onsdag den 16. marts 2016

Fear and Loathing in Herning...

"there he goes, one of gods own prototypes, a kind, not even considert for mass prodution, to wierd to live...to rare to die"  - Hunter s. Thomsen.


tilværelsen er komplet meningsløs, der er absolut overhovedet ingen mening med at vi er her. min eksistens er komplet ligegyldig. om 100 år vil ingen huske mit navn, jeg vil være nogle bogstaver på en sten, for tid og evighed. der er i pensippet ingen mening med noget, for du dør alligevel til sidst. derfor kan det heller ikke betale sig at spilde tiden på hvad nu hvis. verden er fantastisk smuk, og hver eneste dag er et mirakel. se jer omkring, op i himlen, på en piges smil, osv. livet er en fantastisk samling af tilfældigheder der efterfølger hinanden. 

jeg anser tit fortiden som værende romantisk, nutiden som noget der godt kunne være bedre men det er vel ok, og fremtiden som værende et vildt uhyggeligt sted. nu for tiden er heller ingen undtagelse. er blevet gudfar til min fars datter, hun skreg kun lidt i kirken, og jeg forstår den lyst til at beskytte dem til evig tid, man for når man står med et lille barn i hånden. jeg vil ikke lade nogen såre hende, og hun skal bare komme til mig, når min far bliver for meget, hvilket sker med jævne mellemrum ;) jeg ser mig selv i min far, iværtfald som jeg engang var, en der nægtede at skifte emne i en diskotion også selvom de andre har gjort det for længst, så kommer han tit lige ind med en bemærkning om det vi snakkede om for et kvarter siden. har ham stærk mistænkt for at være autistisk. han vil gerne have jeg skal komme og besøge ham i flere dage til sommer, og han bruger altid den der " en dag er jeg her ikke mere" argument, lidt træls, at han for en til at føle sig nødsaget på den måde til at komme. jeg skal ikke komme fordi jeg er nød til det, men fordi jeg har lyst, hvilket jeg ikke altid har, da jeg har mit eget liv nu. han tror også lidt det er en konkurrence med resten af familien, men han glemmer at jeg er 21, og derfor ser jeg ikke min familie så tit som jeg engang gjorde. mine venner fylder mere nu, min skole fylder mere, hvis jeg var i forhold ville det også fylde mere. men på den anden side vil jeg ikke skuffe ham, for jeg kan se han elsker mig, og gerne vil bruge tid med mig og lære mig dybere at kende, skal jeg fortælle ham hele sandheden? hvad jeg engang gjorde? eller vil det bare såre ham? det bliver også svære at holde kontakten når jeg bor i aarhus eller aalborg. jeg forbreder mig vel bare mentalt på at min fa mile ikke er lige rundt om hjørnet.  jeg brugte julen hos ham. lidt specielt, eftersom jeg troede vi kun skulle være den lille famile, men vi var 30 til bords. af hans kærestes famile jeg aldrig havde mødt før. det var først under ris alamenten da stemningen blev en anelse fjollet at jeg begyndte at spille med. de er vældig søde. 

intermetzzoet i Herning er længere end halvejs. til at starte med var det meget rart at tempoet var sat gevaldig ned og jeg kunne slappe af det meste af min skoledag, men her de sidste par måneder har jeg godt nok brokket mig over hvor ligegyldigt det virker og hvor totalt spild af tid det er. jeg skal sidde i et lille lokale for mig selv og lave lektier, men der er aldrig lektier nok til de 6 timer jeg skal side der. aligevel skal jeg for det 1. sende en sms til rektor hver morgen og skrive min tilstedeværelse ned i en blog og hvad jeg skal lave. det virker som om jeg bare er slave for et system der primært er til for sig selv, ikke for mig. at jeg primært bare går i skole så de kan skrive mig og ind i deres pæne system, så pengene passer, så bliver de nemlig så lallende glade inde i staten. og hvad så hvis jeg ikk ser nogen mening i at få penge for at side alene og tænke halvdelen af tiden, who gives a crab? thease are the rules, and who am i to question them? selv når de er komplet idiotiske og selfserving mere end noget som helst andet. for når jeg brokker mig, bliver jeg mindet om hvor hurtigt de kan tage min su, hvis jeg brokker mig for meget, du ved bare så jeg føler en evig trudsel over mit hovedet, og så jeg ikke føler kontrol over mit eget liv. pisse fedt. Fear and loathing in Herning... på den måde kan man side og tænke over meningen med det hele, og tingene kan let komme til at virke meningsløst. at jeg for evigt vil være tjener af systemet. når undanelsen er færdig vil jeg jo tjene penge til det, og se reklamefilm om at forbruge mig selv til en falsk følelse af glæde og mening til der ikke er mere tilbage. på den anden side, bliver det også mere tydeligt hvad de rigtige værdier er. fordi det er meningsløst og ren og skær tilfældigheder det hele, kan jeg bruge mere tid på det smukkeste i verden, musik, mad, drikkelse kærlighed, sex, og menekerne omkring os, og gøre det der gør os glade og gøre en forskel for andre. det giver mening. er heldigvis mere end halvejs færdig med det her meningsløse nonsens. om et par måneder vil det være slut. 

har fået en hjælper. en af mine tidligere klassekameraretes mor. hun skal hjælpe med at at få en bo støtte ordning op og køre. og valg af undanelse. hun vil så gerne have jeg først skal starte til januar i det hun ikke føler jeg er klar til en videregående udannelse, hun vil foreslå jeg skal gøre mig klar ved at tage nyttejobs i et halvt år og så starte til februar, jeg føler mig i forvejen som en slave af systemet lige nu and i want to breeeeeeeak freeee ;) så meget heligt at det er mig der bestemmer. jeg har dog fået en bostøtte der skal hjælpe mig med at blive klar til undanelsen. og med at søge lejligheder. min bostøtte bor selv i århus så har hun lovet at gøre. har dog søgt på mine tre top prioriteter. 1. journalisthøjskolen i århus, 2. journalistik i Odense, og 3. Historie. var på journalisthøjskolen til åbent hus for en måned siden. det var meget overvældende, og man følte sig pludselig 5 år yngre og meget malplaceret. men det var skønt at se så mange argagenede jævnaldrende, på et sted. odense synes længere væk rent mentalt, og det er også svære at komme ind. for det første skal de bedømme en på en motiveret ansøgning, hvis de kan lide den, skal man til optagelsesprøve. her tager de 100 bedste, og tager 100 andre til samtale og tager så halvtreds af dem. jep, som at komme igenem hulet i en nål. og så er der historie i aalborg, fordi jeg bedre vil kunne klare den studieform frem for den i Aarhus. at man benytter gruppearbejde så meget som man gør vil jeg elske. og så er Aalborg en virkelig hyggelig by, lærte jeg til studiepraktikken. tilbage nu er kun at vente og se hvor skæbnen vil have mig hen. optagelsesprøverne er i april. jeg vil kende nogle af svarede næste gang. 

på kærligheds fronten har det stået delvis stille de sidste par måneder. men det er også svært når man ikke rigtig forventer sig noget, og mest af alt for sjovt benytter sig af udadtil overalfdiske apps, hvor man swiper til den ene eller anden side og været heldig i byen nogle gange. men det haster ikke, det er ikke en nødvendighed, slet ikke når jeg jo alligevel skal flytte igen igen til sommer måske.  selvom det selvfølgelig ville være dejligt med noget fast, så søger jeg som udgangspunkt nu kun noget lettere løst, eller noget der starter løst. så kan det vel også blive bedre kun hvis det ikke er vildt overvældende fra begyndelsen af. og dog. så længe jeg ikke invitere dem hen i parken den første gang vi mødes, så skal det nok gå fint, for så skal de ikke konkurrere med et minde, det ville jeg ikk kunne klare. en kæreste ville være kirsebærret på toppen af kagen...men den er sgu sød nok i forvejen;)  men hvad så er der også mere tid til at nyde singlelivet. går stadig noget oftere i byen end jeg plejede i skjern. i perioder er det hele tiden næsten. det er virkelig skønt at nyde sine venners selskab på den måde, på sit stamsted, the irish pub, ved sit stambord, lige bag ved baren, og med hvad jeg kalder Herning sættet. ( to fadøl og en white rusian) det sidste smager dog meget bedre når jeg selv laver det. så mens halvdelen af min 10. klasses årgang fra ringkøbing er i gang med at få fødsesraten til at stige, så er jeg ved at få produktionen af humle til at stige ;)





tilværelsen er meningsløs, ja. men så længe man kan drukne abcurtheden, bitterheden og tragedien i de rigtge menesker nærvær, gørende det man kan lide at lave, og høre den musik man elsker, spisende den mad man elsker, så går det nok lige, specielt når denne lidt halmærkelige pause på et år snart har nået sin slutning. om ikk andet kan en white rusian mere vel altid lokke ned. de negative tanker forsvinder i takt med forårets komme, og en tættere håbefuld fremtid, der dog lige nu synes virkelig skræmmende, er vildt bange for ikke engang at kunne klare 1. semester, men den tid den sorg. håbet er altid lysegrønt og hvem siger det nogensinde går så galt. forhåbentlig ikke, og helt ærligt, i dette her velfærdsamfund, hvad er så det værste der kan ske? ;) at jeg bliver nød til at rejse hjem og tænke mig om? at jeg rejser ud for at gøre det, mens jeg plukker druer i frankrig? det kan vel ikke være så slemt. lad dog vær at se for langt frem, for hvem har sagt jeg har 365 dage endnu? den frygt lever jeg i. jeg er dødsangst. ikke så meget det at være død, mere det at dø. og at det sker meget tideligere end jeg regner med. derfor ser jeg det også lidt som spild af tid at tænke på hvad jeg laver om 10 år. bare jeg stadig er her om 4, så er jeg glad.for selvom verden er kold og styret af dybt kyniske menesker, og man ikke kan købe noget i den uden på en eller anden måde bidrage til menneskets ondskab, så elsker jeg stadig den for meget til at ville forlade den anny time soon.  the best is yeat to come, håber jeg, selvom jeg nogen gange ville elske at opleve nogle af de ting der har gjort mig til den jeg er nu. ville elske at opleve det der startede det hele, we will rock you, mit 1. DSU møde, skum festen i Spanien tilbage i 11, mit 1. kys dagen før jeg blev 18. roskilde festivallen, da jeg flyttede hjemme fra. det meste af usikkerheden fra tenageårene er væk. og nu skal jeg snart endelig ud og være herre over mit eget liv. glæder mig virkeligt, selvom det også er vildt skræmmende og usikkert, og derfor lidt for mig til at savne bardommen, da der ikke var noget ansvar der var ens egen. men så længe jeg bare abide like the dude, så kan det vel ikke gå helt galt. kan det?
¨
næste blog til sommer.



ps. en dør er åben der længe har været låst, og lukket. den står ikke på vid gab, kun på klem, og selvom jeg har lyst til at sparke den op, så er jeg bange for at vælte den på den anden side. måske den går op af sig selv. 



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar