. tiden efter har været en velsingnelse. hvert år er blevet bedre og bedre.
når man beslutter sig for at holde sig i live forsvinder ensomheden ikke bare. den bliver forstærket. jeg følte det meste af den sommer at jeg ingen venner havde der forstod mig. jeg vidste godt det ikke var rigtigt. jeg følte en sådan skam. at jeg kunne være så selvisk. jeg var flov over mig selv. kan ikke beksirve det. jeg kunne ikke sige det til nogen før et år senere. jeg sagde det til en pige jeg havde tilid til som intet havde med det at gøre. da jeg senere kom i 10. klasse. fortalt jeg det åbent for hele klassen. om mine forsøg. hver eneste gang jeg har fortalt det jo mere har det lettet smerten, der fulgte.
2010 var det år og den sommer, den juni måned hvor min barndom sluttede. jeg var ikke længere et naivt barn som bare et par måneder forinden der troede at man kunne få venner over alt og alle vil kunne lide mig, og at der ikke findes folk med dårlige intentioner, og dermed i teorien ingen ondskab. min naivitet var væk. verden var ikke den samme. himlen var ikke så lys og blå som den var et par måneder før. good bye blue sky!
i løbet af en måned og i særdeleshed tiden efter er noget gået op for mig. om det er meningen med livet ved jeg ikke. men jeg er blevet bevist om noget. hvad det vigtigste er. det vigtigste er ikke hvad man bliver, hvad man bliver, hvor man bor eller om man kommer alle de steder hen man gerne vil. det vigtigste er kærligheden. uden den er man intet. og uden den er livet ikke værd at leve. uden nogen at elske og blive elsket af. det vigtiste i mit liv er ikke om jeg bliver skuespiller, om jeg bor i London, om jeg for set hele verden. det vigtigste er at jeg finder en der vil bruge hendes liv med mig. fordi hun elsker mig. og omvendt.
det vigtigste i verden er kærligheden. juni 2010 var den mest frygtelige måned i mit liv. men som i vil læse i mine næste blogs blev tiden efter lysere og lysere. hvis jeg havde gjort det havde jeg aldrig mødt de fantastiske menesker jeg ikke ville være foruden og ikke elsket dem. kærlighed. det vigtigste i verden. glem det aldrig. og med de ord ønsker jeg alle læsere en rigtig glædelig jul! <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar