fredag den 26. juni 2015

en ny begyndelse.


jeg er student! den 24. Juni Kl. 11:00 blev jeg student. min gamle DSU formand fra Holstebro gav mig HF- huen på. det betød meget at det var hende, da hun er en af hovdepersonerne i den bedste sommer nogensinde. sommeren 2011. jeg kunne putte et 10 tal i Engelsk B i huen, og forlader i det hele taget HF med gode karakter.

Dansk skriftligt 7, engelsk skriftligt 7, engelsk mundligt 10, dansk mundligt 4( det var en træls og meget mærkelig tekst af Seberg. en mand mister hans kone, og falder ned i en voldsom depration, hans venner vil give ham et hjul i gave, han bliver, temeligt mildt sagt begejstret for dette hjul, og resten af historien handler om hans enorme glæde for dette hjul) jeg realterede til sisyfos myten. samfundsfag på B fik jeg 10( trak EU og demokrati) Kulturfag fik jeg 7( jeg trak velfærdsamfundet), musik har jeg 4, det kan dog erstattes af et 7 i drama fra Holstebro Gymnasium og HF tilbage i 2013. i NF fik jeg 02, og matematik på C 00. jeg trak eksepotentiel funktioner men havde taget fejl af dem og liniere funktioner. og når ja...i SSO en som er HFs udgave af SRP fik jeg 10, i samfundsfags opgaven, de økonomiske og socialepoltiske konsekvenser af Tysklands genforening. jeg er SKIDE stolt af mig selv. kan slet ikke fatte at jeg virkelig er student, at den lyseblå hue ovre på komoden er min, selvom mit navn står på bagsiden. kan slet ikke fatte at jeg gjorde det. jeg bestod HF. jeg er færdig. i fucking MADE IT!!! :D og der skal lyde et inderligt FUCK jer til rindum kjærgaard, for at have taget alt min selvtillid i alle de 5 år jeg gik der, og give mig en følelse af at en gymnasiel udannelse var en utopi, en urealistisk drøm. jeg gjorde det fandme! jeg er HF student! :D jeg er så lykkelig, men samtidig også vemodig og trist, for jeg ved også at det fantastiske eventyr som de sidste 2 år har været har nået sin afslutning, sin sidste side, sidste sætning i bogen. det er en trist erkendelse at de fantastisk dejlige jævne menesker man har brugt hver eneste dag med, siden den smukke August måned i år 2013, hvor ens ideal hverdag blev hverdag, jeg flyttede hjemmefra, havde en sød og smuk og kærlig kæreste, og de skønsete klassekamerater. jeg har aldrig oplevet et sådant sammenhold som der er i den klasse og jeg tvivler et eller andet sted på om jeg vil møde den, og den koloenorme forståelse og et sådan fællesskab igen. nok havde jeg det sindsygt sjovt med at skrive dimitionstalen med alle vores interne jokes, og underforståede ting, og vores allesammens catchfrases, og nød det hyggelige tilbageblik og konklution på to års fælleksab som det var, at holde den for klassen. det er aldrig nemt at sige farvel, eller på gensym, jeg kommer til at savne ikke at skulle være sammen med de dejlige menekser hver dag mere,  men vi skal videre, vores veje skilles, og nye menekser skal mødes. heldigvis er jeg så heldig at kunne bruge et år mere sammen med nogle enkelte af dem, til de enkel-fag jeg mangler at tage for at kunne komme ind på Aalborg Univeritet, hvis ikke 1. prioritet som er Journalisthøjskolen bliver virkelighed i 1.omgang. skal have tysk B, retorik C, og så har jeg fået lov at tage matematik om, ikke at jeg gider, bestemt ikke! men skal have nok timer for at kunne få SU, til et i forvejen mærkeligt og ikke sammenhængende skema i morgen. tidelige morgen timer, afbrydt af et hul for så derefter at vende tilbage kl 2 om eftermidagen. derfor har jeg også sagt min lejlighed op! pr. 1. August flytter jeg op på 2. sal i en 40 m2 lejlighed i Herning. det er kun meningen jeg skal bo der i den tid jeg læser enkeltfagene. har samtidigt begyndt at søge lejligheder i både Aalborg og Aarhus, da jeg ved at man skal søge ca. et år i forvejen for at være sikker på at kunne flytte ind når ens studie starter. lejliheden i Herning bliver helt min egen, og er ikke tilknyttet nogen psykiatri eller autisme center, altså forlader jeg fredensgade, og det eneste der fortsætter er en bostøtte der kommer og snakker en gang om ugen, det skal dog gradvist ophøre i løbet af det næste år, så jeg til næste sommer er helt selvstændig. på den måde er der mange ting der slutter nu. 2 år, der har været centreret omkring min diagnose, i det at jeg bor for et sted tilegnet autister og går i en aspergerklasse. denne asperger klasse lyder måske som en specialklasse men det er vi langt fra, vi er den klasse ud af alle 15 klasser der har det højeste klassesnit på skolen. det har været rart at lære sig selv og sine svagheder at kende på den måde, men omvendt ønskede jeg aldrig at bo på fredensgade i mere end 2 år, og jeg ønskede ikke at mit liv skulle være styret af min diagnose eller handle om min diagnose, da min diagnose er en del af mig, og en forklaring, men det er ikke hele mig. jeg har været så heldig at leve de første 18 år som en NTer ville have gjort, og den type liv vil jeg nu tilbage til. jeg vil være selvstændig. omvendt vender jeg ikke kendsgærningerne rykken. jeg har meldt mig ind i Autismeforeningen, for at lære andre med de samme svagheder at kende, og for at lære mere om min diagnose, men det skal kun være sociale sammenhænge, og nationale og regionale angemnter, altså at møde op til de lokale autisme grupper, både nu og når jeg flytter til Aalborg eller Aarhus.  de dage af mit liv der var styret af et stykke papir slutter nu. autisme er en del af mig, men det skal aldrig få lov at blive hele mig. jeg har aspreger, jeg er ikke min diagnose, jeg er et menekse som alle andre. glæder mig til det nye kapittel af mit liv, selvom det først for alvor starter om et år, og de næste 12 måneder er som et lille intermetzo før the real deal går igang om et år. men jeg er selvfølgelig også vemodig over at mit liv som jeg kender det nu, snart slutter men jeg ved at klassen aldrig vil skilles selvom vores veje skilles. det har aldrig været meningen når jeg skulle herfra, at jeg så skulle ind i et andet Autismecenter, når jeg skulle herfra skulle jeg være helt og aldeles selvstændig, det synes jeg også jeg er 80% af tide, de sidste 20 % vil jeg gerne have lidt hjælp til. men meningen er også at alt hensynstagen til min diagnose og bostøtte stopper et det sekundt at jeg bor i Aalborg eller Aarhus, jeg kan og vil klare mig selv fuldstændigt, for det skal et voksent meneske efter min mening kunne uden offenlig indeblanding eller romantiske forhold. kan man først det, er man klar til at ofre det allerstørste ansvar i verden, nemlig børn. men der går lige nogle år endnuXD.



jeg har særligt det sidste halve år erkendt nogle ting ved min diagnose, svagheder. Jeg har utroligt svært ved at miste, og at håndtere det når jeg gør det uden at ryge fuldstændig ned med flaget og ikke tale med nogen om noget i en periode. Som sidste sommer da min gamle klassekammerat måtte væk herfra denne verden. Dog overvandt jeg der samtidig min daværende største fjende, ensomhed. Jeg kendte fra mig selv fra fortiden hvad jeg var i stand til at bilde mig selv ind og hvad jeg var i stand til at gøre når jeg følte mig ensom, der skulle jeg aldrig tilbage til. Tiden hvor jeg ikke kunne side hjemme alene en hel weekend af bar frygt for hvad jeg ville begynde at tænke om mig selv er slut. Er stadig bange for at miste dog. Havde sådan på fornemmelsen at man var nød til at holde dem man holdte af så tæt ind til sig som man kunne. Jeg ved nu at jeg har en tendens til at være omklamrende omkring dem jeg holder af, af nære venner, har mistet flere venner på den konto..nogle gør mere ondt end andre. Det gør virkelig ondt, og jeg kan nærmest ikke slippe det igen. For vil gøre alt for ikke at være uvenner med folk. 
Dog skal det siges af nogle af de problemer jeg måske havde for 2 år siden har jeg ikke mere i samme omfang. Dengang elskede jeg at diskutere, alt, det gjorde mig såmen ikke noget hvis der blev et skændrri ud af det. I dag hader jeg det, og forsøger så vidt muligt at undgå dem hvis det ikke har poltisk karakter. For man bliver så hurtigt uvenner, og modsat dengang gider jeg ikk at spilde tid på at gå og værre uvenner. Så hellere sige, du for ret og så slut. Livet er for kort til at være uvenner over ligegyldige ting og hænge sig i noget man gjorde for 5 måneder siden. Er blevet såret nogle gange over de sidste år, af folk man troede man kunne regne med. Det har nok gjort mig en anelse kold, og konfliktsky. Hvis der er optræk til en diskussion, ud! Hvis man hurtig man kan mærke man ikke bliver enige, så sig lad os være enige om at være uenige og så cutte den, måske ikke springe videre til noget andet med det samme men så lige vente nogle dage med at svare igen, ikke fordi man er sur, men så begge parter kan falde ned igen. Det må siges at være en god ting, for nøøøj hvor har folk brokket sig over min evige diskutionslyst før. Min kølighed kan måske hjælpe af hensyn til frygten for at miste. Jeg har lært at venner skal have plads, særligt dem man holder af, bare fordi den person betyder noget, skal man ikke nødvendigvis snakke sammen hver dag. Bare man ved man er der for hinanden og kan snakke om alt. Behovet for plads er jeg begyndt at forstå. Jeg er også begyndt i stigende grad at foretrække at være alene frem for at være social konstant. Det kan dræne en, og man kan ikke komme ud af den rolle man spiller.  Jo mere jeg kan det, jo mere kan jeg også give folk plads, for så vil behovet for at skrive til den person også dæmpe sig. det er en viden jeg tror jeg vil bruge fremover, for er virkelig ked af dem jeg har mistet fordi jeg gik for meget op i at være der for dem. Måske man for muligheden for at vise den forandring en dag.
Nu når dette diagnose fyldte del af mit liv er slut, vil jeg ikke have det slutter helt. For stik imod alt forventning er jeg begyndt at interessere mig for min diagnose. Hvad jeg kan arbejde med og hvad der ikke bliver anderledes. Har derfor meldt mig ind i Autisme foreningen, langt om længe, både for at lære mig selv at kende, men mest andre. Deltage i foredrag, sociale engementer osv. 
De fordrag jeg selv holder forbliver nok i En af os, da det handler mere om selvmord og ensomhed og håb, end om autisme, for nok vil jeg fortsætte med at lade min diagnose være en aktiv del af mit liv, men det må aldrig tage overhånd og blive hele mit liv. Så bliver det nemlig som jeg frygtede, da jeg fik den for 3 år siden. en af Os er en organisation der ser den som sit mål at oplyse og give unge menekser på kanten af livet, med psykiske lidelser eller selvmordstanker skal gives håb. jeg vil fortælle om mit selvmordsforsøg på viadukten i Ringkøbing for 5 år siden og de fantastiske år jeg har haft siden, og at selvom lysten vil komme igen, og du stadig vil se det som en udvej kan du blive meget stærkere hvis du lytter til dig selv. 

i det hele taget har de sidste 3 måneder været en tid med slutninger og nye begyndelser og erkendelser. de har åbnet mig som menekse. idag heder jeg Peter Rosenvall Nielsen. jeg har opfyldt min farmors sidste ønske. jeg har overtaget famile navnet. jeg begraver dermed symbolsk den psykiske stridsøkse mod min far, Jeg følte i næsten 10 år. Da jeg var 10 år stak jeg af fra det sted vi havde aftalt han skulle hente mig, og løb om til min bedstemor. Min Mor sendte mig dog i stævne da hun mente der var noget galt. Jeg fortalte hvorfor jeg ikke ville hjem til ham. At han aldrig holdte hvad han lovede, at hans kæreste tog alt opmærksomheden og at hun var shaloux på mig, og han spillede pengene væk, og vi lavede aldrig noget sammen. Han blev rarsende og skældte mim Mor ud for at ville forsøge at tage mig fra ham. Han stolede ikke på mig. Og han kørte væk. En uge senere stod alle mind ting uden for døren. Jeg begyndte at hade ham. Men jo længere man holder fast i vrede over for dem man holder af, jo mere ondt gør det. Især i teenage årene hvor jeg havde brug for ham, men mindede mig selv om dengang. I vinteren 12 døde min farmor så af kræft. Det gik op fod mig at jeg var det eneste famile han havde, men det tog mig indtil sidste sommer at ville bryde muren ned og ønske at tilgive ham og lade fortid være fortid. Da jeg ville fortælle ham hvorfor jeg kun sjælne gange taler med ham i september fortalte ham hvor ked af det han havde været over ikke at havde været der. Jeg brød sammen indeni. Jeg havde ventet på de ord så længe, og jeg kunne ikke længere have den had og vrede i mig. Jeg har tilgivet ham. Bevares det han gjorde gør da ondt, men man må aldrig en handling gøre et helt meneske, heller ej en dårlig periode i em persons liv. Man ændre sig. Jeg har ændret mig, det samme har han. Jeg føler det symbolske at gøre er at opfylde min farmors ønske og på den måde lade fortid være fortid. Det føles dejligt. En stor sten er forsvundet. Det passer virkelig hvad man siger. Hvis man tilgiver, kan man elske mere. Og tilgiver man, elsker man. Ville ønske at flere tilgav, og startede på en frisk, istedet for at gemme på vreden, og holder sig tilbage.

jeg har i de sidste 3 måneder lært både gode og dårlige sider af menneskets natur at kende. det startede med at jeg til min egen glædelige overraskelse blev meget glad over at finde ud af at min x havde fundet sig en sød fyr, istedet for at føle jalouxi. vi havde i det meste af 2014 haft et temmelig kaotisk on/off forhold med skiftende ud meldinger og misforståelser på begge sider. jeg har haft svært ved pga. min diagnose at aflæse hendes signaler. jeg var derfor inderligt glad for at det var glæde på hendes vegne og ikke jalousi jeg følte over nyheden.en glæde jeg forsøgte at udtrykke på den eneste måde jeg vidste det ville nå frem via facebook. en lidt dumdristig beslutning kan jeg godt se idag. den fik nemlig en noget anden reaktion end jeg havde regnet med, for der gik ikke 10 minutter før tonen blev hård og personlig rettet mod mig, og min besked blev opfattet som alt andet end positiv, hvilket gjorde mig virkelig ked af det. jeg slettede det og troede så at det ville stoppe der, men nej! en uge efter nåtte jeg gå til politiet pga trudsler om fysisk og psykisk vold, og usande beskyldninger om min og x´ens forhold. i den efterfølgende uge, lærte jeg hvad voldsom paranoia er. jeg snakkede med autismeforeningen og klassen for at blive beroliget. det er heldigvis gået i sig selv igen. jeg har ingen kontakt til min x, men håber hun har det godt og er lykkelig. håber at tiden vil lægge alle sår, så vi igen engang kan snakke sammen som de voksne menesker vi er. negative tanker er spild af værdifuld energi.  


jeg er lykkelig! rigtig lykkelig! og hvad angår kærlighed, er jeg så lykkelig at jeg ikke tør risikere den lykke for noget det med tiden kan gøre mig ulykkelig. lige nu ser jeg nemlig det at gå ind i et romantisk forhold, som at sige" jeg er lykkelig, du har nu retten til at gøre mig dybt deprimeret på et tidspunkt efter eget ønske". det tør jeg simpelthen ikke. at man har brug for en kæreste for at være lykkelig er en myte, det hjælper men risikoen er for stor lige nu. men sidst jeg sagde det blev jeg smask forelsket. jeg er da tiltrukket af nogle, men det er indforstået bl.a. mellem mig og den hviderusiske pige der kommer på besøg om en uge, at dette er en sød sommer ting der ikke skal udvikle sig til mere. 

jeg er et lykkeligt meneske, men lykken er som alle jo ved lunefuld, og tiderne skifter. derfor er det om at nyde det så længe det går godt, for lige om lidt kommer der en og ændre det hele igen. men husk: den der på sit dødsleje kan sige man aldrig har været ulykkelig og ikke har noget at fortryde, har aldrig været rigtigt lykkelig. - Nelson mandela. 

næste blog kommer i begyndelsen af det nye intermezzo i mit liv i august. rigtig god sommer! :D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar